LEDER
Månedens tema: OrganisationsantropologiAnvendelse af Viden i Organisationer På Strejftog i Organisationsantropologien En Business-Kvindes Cost-Benefit Analyse af Antropologien som Empirisk Værktøj MetodeartikelIntegration af udvekslingsstuderende… Subtema: Socialt liv på MoesgaardKvantitativ engagementsundersøgelse Årgang 2002: Efterlysning - Studiemiljø Årgang 2001: Hvad med fremtiden? Årgang 2000: I Medgang og Modgang Årgang 1999: Beretningen om en Klyngeårgang Årgang 1998: Årgangen der blev Væk Baraklogik – læs også Ton Ottos reaktion! FUMAs Kald – Vejen til den Nye Alder LiminaltBoganmeldelserDebatVenstreorienteret formoder jeg? Invitér Studenterpræsten på Skovtur! Når Antropologer Ikke Mener Noget Diverse ”skønskrifter”InformantenOnline ExclusiveTon Ottos reaktion på ’Baraklogik’ Dette er Informantens nyeste tiltag – nu har du mulighed for at sende kommentarer eller artikler direkte til InformantenOnline. Alle indlæg er velkomne, så længe de henvender sig til dette nummers tema eller en bestemt artikel. Så bare på med vanten – skriv til Informanten! Sidens administrator, Mimi Larsson |
Citat som berettiger vort fags aktive beståen! ”De vil ikke have kloden Globaliseringens store ironi er, at samtidigt med at masseturisme og massemedier bringer os stadigt tættere på hinanden, ved vi mindre og mindre om hinanden. Medierne fodrer os med reportager fra klodens fjerneste egne, hvor den verden, der ligger uden for vores rige verden, mest af alt fremstår som en eksotisk legeplads. Vores forståelse af andre kulturer bliver ringere og ringere. Det går først for alvor op for os, at der eksisterer andre mennesker end os, når de pludselig af os uforståelige grunde går til angreb på os. Det er ikke blot en tragedie for de mennesker der blev dræbt på Bali, men også for de stadigt flere misforståede, og derfor frygtede og foragtede mennesker i den fattige verden” Fra The Guardien, citeret i Information________________________…______________________Skribenter i dette nummerChristina AnderskovAntonin ArtaudRasmus (Thirup) BeckMarie Højlund BræmerHelene Wad ChristensenSarah GjerdingUffe Ølgaard HarrisRonnie HedegaardJens KjærJacob Krause-JensenJacob LauringMona Toft MadsenMarianne MunchSine NissenDennis NørmarkMartine Lind PedersenHugo SanchezJakob Schwartz SørensenJesper VindNiclas Wathne |
|
|
. informanten
er et blad for og af studerende ved etnografi i Århus . |
|
Redaktionens leder For anden gang i træk bryder Informanten alle rammer. Hele 64 sider spændende læsning sidder du med i hænderne. Det er blevet et hårdt arbejde at redigere—men det er alt sliddet værd! Dette nummer byder på et svigtet tema og et sub-tema, der tog overhånd. Der er anmeldelser, debat, input fra verden omkring os og meget mere—alt sammen krydret med lidt jul... Temaet denne gang er ”antropologi i organisationer”. Denne voksende antropologiske fagtradition har netop nu kronede dage på Moesgaard med masser af feltarbejds– og specialestuderende, der beskæftiger sig hermed og undervisere, der brænder for at hjælpe dem på vej. Det er en central pointe at der er tale om ”antropologi i organisationer” og ikke ”organisationsantropo-logi”. Redaktionen mener, (inspireret af bl.a. Jakob Krause) at antropologers indtog i organisationerne ikke skal resultere i en ny antropologi, men snarere i den gamle teori anvendt konstruktivt i nye rammer. Det er givtigt at analysere ”moderne” samfund med de analyseredskaber, der fortrinsvist er udviklet i ”traditionelle” samfund! Og der er masser at tage fat på: Kulturbegrebet antager nye former i nogle moderne virksomheder; arbejderen—eller, mere sigende, med-arbejderen—møder på arbejdspladsen med forandrede motiver og motivationer; virksomhedskultur skal eksporteres til andre lande og virksomheder...o.s.v. Men dette spændende tema blev i nogen grad svigtet af studerende og undervisere—kun 4 indlæg kunne det blive til… Til gengæld voksede antallet af indlæg relateret til subtemaet—Socialt liv på Moesgaard—næsten redaktionen over hovedet. Måske blev folk inspireret af redaktionens gennemførte spørgeskemaundersøgelse om samme emne, hvis resultater også offentliggøres her. Udover de ønskede beretninger fra hver årgang og vores eget kvantitative eksperiment er der kommet både kritiske, opfordrende, direkte sure og meget underholdene artikler om det sociale liv blandt etnografi-studerende. Der er også kommet breve ”derudefra”: Vi har en lettere forsinket rapport fra en Friedman-klon om antropologi m.m. i Lund. Vi har en artikel fra vores udsendte medarbejder i Palæstina, der giver et skræmmende billede på situationen lige nu i de besatte områder. Der er også kommet gang i boganmeldelserne: Denne gang én om go’e gamle Odysseus og en anden om forskellige historiske beskrivelser af danskerne,”Dem om os”. Endelig byder dette nummer på masser af interessante debatartikler: Der er et svar til sidste nummers religions-artikel, der er to indlæg som, uafhængigt og fra hver sin vinkel polemiserer antropologisk ”political correctness” ,og der en lille kunstfærdig tanke om vores fags lighed med snekrystaller… I forbindelse med debat kan redaktionen også byde på et nyt tiltag. I forbindelse med vores samarbejde med ”Ude i felten”, som administrerer ”Informanten online”, er det nu muligt at fortsætte debatten dér eller komme med tilknyttede indlæg—hvis der er for langt at vente til næste nummer. Send dine indlæg til InformantenOnlines administrator Ellers er der ikke andet tilbage end at sige god jul og god fornøjelse med de næste mange sider... |
Kvantitativ engagementsundersøgelse af Moesgård-studerende Af: Martine Lind Pedersen (Åben i
Word for at få modellerne med) Forskningsdesign Ideen opstod i kådhed over at have afsluttet et statistikkursus på 7. semester. ”Kan man monstro påvise en bivariat sammenhæng mellem studerendes engagement i deres sociale studiemiljø og deres faglige engagement/standpunkt???” Med andre ord – er det de studerende, der dyrker deres sociale miljø på studiet, som også involverer sig mest i den faglige side af studiet, og er det måske endda også dem, der klarer sig bedst? Tanken var alligevel så fængslende, at den (desværre) ikke var fordampet, da vi hver især vågnede næste morgen. Størstedelen af dette blads læsere vil være bekendte med spørgeskemadesignet. Vi omdelte spørgeskemaer på de 4. første årgange på Etnografi og fik svar fra 186 respondenter. Desuden kan jeg fortælle at kun 66% af de 280 registrerede studerende på disse årgange var til undervisning på uddelingstidspunktet, så resultatet af undersøgelsen ville muligvis se anderledes ud hvis vi også havde fået svar fra de studerende, som åbenbart ikke prioriterer undervisningen helt så højt (en vis andel af fraværet skyldes vel også uregistreret frafald?). (Åben i Word for at få modellerne med) Vores variabler til undersøgelsen var jo henholdsvis det sociale og det faglige studiemiljø, – men hvordan måler man lige det. Med henblik på fagligt engagement valgte vi at tage udgangspunkt i tidsforbrug på studiet, fremmøde, deltagelse i faglige arrangementer og arrangement af sådanne, medlemskab af nævn og udvalg, karaktergennemsnit samt egen vurdering af sit faglige engagement. Det sociale engagement målte vi på deltagelse i og arrangering af sociale aktiviteter - både de institutrelaterede (såsom fredagsbarer og Moesgårdfester) samt de aktiviteter, som de studerende selv arrangerer for hinanden (såsom Tv-aftener, fester, middage, sport osv.) Endvidere bad vi de studerende vurdere deres sociale miljø og komme med kommentarer. Univariate pointer og årgangssammenligning Men før jeg afslører det mest spændende ved analysen, vil jeg lige kort løfte sløret for, hvilke andre spændende ting vi fandt på vores vej. F.eks. kan jeg berette, at blandt de studerende mødt op til undervisning på uddelingstidspunktet var kønsfordelingen mellem mænd og kvinder 23% mod 76%. Jeg kan også fortælle at etnografistuderende bruger gennemsnitligt omkring 18 timer på at læse. 2. og især 3. årgang trækker godt op i dette gennemsnit, mens 7. semesters metodestuderende trækker den modsatte vej, idet størstedelen af deres tidsforbrug især ligger på metodeøvelsen. Når man ser på de forskellige årganges faglige engagement, er det kendetegnende, at 4. årgang er mest aktiv – både når det drejer sig om deltagelse i faglige aktiviteter, fagudvalgsmøder, nævn og udvalg og arrangeringen af faglige aktiviteter. Herefter følger 2. årgang. Denne lidt skæve fordeling skyldes formodentligt, at 1. årgang endnu ikke har haft tid til at involvere sig, og at 3. årgang har travlt med det berygtede fag, Central Etnografiske Debatter. Det kommer nemlig også til udtryk i de studerende vurdering af deres faglige engagement – hvor 3. årgang generelt er lidt hårdere ved sig selv end de andre årgange. Det viser det sig, at der er en tendens til, at studerende, som er længere i deres studieforløb, deltager mindre i de sociale aktiviteter omkring instituttet (fredagsbar og fester) Til gengæld ser det nærmest ud til at andelen af studerende, der deltager i aktiviteter udenfor Moesgård bliver større med årgangene. 