Kilde: H.C. Andersens egen “Fra en Digters Basar”, (udkom 1842)
Da mange af mine Læsere ikke have seet en Jernbane, vil jeg først see at give
et Begreb om en saadan. Vi ville tage en almindelig Landevei, den kan løbe lige,
den kan slaae en Bugt, det er det samme, men jevn maa den være, jevn som et
Stue-Gulv, og derfor sprængte vi ethvert Bjerg, som stiller sig for den, vi bygge
paa stærke Buer en Bro over Sumpe og dybe Dale, og naar da den jevne Vei er
for os, lægge vi der, hvor Hjulsporene ville gaae, Jernskinner, om hvilke
Vognhjulene kunne gribe fat. Dampmaskinen spændes foran med sin Mester paa,
der veed at styre og standse den, Vogn kjædes ved Vogn med Mennesker eller
Qvæg, og saa kjører man.
Paa ethvert Sted af Veien vides Time og Minut, naar Vognrækken vil indtræffe,
man hører ogsaa milevidt Signalpibens Lyd, naar Toget er i Fart, og rundt om,
hvor Biveie for almindelige Kiørende og Gaaende skjære Jernbanen, slaar den
opstillede Vagt Træbommen ned for dem, og de gode Folk maa vente til vi have
passeret; langs Banen, alle de Mile den strække sig, ere smaa Husereiste saa
langt fra hinanden, at de, som staa Vagt, kunne se hinandens Flag og betids vide
at holde Banen reen, at ingen Steen eller Qvist ligger over Skinnerne. - See.
Det er en Jernbane! Jeg vil haabe, man har forstaaet mig,
Det var første Gang i mit Liv, jeg skulde see en saadan. En halv Dag og den
paafølgende Nat havde jeg reist med Diligence den skrækkelige slette Vei fra
Braunschweig til Magdeburg, træt kom jeg herhid, og en Time efter skulde jeg
igjen afsted med Dampvognen.
Jeg vil ikke negte, at jeg forud havde en Fornemmelse, som jeg vil kalde
Jernbane-Feber, og denne var paa sit Høieste, da jeg traadte ind i den storartede
Bygning, hvorfra Vognrækken kjører ud. Her var en Trængsel af Reisende,
en Løben af Kufferter og Natsække, en Susen og Surren af Maskiner, som
Dampen væltede ud af. Man veed første Gang ikke ret hvor man tør staa, at
ikke en Vogn eller en Dampkjedel eller en Kasse med Reisegods skal flyve over
os; rigtignok staaer man sikker på en fremspringende Altan, Vognene, man skal
ind i ligge i Række tæt op til den, som Gondoler ved en Quai, men nedenfor i
Gaarden krydser, som Trolddoms-Baand, den ene Jernskinne efter den anden,
og det er ogsaa Trolddoms- Baand, som den menneskelige Kløgt har slagen;
til disse skulle vore magiske Vogne holde sig, kommer de udenfor Tryllebaandet,
ja saa gjelder det Liv og Lemmer. Jeg stirrede paa disse Vogne, paa Locomotiver,
løse Karrer, vandrende Skorstene og Gud veed hvad, de løb som i en Trylleverden
mellem hverandre; Alting syntes at have Been! Og nu denne Damp og denne
Susen i Forening med Trængselen for at faa Plads, denne Stank af Tælle,
Maskinernes taktmæssige Gang og den udladte Damps Piben og Snøften
forstærkede Indtrykket, og er man her, som sagt, for første Gang, da tænker
man paa at vælte, brække Arme og Been, springe i Luften eller knuses ved
at støde sammen med en anden Vognrække, men jeg troer, at det kun er første
Gang, man tænker derpaa. Vognrækken her dannede tre Afdelinger, de to første
ere magelige lukkede Vogne, aldeles som vore Diligencer, kun meget bredere,
den tredie er aaben og utrolig billig, saa at selv den fattigste Bonde tager med,
det bliver ham mindre dyrt, end om han skulde gaa den lange Vei og styrke sig
i Vertshuset eller overnatte på Reisen. - Signalpiben lyder - men den lyder ikke
smukt, den har meget tilfælles med Svinets Svanesang i det Kniven trænger det
gjennem Halsen; Man sætter sig i den mageligste Karreet, Conducteuren lukker
Døren i for os, og tager Nøglen med sig, men vi kunne lade Vinduet gaae ned,
nyde den friske Luft uden at frygte for nogen Uleilighed af Lufttrykket; man har
det aldeles som enhver anden Vogn, kun mere mageligt, man udhviler sig her,
naar man kort forud har gjort en angribende Reise.
Læs videre!