1. årgang er naturligvis mest på tæerne på nuværende tidspunkt, men på alle årgange er der en overvægt af studerende, der angiver, at de ofte eller ind i mellem deltager i sådanne aktiviteter. Det kunne naturligvis give et praj om, at det hovedsageligt er de mennesker, som ikke er involveret i deres sociale studiemiljø, der falder fra med tiden, men dette er blot en mulig forklaring. Ligeledes vokser andelen af studerende, der selv arrangerer sociale aktiviteter med årgangene, og andelen af studerende, der mødes med medstuderende uden for faglig sammenhæng. Kommentarer om det sociale miljø Jeg må ærligt indrømme, at timerne foran SPSS var frustrerende til at starte med. Ved første øjekast så det overhovedet ikke ud til, at der var en sammenhæng med engagementet – som vi ellers var så sikre på, at der ville være. Desuden blev jeg frustreret over, at spørgeskemarespondenter som angav, at de hverken deltog i faglige eller sociale arrangementer eller var involveret i arrangere sådanne, under punktet ”kommentarer” angav, at studiemiljøet på Moesgård er katastrofalt, og kommenterede, at rammerne (eller mangel på sådanne) og den begrænsede undervisningstid er årsag til dette. (tak – i øvrigt til de personer, der skrev søde bemærkninger.) Jeg har altid selv syntes, at det på en måde er et privilegium, at vi på Moesgård ikke får nogle fantastiske sociale rammer forærende, fordi det efter min mening har (eller kan) virke(t) motiverende på skabelsen af sociale aktiviteter. Det er jo ikke nok at skyde skylden eller ansvaret på rammerne. DET ER JO OS SELV, DER SKAL FYLDE NOGET I DEM! Men Hurra for SPSS. Det viser sig jo faktisk, at studerende på Moesgård slet ikke er så utilfredse med deres sociale miljø, når det kommer til stykket… Se bare her: Figur 1: Moesgård studerendes tilfredshed med deres sociale studiemiljø (Åben i Word for at få modellerne med) Som man kan se er størstedelen af de studerende tilfredse med deres sociale studiemiljø, som det er. Bivariat analyse Og nu kommer så det spændende; kan man rent faktisk - ud over at vise at det er de socialt engagerede, der bliver hængende på studiet - vise at de også er mere fagligt engagerede og klarer sig bedre??? Til trods for min begyndende desperation, da jeg startede på analysen, så er svaret faktisk. JA! Der er en sammenhæng… Tager vi for eksempel folks egen vurdering af deres engagement i forhold til deres sociale engagement: (Åben i Word for at få modellerne med) Nu er jeg jo ikke den helt store statistiker (men det må man forvente, at bladets læsere heller ikke er), men jeg vover påstanden, at når 19,2% af de studerende, som er meget engagerede i deres socialt miljø, svarer, at de føler sig meget fagligt engagerede, mens kun 8,3% af de studerende, som er lidt engagerede, vurderer deres faglige engagement lige så godt så er der en sammenhæng. Datasættet er naturligvis af så lille størrelse, at det drejer sig om forskelle på få respondenter, men et datasæt på 186 respondenter er gyldigt som generalisering (har vi da i det mindste lært på statistikkurset). Til gengæld er der nærmest ikke nogen påviselig sammenhæng mellem de studerendes sociale engagement og deres tidsforbrug på studiet. 25,6% af de mest socialt engagerede hører til gruppen, der bruger mest tid på deres studie, imod kun 22,9% af de lidt engagerede. Dette billede ville jo være perfekt, hvis det altså ikke lige var for de 29,6% af de ikke-engagerede, som bruger mest tid på deres studie. Til gengæld – hvis man kigger i den anden ende af skalaen, viser det sig, at andelen af studerende, der bruger mindst tid på deres studier er langt større hos de ikke-socialt engagerede, end hos de lidt og de meget engagerede (henholdsvis 11,1 % mod 0% og 2,3%) Måske er I ikke helt overbevist. Ovenstående tabel er jo baseret på folks egen-vurdering. Så her kommer lige en anden lille tabel, der viser sammenhængen mellem de studerendes sociale engagement og deres faglige engagement – målt udfra en sammenlægning af variabler for henholdsvis deltagelse i fester/deltagelse i andre sociale aktiviteter/mødet med medstuderende udenfor faglige sammenhæng og fremmøde/deltagelse i faglige arrangementer/deltagelse i fagudvalgsmøder. Figur 3: Uafhængig vurdering af fagligt engagement * socialt engagement (Bivariat analyse) (Åben i Word for at få modellerne med) Af denne tabel kan det ses, at der er en større andel af de studerende, som er meget engagerede socialt, der er meget eller nogenlunde fagligt engagerede, end hvis vi sammenligner med de studerende, som kun er lidt eller slet ikke socialt engagerede… Man kan også finde en sammenhæng mellem de studerendes involvering i at arrangere af sociale aktiviteter og faglige. Faktisk en ret stærk sammenhæng. 12% af de studerende, som er involveret i at arrangere sociale aktiviteter, er meget aktive, når det gælder faglige arrangementer eller råd og nævns arbejde. Dette skal opvejes mod 0,8% af de ikke socialt-aktive. Fordelingen i midterkatagorien ”aktiv” når det gælder faglige arrangementer er 10% mod 1,6%, - så det må siges, at være ret markant. Det er en lille gruppe af studerende, der trækker læsset, skal lige tilføjes… Den sidste vigtige variabel, som vi undersøgte for, er nok også den, som respondenterne har været mest interesserede i, i forbindelse med resultaterne fra undersøgelsen. Så her kommer den…. Ja, man kan faktisk også finde en svag sammenhæng mellem studerendes sociale engagement og deres karaktergennemsnit. For eksempel når man kigger på de studerende, som er involveret i at arrangere sociale aktiviteter. Blandt dem er der en overvægt af studerende med karakterer over 10 i forhold til blandt de studerende, der ikke arrangerer sociale aktiviteter. Figur 4: Arrangør af social aktiviteter * karakterfordeling (Bivariat analyse) (Åben i Word for at få modellerne med) For nu lige til slut at underminere denne undersøgelse, så kan man jo – trods påvist sammenhæng mellem socialt og fagligt engagement – ikke sige noget om årsagen til denne sammenhæng. Er det fordi, at de fagligt engagerede har en tendens til også at involvere sig socialt. Er der bare nogle få, der engagerer sig mere i det de gør? Hvilken variabel er i virkeligheden den uafhængige – hvis nogen overhovedet? Jeg er personligt af den holdning, at det sociale miljø er af stor betydning for mit eget og mine medstuderendes faglige engagement. Først og fremmest er det motiverende for enhver at trives socialt på og omkring ens arbejde. Desuden kan man jo ikke adskille det faglige og det sociale, som vi har gjort her. Der vil jo altid være faglig snak og nye faglige initiativer og ideer over øllene, Risk-spillet, fodboldkampen eller hvad det måtte være. Så moralen af undersøgelsen må være: HYG JER! DET BETALER SIG. |
Af: Helene Wad Christensen Der er smukt på Moesgård med de grønne arealer, den gamle mølle og de smukke bygninger. Selv cykelturen derud af en af mine favoritter, og den perfekte måde at vågne om morgenen. Det er et helt specielt sted at studere, men der mangler et samlingspunkt! En aula; hvor de studerende mødes mellem timerne, udveksler ideer om Malinowski, Radcliffe-Brown og Barth, sludrer om vejret og weekendens tilbud. I sommers mødtes vi ude i det fri, men nu hvor vinteren efterlader frostklare spor på gårdspladsen, og vi er spredt i alle fire verdenshjørner: pejsestuen, auditorium 4, auditorium 2 og villaen, er det svært at finde et samlingspunkt. Den lille sofagruppe ude foran studievejlederne er et forsøg på et samlingssted og, når det lykkes, også ganske hyggelig. Jeg vil opfordre pavillonudvalget til at overveje en aula i de nye pavilloner. Sådan en hyggelig én med et par sofagrupper, en kakao automat, grønne planter, etnografika på væggene og stearinlys på bordene, jeg tror virkelig det ville kunne samle os mellem timerne og måske endda efter endt skoledag!? [Der bliver et opholdsrum i pavillonerne. Red.] Et andet tiltag, som i skrivende stund også ligger på tegnebrættet, er en større kantine med længere åbningstider. Det er lidt ærgeligt, at der ikke altid er plads i kantinen, og at vi faktisk kun bruger den, hvis vi skal se film efter klokken 12.00. Det er også lidt ærgerligt, at maden ofte er udsolgt, når vi kommer derned, men forståeligt nok, for pludselig er der 80 sultne førsteårsstuderende, som ellers plejer at skynde sig hjem efter sidste time. Jeg mener, at det på et studie som etnografi, med blot 8 undervisningstimer om ugen, er vigtigt at etablere nogle rammer, som får samlet os studerende, når vi er på Moesgård. Det være sig i en aula eller en større kantine med længere åbningstider. En stor del af studiemiljøet er at mødes med andre med samme interesse for stammesamfund og strukturfunktionalisme. Moesgård er et charmerende sted: vi mangler bare at udnytte rammerne bedre. |
Af: Hugo Sanchez - Special Reporter for Informanten. Igennem tiderne har der været mange kendisser, der har valgt at føre en udsvævende tilværelse med sex, drugs og rock’n’roll. Især musikere fra det foregående århundrede tog en stor del af slæbet - hvem husker ikke Kurt Cobain, der efter et liv med heroinmisbrug valgte at blæse knoppen af sig selv med et jagtgevær? I sandhed en mand, der forstod at skyde den af... Jim Morrison døde ligeledes efter et liv med bla. meskalin, lsd og kodyle mængder rødvin. Proklamerede som bekendt, at han var the lizard king og at han kunne everything. Hendrix, Janis Joplin og Billie Holiday røg samme vej. De døde unge, men der er forbavsende mange, der overlevede til en sen alder. Tag bare jazzmusikeren Miles Davis (cool, bop, avantgarde mfl.), der først lagde trompeten på hylden i den yderst respektable alder af 65 år, efter et hårdt liv med mange koner, og meget dope. Han var på afvænning tre gange og lavede i det hele taget en masse mærkeligt shit. Kongen himself, Elvis P., drak heftigt og slugte en djævlens masse farvede piller. John Lennon havde en forkærlighed for white russians, og hvis han ikke var blevet skudt (8/12-1980), var han sikkert også død af det. Forfatterne vil dog ingenlunde stå tilbage for deres musikalske frænder. Som den måske fremmeste eksponent for disse har vi beatforfatteren Bill Burroughs (tusinde gange på afvænning). Efter sigende tog han alt hvad der var tilgængeligt, og var sågar på 'etnografiske' (manden havde humor!) ekspeditioner til Syd- og Mellemamerika for at finde det stærkt hallucinerende stof, yage. Han var i selvvalgt eksil i Tanger, boede en årrække i Paris og skød sin kone gennem hovedet i Mexico City (hun døde). Charlie Dickens og Edgar Poe tilbragte meget af deres fritid med at ryge opium. Ophavsmanden til Alice i eventyrland, Lewis Carroll, spiste lige lovligt mange psykedeliske svampe - det er nok derfra han fik ideen til den talende og piberygende orm... Jules Verne brugte kokain nok til at slå en mindre fransk provinsby ihjel. Siggy Freud, mr. psyko himself, var også afhængig af kokain, og han udskrev recepter på (mindst) dobbelt dosis til både sig selv og sine patienter. Der skulle åbenbart noget coke til at holde de psykologiske dårligdomme i ave. Men ikke alle har valgt at gå lige så kraftigt til de hårde stoffer - mange har ført det vidt ved blot at ryge og drikke. De to notoriske drukmåse fra anden verdenskrig, Roosevelt og Churchill, vides at have slået hårdt til flasken. Sidstnævnte Winston siges at have drukket en flaske whisky og røget en kasse cigarer om dagen under krigen. Van Gogh tyllede absint i spandevis - med delirium tremens til følge (hey Vincent, hva' sker der med det øre?). De danske skjalde, Bjarne Liller og John Mogensen, drak sig ihærdigt, og over en længere årrække, ihjel. I fuld offentlighed! Hemmingway drak ad helvede til, røg store cigarer og sloges tit. Hank Bukowski var stiv hele sit liv. Den legendariske boheme, Arther Rimbaud (hvis Une Saison En Enfer er en klassiker inden for visse kredse), misbrugte i vid udstrækning både alkohol og stoffer. Selv gamle Sokrates er blevet beskrevet som værende drikfældig - på sin vis døde han vel også af at drikke. Nietszche's forkærlighed for snuskede horehuse førte til syfilis, vanvid og død. Thomas Jefferson både dyrkede og røg marihuana, og har givetvis rendt rundt på plænen foran det hvide hus med en ordentlig blæser på. Mere eller mindre samtlige jazzfolk har røget denne plante - det er ikke for sjov at det kaldes jazztobak. Profeten Muhammed røg hash. Picasso røg opium og jagtede kvinder i den helt store stil. Andy Warhol holdt de vildeste, mest dekadente fester på The Factory i New York. Den amerikanske samfundsrevser/ Bill Hicks sagde engang: "See, I think that drugs have done some good things for us - I really do - and if you don't believe that drugs have done good things for us, then do me a favour - go home tonight, take all your albums, all your tapes and all your cd' s, and burn them. 'Cause you know what? The musicians that made all that great music, that's enhanced your lives throughout the years [were] real fuckin' high on drugs..." Så sandt, så sandt - Bill Hicks døde for øvrigt af kræft - for mange cigaretter. Udover at alle de overnævnte hver især har strammet den på alle tilgængelige tangenter og i dag er draget videre til de evige jagtmarker - så har de alle en ting til fælles. Hvis de læste etnografi, ville de helt sikkert komme i fredagsbaren. |
Lukning af Etnografisk Studiecenter
på Trøjborg, barak-logik?! Af: Ton Otto (denne
raktion har også været udsendt på etnografen@etnograf.net) I anledning af Christina Anderskovs indlæg
i Informanten, vil jeg gerne meddele følgende fra institutbestyrers side efter
jeg har haft kontakt med Fakultetet omkring Trøjborgs fremtid.
Ton Otto Institutleder |
Af: Marianne Munch ”Nååå, hvem skal med til humrådsmøde i næste uge?” udbrød jeg begejstret til mit hold på 3. semester Kultur- og samfundsanalyse. Svar: ”Hvad er Humrådet?” ”Hvem er med i Humrådet?” ”Hvad snakker I om derinde?” ”Hvorfor?” Jeg forsøgte på bedste vis at argumentere min sag og kæmpede for at flere skulle gå ind i studenterpolitik på Etnografi. Men så var det én af mine medstuderende sagde: ”Hvorfor nu det? Vi har jo dig. Kan du ikke fortælle os, hvad der foregår?”. Den tyggede jeg grundigt på og er kommet frem til, at vedkommende har delvist ret. Jeg er meget imod den autoritative fremgangsmåde indenfor studenterpolitik (”Stem! Eller du får en pebernød i nakken”) Det sørgelige er dog, at det virker lige lovlig uengageret og halvhjertet at stå og fortælle ét hold om ”hvad der sker”, når vi nu er 571 indskrevne studerende på Etnografi. Så det skal der findes en løsning på, og jeg håber, at denne artikel kan være startskuddet. Men måske ville det være rart først med lidt studenterpolitik ”the basics” så at sige, selvfølgelig med udgangspunkt i vores fag: Studenterpolitik foregår på tre eller fire niveauer. Faget (etnografi), instituttet (Institut for Forhistorisk Arkæologi, Middelalderarkæologi og Etnografi- og Socialantropologi), fakultetet (det humanistiske fakultet) og universitetet. Ikke alle fag er samlet i institutter. På alle disse niveauer findes beslutningstagerne i henholdsvis studienævnet (på fx etnografi), institutbestyrelsen, fakultetsrådet og konsistorium. Det er HER det sker. I studienævnet på etnografi bestemmes for eksempel læseplaner og ansættelser (Nååå, det er der, det bliver besluttet, at vi skal læse alt det Bourdieu). På det humanistiske fakultetsråd har man fx arbejdet meget med at sammenstrikke en ny studieordning, som indebærer en to-faglig bachelor. I alle disse beslutningsorganer sidder der både studerende, videnskabeligt personale (VIP) og teknisk-administrativt personale (TAP). Men nu sidder der kun et par studerende i alle disse organer, og det kan være svært for dem at vide, hvordan deres bagland (d.v.s. ALLE studerende, der ikke er med i studenterpolitik) rent faktisk forholder sig til konkrete sager. Så de får selvfølgelig hjælp. Dette foregår på alle niveauer gennem, hvad man kunne kalde ”holdnings/dagsorden” organer, som udelukkende består af studerende. På fagniveau har vi fagudvalget. Alle med interesse kan møde op til et fagudvalgsmøde og give deres årgangs holdning til kende. Og kan ligeledes få information om, hvad der rent faktisk besluttes i studienævnet og institutbestyrelsen. På fakultetsniveau har vi Humrådet. Her sidder personer fra alle humanistiske studier. De vælges ind i Humrådet gennem deres fagudvalg for at kunne repræsentere deres fag på fakultetsniveau. Man får tildelt pladser efter hvor mange indskrevne studerende, der findes på ens studie. På etnografi har vi 3 mandater (mandat = stemmeret), men det er også her tilladt at møde op som observant til møderne. På universitetsniveau findes fællesrådet. Fællesrådet består af personer fra alle fakulteter under universitetet. Man vælges til fællesrådet gennem ens fakultet d.v.s. i vores tilfælde gennem Humrådet. Dermed sidder man ikke i fællesrådet med et etnografi-mandat, men derimod med et humanist-mandat og skal derfor tale på vegne af alle humanister. Til fællesrådet hører Studenterrådet som den daglige ledelse af den overordnede studenterpolitik. De udgiver bladet Delfinen, og som eksempel på deres arbejde kan nævnes en nylig debat med lokalpolitikerne om en boliggaranti, de ønsker at oprette i Århus. Studenterrådet forhandlede med politikerne om indholdet i garantien og søgte selvfølgelig at gøre den så fair som mulig, set fra de studerendes side. Dette er en kort, lidt forsimplet skitse over det studenterpolitiske arbejde, der foregår på universitetet. Udover møderne er der altid hyggelige eftermøde snak, hvor man får en øl eller sodavand. Jeg har fået flere venner fra andre studier, og det er rart indimellem at tale med nogen, som har et helt andet perspektiv end os Moesgaard folk. Selvfølgelig ville det være rart at flere end 7-9 mennesker dukkede op til fagudvalgsmøderne. Spørgsmålet er hvor meget I egentlig vil vide, og hvor meget indflydelse I ønsker. Det håber jeg I læsere af Informanten vil tænke over her i juleferien. Derefter kunne vi så tage stilling til, hvordan det kunne gøres. First Class har muligheder, hvad det angår. Jeg er jeres eneste repræsentant i Humrådet d.v.s jeg skal tale for JER. Men hvordan gør jeg det, når jeg ikke ved, hvad I mener?? Universitetets demokrati skulle gerne komme nedefra og gå op i systemet og ikke omvendt. Lige nu er det hverken det ene eller det andet: jeg ikke kan tale for jer og I får ingen information. Så bliver det upersonlig politik som ”ikke vedkommer mig, for de gør jo bare et eller andet oppe på bjerget”. NEJ, de gør ikke… i hvert fald ikke hvis vi studerende gør det muligt for os at tale med en samlet stemme. Jeg er sikker på at jeres repræsentanter i Studienævnet føler det samme som mig. De sidder med vores studie/læseplaner og vores ansættelser og aner ikke, hvad de etnografistuderende mener. Det kan være svært at tale samlet, når vi alle er på Moesgaard på forskellige dage. Men det må der da være en løsning på. Der er bestemt ikke udsigt til, at vi etnografistuderende skal befinde os andre steder end Moesgaard. Tværtimod er der udsigt til at al vores undervisning i fremtiden skal lægges derud. Så hjælp mig nu! Eller rettere: hjælp jer selv! Har nogen fattet nærmere interesse for aktuelle sager kan jeg anbefale det humanistiske fakultets hjemmeside, hvor man finder Humrådet og Studenterrådets hjemmeside, alt sammen inde under www.au.dk Desuden er der fagudvalgsmøde d. 3/12 i Studenternes Hus. Her kan man blive valgt til humrådet og få nyeste info om alt aktuelt for vores studie – de snarligt ventede pavilloner, den nye studieordning, flere læsepladser, nye læsegrupperum m.m. og få nyt fra den store uni-verden - den nye uni-lov, boliggarantier, demonstrationer skal/skal ikke osv. Måske vil der i fremtiden også være etnografi-fagudvalgs info at finde på vores hjemmeside. Desuden skal I alle være velkomne til at kontakte mig personligt, så kan jeg guide videre til det, jeg eventuelt ikke ved – tlf. 20 71 9002 el. munchmarianne@hotmail.com |
af: Sarah Gjerding Efter 3 mdr. i Gaza striben, er jeg efterhånden ved at have vænnet mit til et liv, som meget lidt ligner det jeg normalt fører hjemme i Danmark. Mit arbejde som praktikant for Palestinian Center for Human Rights har allerede ført mig vidt omkring og giver mig hver dag nye indtryk af de mange overgreb på palæstinensere som foregår her i området. Jeg har fået til opgave at opdatere en 3 år gammel rapport, som handler om situationen i et område i den sydlige del af Gaza striben ved navn el-Mawasi, hvor ca. 7-8000 palæstinensere bor omgivet af 14 israelske bosættelser. I denne artikel vil jeg prøve at give et indtryk af hvordan disse bosættelser og den deraf følgende fortsatte israelske besættelse, gør folk i områdets liv til et dagligt helvede. Vejen gennem flygtningelejren er sandet og ujævn, og affaldet ligger i dynger i vejkanten. Efterhånden som vi nærmer os udkanten af lejren ud mod checkpointet, som fører ind til Gush Katif bosættelses blokken, af palæstinenserne kendt som el-Mawasi, ligner området mere og mere en krigszone. Husene er helt eller delvist ødelagt og overstrøet med skudhuller, der ligner åbne sår. Udenfor et af de sidste huse på vejen ned til checkpointet sidder en flok kvinder, den ene af dem med et 1½ år gammelt barn på skødet. De sidder og venter på at få lov til at komme igennem checkpointet og hjem til deres familier i el-Mawasi, efter at have været i Khan Younis for at købe ind. Grunden til at de sidder netop her, et par hundrede meter fra selve checkpointet, finder vi senere ud af. De sad her også i går, da jeg var her. På hug eller med benene trukket op under sig, på jorden eller på små stykker plastik, mens de gemte deres ansigter i tørklæderne. De ville helst ikke fotograferes. Til gengæld ville de gerne fortælle historien om, hvordan de var taget på indkøbstur og nu sad fast her, på den forkerte side af checkpointet, for 5. dag i træk, mens deres børn ventede på dem derhjemme. Vi har kun Gud Vi prøvede at køre ned til checkpointet, hvor soldaterne fra deres skjul, i nogle armerede tårne, sidder og sigter på en med deres skarpladte våben, mens de via megafon giver folk besked om, hvorvidt der er åbent eller lukket for passage. Da vi stoppede for at stige ud af taxaen, smed de en lydbombe, en slags granat som giver et højt brag, som fra skud, for at skræmme folk væk. Det var dog tegn på at soldaterne ikke var i så godt humør den dag, så vi bestemte os derfor for at køre hurtigt væk igen. Vi besøgte i stedet nogle familier i nogle af de yderste huse ud mod den stribe af militær poster, som skal beskytte de israelske bosættelser i området fra snigskytter og angreb fra Khan Younis flygtningelejren. Overalt fik vi den samme historie: hvordan soldaterne hver evig eneste dag skyder på husene både morgen middag og aften, så beboerne må løbe ud og gemme sig det eneste nogenlunde sikre sted, nemlig under trappen. For mig var historien ikke ny. Jeg havde hørt den mange gange før, og kender selv den lammende følelse af skræk, der vælder op i en når det sker, efter en gang at have befundet mig i et af disse huse, da der blev skudt på det fra militærposten 100 meter væk. Igen denne gang var min første tanke: hvordan kan folk bo sådan et sted? Jeg spurgte en af kvinderne vi besøgte, og vidste med det samme hvor dumt spørgsmålet var. Hvor skulle vi ellers bo? spurgte hun mig. Hvor skulle vi få penge fra til at bygge et hus et andet sted? Hun havde i forvejen en 15-årig multi-handicappet datter, der brugte ble, samt en håndfuld mindre børn som hun skulle sørge for. Og så var hun allerede flygtning, så hvor skulle hun tage hen? Det var værst om natten, fortalte hun. Så lå de og krøb sammen i trappeopgangen og holdt sig for ørerne, mens de bad til at det snart måtte holde op. Hvem kan vi bede om hjælp? Ingen vil hjælpe os, nu har vi kun Gud, sluttede hun. Vores hus var for tæt på bosætter vejen Et andet sted, langs en af de mange veje som er bygget på kryds og tværs af Gaza striben, til brug for ”settlers only”, bor en palæstinensisk familie i et telt, lavet af palmeblade og plastikpreseninger. Bedstemoderen fortæller hvordan soldaterne, for ca. et år siden, kom midt om natten og gennede familien ud, før de med buldozere jævnede huset med jorden. Familien fik ikke tid til at tage noget med sig, og havde derfor kun det tøj tilbage de stod og gik i. Grunden til at huset skulle væk var, at det befandt sig for tæt på den bosætter vej, som løber tværs igennem området, og siden januar nu også over en bro, så bosætterne helt undgår kontakt med palæstinenserne. En bred stribe land på begge sider af vejen i hele dens længde, er derfor efterhånden blevet rydet for huse og afgrøder, for at skabe sikkerhed for de bosættere som bevæger sig rundt på vejene. Familien måtte så bosætte sig i et telt, som dog senere også blev revet ned af hæren, da det også lå for tæt på vejen. Endnu engang stod familien tilbage uden ejendele og måtte starte forfra. Vi bliver inviteret indenfor i ”dagligstuen”, hvor vi får serveret te, mens hun snakker videre. Da hun finder ud af, at jeg kan lidt arabisk og faktisk arbejder og bor her, er der ingen ende på hendes velkomst og ordstrøm. At jeg så ovenikøbet hedder Sarah, ligesom hendes søster, gør mig kun mere populær, og fortjent til et smækkys på begge kinder. Den lille tætte dame tager fat i min hånd og trækker mig ind til sig, før hun lægger sin svedige kind til min. Jeg føler mig fuldt accepteret. Jeg forstår kun ca. det halve af det hun siger, men nikker alligevel forstående til hendes ordstrøm og drikker te. Meget af hendes vrede og frustration kommer alligevel til udtryk gennem hendes kropssprog, og jeg har ikke svært ved at sætte mig ind i hendes situation. Ingen adgang Tilbage til kvinderne fra før, som sidder ved checkpointet og venter, nu for 6. dag i træk. De ser trætte og opgivende ud. Min kollega og jeg står ud af taxaen og går ned mod checkpointet, hvor der står op mod 100 palæstinensere og venter i en afstand af 50 m. fra tårnet, hvor soldaterne befinder sig. Vi vil prøve at komme ind i el-Mawasi, som ligger bag ved checkpointet, omgivet af israelske bosættelser. Den humanitære situation der, er tæt på det katastrofale, ved jeg fra et enkelt tidligere besøg. Palæstinenserne tror vi er fra Røde Kors og flokkes derfor om os og beder os om at gå ned og få soldaterne til at åbne checkpointet. Vi begynder at bevæge os ned mod checkpointet, men soldaterne begynder at råbe noget til os på hebraisk i megafonen. Vi prøver at råbe til ham, at vi ikke forstår hvad han siger, men at vi har koordineret med den øverst kommanderende for Gaza striben om at måtte komme ind i området, og om vi må komme ned og tale med dem. Han råber dog bare tilbage til os på hebraisk, denne gang mere agressivt. Vi beslutter os for at give op. Vi kender efterhånden soldaterne i området godt nok til at vide, at de ikke er til at spøge med. Vi går tilbage til udkanten af flygtningelejren, hvor kvinderne sidder, og hvor vi har bedt vores taxa om at vente på os, i tilfælde af at vi skulle blive nægtet adgang. Jeg ringer til den øverst kommanderendes kontor og får at vide, at vores tilladelse til at få adgang til el-Mawasi ikke er gået igennem endnu. Vi sidder en time i taxaen og venter. Jeg ringer hvert 20. min. for at forhøre mig, men der sker intet. En af kvinderne begynder at græde, hun orker ikke mere. Det eneste hun vil er at kunne komme hjem og give sine børn mad. Så pludselig begynder de at skyde nede fra checkpointet. Kvinderne samler deres ting sammen, og skynder sig ind i huset. En af dem løber op af vejen. Det går nu op for mig hvorfor de sad her og ikke nede ved selve checkpointet, som de andre. Det er ikke første gang de er blevet skudt efter, og de er blevet kloge af skade. Skyderiet bliver kraftigere, og vi dukker os og beder taxa chaufføren om at køre væk i en fart. Denne gang lyder det ikke ”bare” som maskingeværer de skyder med, de har også gang i noget tungere skyts. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de mange mennesker som stod nede ved checkpointet, da vi skynder os ud af området. Det bliver nok heller ikke i dag, at hverken de eller kvinderne kommer tilbage til deres familier. |
Af: Niclas Wathne nwathne@hotmail.com
Lund; en hyggelig by med 76.000 indbyggere, beliggende 15 km. nord for Malmö i Sverige. Lunds Universitet der har 34.000 studerende indskrevet, udgør centrum af byen; både rumligt og mentalt. Lundagård – universitetsparken - ligger midt i byen, tæt op af den gamle domkirke og er samlingspunkt for mange af de studerende. Lunds Universitet blev bygget i 1666 otte år efter at Danmark havde afstået Skåne til Sverige. I følge velkomstbrochurerne blev universitetet bygget for at ’svenskificere’ skåningene, gennem lærdom og disciplin og universitetet er nu Sveriges største (hvis man tæller forskeruddannelserne med - og det gør man i Lund). Jeg ankom til Lund i begyndelsen af januar 2002 og blev mødt af en halv meter sne, minus 2-3 graders frost og en glad velkomstkomité bestående af en flok svenske studerende med flag og varm kaffe. ”Welcome to Lund – would you like some coffe?”. Togstationen var fuld af unge studerende med rygsække der blev proppet ind i små minibusser og kørt væk i den dalende sne, til de forskellige kollegier vi skulle indkvarteres på. I Lund tager man utroligt godt imod internationale studerende. De 4-500 udvekslingsstuderende der kommer til byen hvert semester bliver tilbudt en lang række forskellige aktiviteter der arrangeres af International Office (IO). De første to uger fulgte jeg et svenskkursus som blev udbudt af IO og selvom det svenske sprog ikke er så forskelligt fra det danske og at timerne ikke var meget mere end lidt hyggeligt snak om Sverige og det svenske sprog, så lærte man alligevel en del. Jeg kan klart anbefale det til dem der havde tænkt sig at læse i Lund. Derudover var der en masse forelæsninger om ’Svensk Kultur’, ’Svensk Film’ og diverse udflugter til spændende steder i Skåne. Kollegiet (’Vildanden’) jeg var indlogeret på bestod af en række betonbygninger fra midten af 60´erne og lå ca. én kilometer fra Lundagård i centrum. Den var pænt indrettet med IKEA-møbler af samme alder som bygningen, som ikke var den pæneste bygning - men fra mit værelse på 3. sal kunne jeg se ud over byens industrikvarter, skimte Barsebäk, Københavns sky-line og, hvis jeg trykkede min næse helt op mod ruden, kunne jeg også se den store Øresundsbro. Afdelingen for Social antropologi i Lund udbyder kurser på fire forskellige niveauer (A-D), fordelt på fire semestre. Derudover er der en forskeruddannelse kaldet ’doktorandutbildning’ som svarer til en Phd. Som 6. semester studerende fra Moesgaard er det muligt at følge D-kurset som normalt bliver varetaget af Steven Sampson. Det er et kursus i antropologiske teorier og problemstillinger og niveau-mæssigt er det en god videreførelse af Centrale Etnografiske Debatter på Moesgaard. Da jeg fulgte kurset var vi otte studerende og vi startede med, efter et oplæg af Sampson, at sammensætte en læseplan for forløbet. Kurset forløb over fem uger hvorefter der var eksamen; en opgave på 12-15 sider. Samtidig fulgte jeg et kursus som Jonathan Friedman udbød på doktorandniveau i globaliseringsteorier. Her var vi også en lille flok på 6-7 personer der nervøst tjekkede vores e-mails et par gange om dagen for eventuelle ændringer i forelæsningsrækken. Ændringer var der nu ikke så mange af, men da Friedman også er professor i Paris og jævnligt rejser frem og tilbage, kan de forekomme. Jeg blev under mit ophold i Lund udsat for utroligt inspirerende undervisning – både på D-kurset og doktorand-kurset. De små hold var med til at fremme gode diskussioner hvor stort set alle deltog og forholdet mellem underviser og studerende blev meget personligt. En faktor her er selvfølgelig også undervisernes kaliber; både fagligt og socialt. Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg blev, og er, meget inspireret af de undervisere jeg havde i Lund og kan, som nogle betegner det, klassifiseres som en Friedman- eller Sampson-klon. Som Lind Pedersen også skrev om sit ophold i Bergen (Informanten, juni 2002), har man en tendens til som etnografi/antropologi-studerende at ’søge’ efter faglige helte – i Lind Pedersens eksempel; Bruce Kapferer. Det kan være fordi de hilser på én når man møder dem på gaden, deres symbolske og kulturelle kapital, eller bare de eksotiske omgivelser – men en af de ting jeg kan huske fra første semester på etnografi, er de undervisere der ikke var bange for at sige deres faglige mening om de til tider forvirrende tekster vi læste; De første faglige helte. I Lund er de ikke bange for at udtrykke deres faglige mening eller komme med kritik på de studerendes eller kollegers materiale. Hver uge har de et forskerseminar, hvor en af afdelingens forskere fremlægger sit foreløbige arbejde og de fremmødte kan herefter komme med spørgsmål og kritik. Til disse seminarer er der stort fremmøde og som regel en god diskussion – en begivenhed der inspirerede undertegnede. Som Lind Pedersen nævner i sin artikel, har man efter fem semestre på etnografi fået en solid teoretisk baggrund med os i rygsækken og jeg vil mene at vi kan sortere de usaglige indlæg fra de argumenterende. Det er derfor heller ikke kun evnen til at kritisere, men også teorierne og de argumenter jeg er blevet introduceret for i Lund, der har skabt det gode indtryk. Jeg vil vove pelsen (måske mere end jeg har gjort hidtil i denne artikel) og sige at mit ophold i Lund har hjulpet mig til at finde mit ’faglige ståsted’. Ikke forstået som en pakke-løsning eller Grand Theory for hvordan verden hænger sammen antropologisk, men jeg er blevet udstyret med en række faglige redskaber. Disse består hovedsageligt i en anden kritisk vinkel end den jeg er blevet repræsenteret for på Moesgaard og dermed har jeg fået et andet perspektiv på faget. Men Lund er meget andet end antropologisk teori (som ovenstående faglige navlepilleri kunne lede en til at tro) og mit ophold har givet mig meget andet end faglige refleksioner. Hvis nogle af jer har spørgsmål vedrørende Lund er I velkomne til at kontakte mig. På falderebet vil jeg også lige benytte mig af lejligheden og takke redaktionen for et godt stykke arbejde og for deres uanede mængder tålmodighed med ustrukturerede skribenter… |
Af: Jesper Vind Dette nummer af informantens boganmeldelse adskiller sig fra foregående boganmeldelser. Bogen ”Dem om os” er nemlig ikke som andre bøger udkommet i boghandlen. Bogen er nemlig udgivet af Udenrigsministeriet i forbindelse med Danmarks overtagelse af EU-formandskabet. Bogen er tænkt som en gave til Europas embedsmænd og er derfor blevet trykt på 4 forskellige sprog. Så når europæiske embedsmænd går til møde med folk fra formandslandet Danmark, ligger bogen ”Dem om os” mellem de øvrige mødepapirer. Men hvad er det så for et billede, resten af Europa skal have af Danmark? Man kunne frygte, at en sådan bog ville være en lang skamrosning af dette lille land uden høje bjerge, men det er det bare ikke! Som forfatteren Kristian Hvidt starter med at sige i sit forord: ”Så trænger danskerne nok til at se sig selv i et større spejl end det hjemlige[…]”. Eller som han citerer Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe for: ”Den såkaldte danske beskedenhed er ved at blive lovligt larmende”. For at denne danske selvfedhed ikke skulle være fremhævende i bogen, valgte Kristian Hvidt derfor at stå på hovedet i de seneste tolv hundreders bøger og skrifter for at tegne et billede af, hvad udlændinge til forskellige tider har ment og skrevet om os. Dette præger bogens form, da den har et meget historisk og kronologisk præg. Bogens første uddrag starter ved de gamle vikinger (år 845) og ender på fristaden Christiania (år 2001). Som nævnt er det ikke et stykke dansk turistreklame, læseren får i hænderne. Mange af teksterne fortæller nogle gruelige sandheder om danskerne. F.eks. bliver det sagt om danskerne at: ”Kvinderne er villige og drikfældige, og de sover helst splitternøgne i skabe, der er skudt ind i væggen, og så går de dårligt klædt”. Men mange af de kritiske bemærkninger er pakket ind i satirens og ironiens florlette gevandter. Dette gør bogen til et meget behageligt bekendtskab. Mange af de 39 udlændinge, der skriver om Danmark og danskerne, spidder virkelig danskheden, og flere gange må man tage sig selv i at sidde og grine i skægget over sit eget lille land. Der er dog, når man ser på det med etnografiske briller også nogle ”gremlins”. Jan Pasek, en polsk officer, der i mellem 1657-58 hjalp danskerne med at banke svenskerne i Karl Gustav Krigen, kunne godt have haft brug for et intensivt etnografi kursus, før han begyndte at skrive om danskerne. Men på den anden side, det er jo ikke altid det politisk korrekte, der er det sjoveste. Og som etnograf er det virkelig sjovt selv at blive analyseret og samtidigt grine lidt af de udenlandske ”etnografers” manglende metodekundskaber. Hvis du har lyst til at læse ”Dem om os”, har Udenrigsministeriet lagt en version af bogen på nettet, på siden: http://www.um.dk/publikationer/um/generel_danmarksinformation/de_om_os/de_om_os_DK.pdf Dem om os. Kristian Hvidt. Udgivet af Udenrigsministeriet. |
- Anmeldelse af OdysseenAf: Marie Højlund Bræmer Indrømmet…Homers Odyssé har for de fleste sproglige studenter visse konnotationer til gymnasietidens oldtidskunskab med alt hvad dette fag indebar af latinske bøjninger, vaseanalyser (hvad er forskellen mellem sortfigur- og rødfigursstilen egentligt!?) og ”lektor Blommeske” reinkarnationer med mere eller mindre sadistiske tilbøjeligheder. Personligt fik jeg således aldrig fordybet mig i dette omfangsrige helteepos, mens tid var, og da eksamensfagene ved årets afslutning blev offentliggjort, var oldtidskundskab selvfølgeligt iblandt mine. Læseferien afsattes således til projektet, og Odysseen vil således altid minde undertegnede om sene sommereftermid-dage i en solplettet klit, hvor bølgerne henrullede på havet ligeså langsomt og rytmisk som heksameterrimene på papiret. Så meget desto mere passende at solen også i år prægede de dage i september, hvor Otto Steen Dues nye oversættelse af selvsamme bog kom mig i hænde, og på hvis første side jeg atter var fanget af historien om den skælmske helt Odysseus og alle hans genvordigheder – præcis som jeg var det i den læseferie, hvor digtet blev så levende mellem mine hænder, at jeg hvert øjeblik ventede at se en gylden græsk helt skylle op på stranden… Digtet begynder
præcist, som jeg husker det – nemlig med påkaldelsen af fortællerkunstens muse: ”Muse, fortæl mig
om manden, den aldrig forlegne, der flakked viden omkring da
han først havde styrtet det hellige Troja,” Det gør hun så, og
historien er, som følger: På Olympen holder guderne råd med henblik på at
hjælpe helten Odysseus med den sidste etape af sin hjemrejse fra krigen i
Troja. Han er grusomt forsinket, idet havguden Poseidon holder ham tilbage,
som hævn for at Odysseus har blændet hans søn kyklopen Polyfem. På øen Itacha
venter hustruen Penelopeia og sønnen Telemachos på 20. år forgæves på den
savnede helt, mens kongsgården belejres af bejlere, der ønsker at ægte
Penelopeia og gøre krav på den trone, der retmæssigt tilhører Odysseus.
Opbygningen af digtet er yderst raffineret – dets ydre handling udspilles
over ca. 40 dage, og eventyrene på Odysseus´ besværlige hjemrejse er indlagt
som flashbacks. Disse eventyr indbefatter bl.a. Odysseus´ tid som
elskovsfange hos nymfen Kalypso, hans møde med troldkvinden Kirke, hans opgør
med kyklopen, sirenernes sang, rejsen til dødsriget Hades. Vi føler med vor
helt gennem alle 24 sange, lige til det sidste, hvor han – efter alverdens
trængsler - vender hjem, dræber de formastelige bejlere og endelig genforenes
med Penelopeia, Telemachos og faderen Laertes. Således er der
handlingsmæssigt intet nyt under den græske himmelhvælving. Nyt er til
gengæld den sproglige ramme, som i Otto Steen Dues kyndige hænder bringer nyt
liv og lethed til den gamle historie. Sammenlignet med Christians Wilsters
klassiske oversættelse fra 1837, har vor helt fra ” den vidtomflakkende,
kæktudholdende” udviklet sig til ”den lyse, den rådsnare, den altid
forslagne, den aldrig forlegne” og hans hustru er ikke længere blot ”den
ærbare”, men er (måske i kvindefrigørelsens navn?) også blevet ”den
kløgtige”. Også dyreriget tilføres en mere æterisk sproglig dimension, idet
”dorskfremvraltende okser” erstattes af ”sindigt skridende stude”, og
”rapfodede hunde” bliver til ”hunde på hurtige poter” – bemærk den homeriske
tendens til bogstavrim. Af de faste formler – der i sandhed udgør en vigtig
del af kompositionen – er nogle beholdt og andre skiftet ud; af gengangere
skal ( heldigvis ) nævnes ”den rosenfingrede dagning”, der på forunderlig vis
indgår i sammenhæng med tilførte moderne vendinger som ”kebab i
kæmpeportioner”, ”brutale banditter” og ”skønnere teint”. Arven fra tidligere
oversættelser fornægter sig således ikke, men er efter min mening finurligt
fornyet på bedste vis. Selv sammenligner Otto Steen Due (Politiken
d.26.10.02) oversætterens opgave med at danse et parti: ”Koreografien ligger
fast, men alligevel bliver det forskelligt , alt efter om den ene eller den
anden danser udfører partiet”. Sagt på en anden måde (oprindeligt af en anden
anmelder om en helt anden forfatter); Otto Steen Dues oversættelse af
Odysseen er en dans på gloser, men der er absolut ingen slinger i valsen! Udover den
sproglige forskel, der åbenbaredes for mig i genlæsningen af Odysseen, må
også en anden forskel nævnes her, skønt upåvirket af de forskellige
oversætteres udførsel, – nemlig forskellen på at læse Odysseen som
henholdsvis gymnasieelev og nyligudsprungen antropologi-studerende. Som
tilhørende den sidstnævnte kategori er jeg tilbøjelig til at hævde, at
væsentlige aspekter i fortællingen kan siges at have antropologisk relevans.
For det første er Odysseen jo en rejseskildring og Odysseus selv den rejsende
svend, der i mødet med fremmede kulturer hærdes, beriges og udvikles, inden
han kan vende hjem, som et helt menneske, der er blevet sig selv! Det
er således i mødet med de ”fremmede” – og ved at indgå i interaktion med
selvsamme - at individets grænser defineres, og således finder vi adskillige
steder i Odysseen en skarp grænse mellem ”os” og ”dem”. Et klart eksempel på
en sådan distinktion finder vi i beskrivelsen af Odysseus´ ankomst til Kyklopernes
land:”…indtil vi kom til kyklopernes land, til de vilde, brutale, lovløse
folk der lever på nas af gudernes nåde/og ikke planter et træ eller tilsår en
ager”. Definitionen på
disse barbarer falder for Homer sammen med, at der ikke findes nogen systematisk
agerdyrkning sted, og at der i forlængelse af dette faktum endnu ikke er
opnået nogen organisation af arbejde og samfund. Et udtalt anarki er
herskende: ”Rådsforsamlinger kender de ikke og ej heller love”. Ydermere er
kykloperne kun udstyret med ét øje hver, hvilket indikerer en manglende eller
”halv” indsigt. Socialitet er også et manglende fænomen på Kyklopernes ø,
idet de lever i isolation i deres respektive huler. Et andet aspekt, der
falder en førsteårsstuderende for brystet, er begrebet om gæstevenskabsgaver.
Odysseus efterspørger disse i flere tilfælde, hos folk han gæster, og det
forventes, at den pågældende vært giver gæsten proviant i en mængde, der
principielt skal sætte ham i stand til at nå hjem. Selv om værten ikke får
nogen umiddelbar betaling for det, så kan han dog regne med, at han selv og
hans slægt engang vil blive modtaget på samme måde; reciprociteten antager
således i visse henseender en symbolsk form. I det hele taget er måden at
behandle fremmede på tematiseret romanen igennem, og flere steder gives der
udryk for at ”fremmede der ber om asyl har ret til menneskers medynk”!! Helten Odysseus´ egen måde at behandle sine medmennesker på er et emne heftigt debatteret gennem tiden, og i relation til ovenstående skal blot et par enkelte synsvinkler i det følgende inddrages. I slutningen af Anden Verdenskrig skrev de to tyske tænkere, Theodor W. Adorno og Max Horkheimer, bogen ”Oplysningens dialektik”, der (meget) kort sagt er et forsøg på at forklare rationalitetens sejrsgang gennem europæisk kulturhistorie. Odysseus repræsenterer i bogen det moderne, europæiske menneske, der erobrer sin omverden i kraft af snilde og klogskab – kulturer, der adskiller sig fra hans egen, må underlægge sig rationaliteten. For at vende tilbage til eksemplet med kyklopen giver det mening i en civiliseret tankegang at straffe ham med en glødende pæl i øjet, fordi han i mangel på kultivering nægter at indordne sig ovenskrevne regler for gæstevenskabs-gaver. Adornos og Horkheimers brug af Odysseus som rationalismens forfader er egentlig blot et bidrag til en debat, der næsten er lige så gammel som Odysseen selv: er Odysseus et heroisk symbol på den menneskelige længsel efter indsigt eller en skurkagtig vendekåbe, der udnytter andre mennesker til sin egen fordel, en retfærdig retoriker eller en rationalistisk Rambo? Én ting er sikkert; Odysseus er ikke som de andre græske helte, der kæmper på slagmarken med sværd og muskelkraft. Han er i langt højere grad præget af beregnende listighed, og af denne grund bliver han hos både Euripides og Vergil en slesk fyr, hvis syndeliste indebærer både utroskab (faktisk både med nymfen Kalypso og troldkvinden Kirke) og drab på både bejlere og tjenestepiger. Som skurk optræder Odysseus også i helvede i Dantes ”Den guddommelige komedie” fra 1300-tallet. Af forsvarere for Odysseus er den væsentligste nok James Joyce, der i sin ”Ulyssees”, 1922, fremhæver skikkelsens positive sider frem for de negative. Af romantikere betragtes Odysseus først og fremmest som det misforståede individ, der må kæmpe med sin rastløshed og rodløshed – sådan beskrives Odysseus af mange digtere – fra britiske Alfred Tennyson til nutidige danske Henrik Nordbrandt. Således har Odysseen mange dimensioner og med Otto Steen Dues nye oversættelse ved hånden er det muligt selv at danne sig et indtryk – når alt kommer til alt, kan Odysseen også blot læses for den gode histories skyld, som det er blevet gjort så mange gange før, eventuelt som et afbræk i en temmelig teoretisk læseplan, nydende de sproglige bølger, der endnu engang skyller Odysseus op på sindets strandkant, nøgen og forkommen, men også storslået i sin heroiske snilde og sproglige begavelse – god fornøjelse! Homers Odyssé. Oversat af Otto Steen Due. Illustreret af Peter Brandes. Gyldendal, 464 sider, indb., 395 kr. |
Venstreorienteret formoder jeg....? Af: Dennis Nørmark, normark@stofanet.dk I November var vi på etnografens mailingliste vidner til en debat om censur på mailinglisten, der faktisk viser os mange interessante ting om forholdet mellem vores fag og politik. I det følgende vil jeg komme med et par betragtninger om sagen, da jeg selv var en af de involverede indsparkere. Sagen i kort rids Etnografen er en mailingliste med godt 500 medlemmer og det betyder, at det udsendte materiale naturligvis skal være af en vis kvalitet for at blive udsendt til så mange. Denne overvågning tager listens administrator Jens Kjærulff sig af. Fra tid til anden (omkring med et års mellemrum, man kan efterhånden nærmest time det helt præcist) dukker der en debat op om denne overvågning og censur. Det afstedkommer, at Jens skriver lidt om hvad hans kriterier for ”antropologisk relevans” er, og det er alt sammen meget udemærket. En af kriterierne er, at mailen ikke må være politisk, altså stå for et særligt politisk synspunkt og advertere for dette. Undtagelsen er – og det er her slaget står – mails hvor det tydeligt fremgår hvorfor denne politiske sag har særlig antropologisk relevans. Ganske få dage efter, at Jens på eksemplarisk vis havde offentliggjort sine kriterier, dukker der alligevel en mail op med en opfordring til en underskriftindsamling mod krigen i Irak. Stud. Mag. Pernille Hjortkjær reagerer på dette og det samme gør undertegnede. Min opfordring til Jens er, at der til reglen om ikke at optage politiske opfordringer tilføjes, ”....at det er underordnet hvilken antropologisk relevans man fletter ind i mailen, for at få den til at glide lettere igennem”. Kort sagt skal det ikke lykkes at ”smugle” politiske beskeder ind på mailinglisten via en ad hoc tekst, der skal retfærdiggøre tiltaget som antropologisk fagligt. Men.... der er mere til sagen end bare det. Både mig og Pernille Hjortkjær mente nemlig, at mailen omkring Krigen i Irak var sluppet indenfor, fordi den gav udtryk for en venstreorienteret holdning som de fleste antropologer deler. Kort sagt kunne man få fornemmelsen af, at der foregik en mild form for politisk censur på etnografen. Og så brød helvede løs.... De evige opponenter Når man sender politiske beskeder ud på en mailliste eller til sine venner, sender man dem ud til folk man tror politisk kan stå indefor de synspunkter mailen adverterer for. Det er nøjagtig derfor de politiske mails på etnografen indignerer mig. Når der eksempelvis 2 gange i januar 2002 udsendes protestmails om den nye regering på ”etnografen” så skyldes det, at det ligger som en underforstået sandhed, at alle antropologer er generelt er venstreorienterede opponenter. Jeg vil personligt meget gerne have mig frabedt, at andre på den måde formoder noget som helst om mit politiske standpunkt og ydermere reproducerer en diskurs om, at det nærmest hører automatisk med til din faglige status som antropolog, at du er socialist. Pernille Hjortkjær problematiserer i sit indlæg det hun kalder en indforstået ”lad-os-redde-de-fattige/minoriteterne-diskurs, der hersker, ikke blot på Etnografen men i etnografiske kredse generelt”. Denne overvejende venstreorienterede diskurs mente hun var skyld i, at hun ikke fik et tidligere indlæg om EDB kursus for magistre på Arla optaget, med henvisning til at det var snævert relevant. Jens Kjærulff redegjorde senere for sagen og satte den i et noget andet perspektiv, men derfor er debatten såmænd stadig relevant. Politiske fordomme Diskursen om at antropologer nærmest per definition er venstreorienterede altruister, med et blødende hjerte for alle denne verdens stakler og marginaliserede, er for at sige det ligeud, død trættende. Problemet er ikke, at mange antropologer er humanistisk indstillede, men at det nærmest forventes af os. Det tog mange år før virksomheds og organisationsantropologi blev ordentligt accepteret, fordi diskursen ofte har været, at det at handle for at tjene penge per definition var lidt suspekt. Antropologer skulle koncentrere sig om negrene i Afrika og alle de andre stakler. Vi var imperialismens skraldemænd og sådan var det. Meget har ændret sig siden dengang, men ikke alt. Den politiske underforståethed i mails på ”etnografen” taler sit tydelige sprog. Den der kaster den første sten.... Som antropolog må man have lige nøjagtig den politiske indstilling man har lyst til og det kan ikke forventes af en antropolog, at han har en brændende interesse for at redde alle denne verdens forfulgte, sultne og undertrykte. Hvis man vil kæmpe for en politisk sag, må man gøre det igennem en politisk organisation. Antropologien skal ikke legitimere og forsvare et særligt politisk standpunkt, men alene legitimere og beskytte sin faglige integritet. Hvis antropologien bliver et tilholdssted for diverse venstredrejede videnskabsfolk ender vi i sidste instans med at få et videnskabeligt troværdighedsproblem. Det pudsige er jo, at antropologien og andre socialvidenskaber stryger om sig med politiske beskyldninger mod andre videnskabsfolk, selv om de alt for ofte glemmer, at undersøge deres egen mistænkeligt politiske dagsorden. Man skal vel ikke være sociolog for at kunne gennemskue det venstreorienterede i eksempelvis socialkonstruktivismen. En retning der med fordel kunne tage og dekonstruere sig selv og finde den politiske diskurs bag sine egne rationaler! Venstrefløjen vil altid være partikularistisk og højrefløjen universalistisk, skrev antropolog Ole Høiris i en kronik i Jyllands-Posten den 13. november 2002. Jeg er enig og jeg tror denne dikotomi i bund og grund er forklaringen på det venstreorienterede humanioras flirten med relativismen og den fortsatte stempling af den menneskelige biologi som socialvidenskabeligt betydningsløs. Magt er vel magt, også selvom den udøves af ”de gode mennesker” fra venstrefløjen. En lille smule mere politisk refleksivitet fra socialvidenskabernes side ville med andre ord unægteligt klæde os, inden vi kaster sten mod andres glashuse. Hold tingene adskilt Vil man redde verden er det et fint og sympatisk projekt, men man skal ikke forvente en automatisk opbakning fra faget og fagfæller af den grund. Vi skal opføre os anstændigt og ordentligt, ligesom alle mennesker skal det. Hverken værre eller bedre. Man er ikke et moralsk overlegent væsen, bare fordi man er antropolog. Jeg kan i den forbindelse til den nysgerrige læser der tænker, at undertegnede nu er en forbandet højreorienteret, at jeg tilhører midten og i mange år har været medlem af, samt politisk aktiv indenfor, Det Radikale Venstre. Et parti der om nogen tror på vigtigheden af, at have et globalt perspektiv og ”tænke på andre end dig” som vores slogan lød under sidste valg. Det vigtige er bare at jeg fører min politiske kamp mod verdens uretfærdighed dér og ikke igennem mit fag. Lad dette være en opfordring til venstreorienterede antropologer om at gøre det samme, og lade være med at tage faget som gidsel i en politisk kamp. |
Invitér studenterpræsten på skovtur Af: Jakob Schwartz Sørensen I sit indlæg i sidste nummer af Informanten beskriver Rasmus Thirup Beck, hvad han betegner som en religiøs aha-oplevelse. Udfra en oplevelse til en koncert, med den katolske nonne Marie Keyrouz, der for øvrigt også har en doktorgrad i antropologi, sætter han spørgsmålstegn ved, om religiøse mennesker kan være objektive antropologer. Efter sin søvnige og halvt-ædruelige oplevelse kommer Rasmus til at reflektere over, hvorvidt en subjektiv katolik kan lave et objektivt feltarbejde i den katolske kirke. Jeg kender ikke noget personligt til søster Marie, men jeg går ud fra, at hun må gøre sig de samme overvejelser, og konfronteres med de samme problemstillinger, som andre antropologer, der laver feltarbejde. Dette gælder selvfølgelig også problemerne, der opstår i sammenhæng med, at felten bliver noget velkendt. En katolsk antropolog, hvis felt er den katolske kirke, vil muligvis være tilbøjlig til at falde i én af to grøfter. Enten at være uforbeholden positiv over for kirken, eller også at miste objektiviteten ved at være negativt forudindtaget. Det er svært at finde en middelvej, og problemstillingen kendes også fra andre områder. Hvis en lærer f.eks. får sit eget barn som elev i sin klasse, vil der være fare for at barnet enten bliver urimeligt forkælet, eller det risikerer at blive forfordelt. Når det er sagt, så tror jeg at en troende antropolog, der er bevidst om sin subjektivitet, vil kunne give vigtige indsigter i de troendes virkelighed. Teister bruger andre begreber, og har en fundamental anden livsopfattelse, end ateister. Troende antropologer har fordelen af, at kunne formidle denne indsigt i antropologiske termer. Dette syntes katolske antropologer som E.E Evans-Pritchard, Victor Turner og Mary Douglas at have gjort på udmærket vis. Så en vis grad af subjektivitet er nok en fordel, hvis man som antropolog ønsker at beskrive religiøsitet. Jeg syntes også, det er interessant, at Rasmus umiddelbart næsten sætter lighedstegn mellem ateisme og objektivitet. Det er en tendens, der ikke blot er udbredt på Moesgaard, men som er synlig i meget af samfundsdebatten i Danmark. De fleste lader, som Rasmus, muligheden være åben for, at der findes mere mellem himmel og jord, end vi lige er klar over. Dog betragtes teister som subjektive og derfor uvidenskabelige, og mange teisters faglighed bliver draget i tvivl, blot på grund af deres personlige tro. I denne kritik af teisme som uvidenskabelig glemmer man, at ateisme også er et subjektivt valg. Det er valget at tro, at der ikke findes en gud, modsat teisme, der bekender troen på eksistensen af en personlig Gud. Hvad enten man altså er teist eller ateist er man påvirket af en tro og vil således tale fra et bestemt ståsted! Denne tro eller livsanskuelse har vidtrækkende konsekvenser for vore relationer til andre, vores menneskesyn og den måde, vi møder modgang på. Både teister og ateister er altså påvirket af deres respektive livssyn, og det påvirker også den måde, vi anskuer felten på. Jeg tror, det er vigtigt at man som antropolog, er klar over sin egen tro, for kun derved kan man sætte sig ud over den og anskue et felt objektivt. Objektivitet er altså ikke lig manglen på tro, men hænger sammen med, at man er bevidst om sin tro og sit livssyn. Mange teister er bevidste om deres trossystem, har reflekteret over det, og er derved klar over, hvordan det påvirker dem. Dette kan hjælpe dem til at opnå objektivitet. Et andet spørgsmål, jeg sidder med efter at have læst Rasmus Thirup Becks indlæg, er, hvorfor vi, når vi på Moesgaard stræber efter at være objektive og mener, at religion som objekt er spændende, ikke byder studenterpræsten velkommen i skoven? Og hvorfor er det så vigtigt for mange at sørge for, at de ikke bliver opfattet som religiøse? Vi burde da netop i vores søgen efter at være objektive, og i stræben efter større menneskelig forståelse, være åbne for muligheder for at stifte nærmere bekendtskab med religiøsitet og andre menneskers tro. Derved kan vi også afklare vores egen subjektive tro. Teister bliver konstant udfordret i deres tro gennem mødet med ateistiske opfattelser, bl.a. på Moesgaard. Måske trænger ateister også til at blive udfordret i deres tro. Lad mig derfor slutte med en opfordring: Lad os være lidt mere åbne over for den subjektive religion, og så lige ta’ og invitér studenterpræsten en tur i skoven! |
- Svar til Jakob Schwartz SørensenAf: Rasmus Thirup Beck Jeg er enig i det meste af hvad Jakob Swartz Sørensen skriver i sin reaktion på min artikel i sidste nummer – derfor undrer det mig også lidt at han så gerne vil være uenig med mig? Det er muligt at min egen mening vedrørende personlig religion i forhold til et spørgsmål om objektivitet/subjektivitet er lidt for utydelig og det er jeg ked af. Jeg mener for eksempel ikke at en personlig religion, som katolicisme, er et problem for den forsker der gerne vil undersøge katolikker. Jeg spørger om det er tilfældet og ender med at konkludere at ”spørgsmålet, ’kan man forstå noget uden at være objektiv?’ bliver ud fra denne forståelse overgået af: ’Kan man forstå noget uden at være subjektiv?’”. Jakob skriver at ”en troende antropolog, der er bevidst om sin subjektivitet, vil kunne give vigtige indsigter i de troendes virkelighed” og det er faktisk det samme jeg konkluderer: ”Subjektiviteten bliver en positiv præmis”. Det handler om refleksivitet – at antropologen kontinuerligt vurderer sine opdagelser i forhold til egen holdning/tro/politisk overbevisning. Én ting er jeg dog uenig med Jakob i: Jeg har intet imod religion eller religiøse mennesker men derfra til at ’byde studenterpræsten velkommen i skoven’ er der langt. Tro er en personlig ting som man selv kan opsøge. Når præsten bydes velkommen forudsætter man også at alle de studerende på Moesgaard har brug for ham – og det er ikke langt fra Dennis Nørmarks’ indignation over at ”Etnografen” formoder at alle dens brugere er venstreorienterede (se artikel andetsteds i bladet). På Moesgaard bør det vi bliver præsenteret for være antropologisk relevant hvilket også er Informantens holdning – hvorfor jeg også som del af Informantens redaktion har været med til at afvise et indlæg fra netop studenterpræsten. Jeg beklager at Jacob ikke har nået at se mit svar før udgivelse af dette nummer men hvis han har noget at tilføje håber jeg at han vil følge op enten ”online” eller i næste nummer. |
- en matematisk model af etnografistudietAf: Martine Lind Pedersen Når nogen spørger mig, hvad etnografi egentligt er for noget, og jeg vurderer, at vedkommende ikke vil finde det morsomt, at jeg svarer ”Øhm, studiet af negre…”, så plejer jeg at sige: ”Det er studiet af menneskelige relationer, kulturer og samfund.” Men måske er det heller ikke helt korrekt. Måske skal man i virkeligheden siger, at etnografi er studiet af det irrationelle. Til et seminar om de studerendes oplevelser ved andre universiteter, institutter eller fag, som løb af stablen på Moesgård 15.-16. november, reflekterede min medstuderende, Kresten Kjær, over hvad etnografi egentligt er i forhold til andre samfundsvidenskabelige (humanistiske?) studier. Han kom frem til, at andre studier ofte bruger kulturbegrebet til at forklare det uforklarlige – det irrationelle. Hvis en demografisk forskel mellem to forskellige regioner ikke kan forklares med de vanlige parametre, så kan man hænge den op på kulturbegrebet og derved skabe sammenhæng. På dette grundlag argumenterede han, at det, som vi gør – i modsætning til for eksempel statskundskabsuddannede – er, at vi betragter det rationelle – irrationelt. Eller måske snarere, at vi stiller spørgsmålstegn ved det, som andre ikke gør. Det mindede mig (efter lidt refleksion) om mit yndlingsafsnit fra Peter Høegs roman ”Smillas fornemmelse for sne” Hvis nogen spurgte mig, hvad der gør mig rigtig lykkelig, så ville
jeg svare: Det gør tallene. Sne og is og tal. Og véd du hvorfor? Han flækker kløerne med en nøddeknækker, og trækker kødet ud med en krum pincet. - Fordi talsystemet er ligesom menneskelivet. Til at begynde med har man de naturlige tal. Det er dem der er hele og positive. Det lille barns tal. Men den menneskelige bevidsthed ekspanderer. Barnet opdager længslen, og véd du hvad det matematiske udtryk for længslen er? Han kommer fløde og nogle dråber appelsinsaft i suppen. - Det er de negative tal. Formaliseringen af, at man føler man mangler noget. Og bevidstheden udvider sig stadigvæk, og vokser, og barnet opdager mellemrummene. Mellem stenene, mellem mosserne på stenene, mellem menneskene. Og véd du hvad det fører til? Det fører til brøkerne. De hele tal plus brøkerne giver de rationelle tal. Og bevidstheden stopper ikke dér. Den vil overskride fornuften. Den tilfører en operation så absurd som roduddragning. Og får de irrationelle tal. Han varmer flute i ovnen, og kommer peber i en kværn. -Det er en slags vanvid. For de irrationelle tal er endeløse. De kan ikke skrives. De tvinger bevidstheden ud i det grænseløse. Og med de irrationelle tal lagt til de rationelle har man de reelle tal. Jeg er kommet ud på gulvet for at have plads. Det er sjældent, man har muligheden for at forklare sig til et medmenneske. Som regel skal man slås om ordet. Og dette er mig magtpåliggende. - Det stopper ikke. Det stopper aldrig. For nu, på stedet udvider vi de reelle tal med de imaginære, kvadratrødder af negative tal. Det er tal, som vi ikke kan forestille os, tal som normalbevidstheden ikke kan rumme. Og når vi lægger de imaginære tal til de reelle tal, så har vi det komplekse talsystem. Det første talsystem inden for hvilket det er muligt at gøre fyldestgørende rede for isens krystaldannelse. Det er som et stort, åbent landskab. Horisonterne. Man drages imod dem, og de bliver ved med at flytte sig. Det er Grønland, det er det jeg ikke kan undvære! Det er derfor jeg ikke vil spærres inde. Jeg er endt foran ham. - Smilla, siger han. –Må jeg gerne kysse dig? Hvis nu at man tænker som Smilla, så er de menneskelige relationer, som jeg hævder at vores studie drejer sig om, altså en del af de rationelle tal. Men kultur er jo mere end det rationelle. Kultur er (for at låne Bourdieus habitus begreb) de ubevidst indlejrede kropslige mekanismer, som vi handler ud fra. Kultur er ikke rationelt – og kultur er ikke altid bevidst. Men talsystemet er jo ikke komplet før man tilføjer de imaginære tal. Dermed bliver talsystemet komplekst og komplet, som verden. Så selv om vi er etnografistuderende, og selv om vi kan forklare noget af det uforklarlige; selvom vi studerer det irrationelle, så har vores studie grænser. For verden er mere kompleks end vi kan fatte. |
Grimt er kontantautomatens symfoniske
summen, |
by: Antonin Artaud
I destroy because for me everything that proceeds from reason is untrustworthy. I believe only in the evidence of what stirs my marrow, not in the evidence of what addresses itself to my reason. I have found levels in the realm of the nerve. I now feel capable of evaluating the
evidence. There is for me an evidence in the realm of pure flesh which has
nothing to do with the evidence of reason. The eternal conflict between reason
and the heart is decided in my very flesh, but in my flesh irrigated by
nerves. In the realm of the affective imponderable, the image provided by my
nerves takes the form of the highest intellectuality, which I refuse to strip
of its quality of intellectuality. And so it is that I watch the formation of
a concept which carries within it the actual fulguration of things, a concept
which arrives upon me with a sound of creation. No image satisfies me unless
it is at the same time Knowledge, unless it carries with it its substance as
well as its lucidity. My mind, exausted by discursive reason, wants to be
caught up in the wheels of a new, an absolute gravitation. For me it is like
a supreme reorganization in which only the laws of illogic participate, and in
which there triumphs the discovery of a new Meaning. This Meaning which has
been lost in the disorder of drugs and which presents the appearance of a
profound intelligence to the contradictory phantasms of the sleep. This
Meaning is a victory of the mind over itself, and although it is irreducible
by reason, it exists, but only inside the mind. It is order, it is
intelligence, it is the signification of chaos. But it does not accept this
chaos as such, it interprets it, and because it interprets it, it loses it.
It is the logic of illogic. And this is all one can say. My lucid unreason is
not afraid of chaos. I renounce nothing of that which is the Mind.
I want only to transport my mind elsewhere with its laws and organs. I do not
surrender myself to the sexual mechanism of the mind, but on the contrary
within this mechanism I seek to isolate those discoveries which lucid reason
does not provide. I surrender to the fever of dreams, but only in order to
derive from them new laws. I seek multiplication, subtlety, the intellectual
eye in delirium, not rash vaticination. There is a knife which I do not
forget. But it is a knife which is halfway into
dreams, which I keep inside myself, which I do not allow to come to the
frontier of the lucid senses. That which belongs to the realm of the image
is irreducible by reason and must remain within the image or be annihilated. Nevertheless, there is a reason in images,
there are images which are clearer in the world of image-filled vitality. There is in the immediate teeming of the mind
a multiform and dazzling insinuation of animals. This insensible and thinking
dust is organized according to laws which it derives from within itself,
outside the domain of clear reason or of thwarted consciousness or reason. In the exalted realm of images, illusion
properly speaking, or material error, does not exist, much less the illusion
of knowledge: but this is all the more reason why the meaning of a new
knowledge can and must descend into the reality of life. The truth of life lies in the impulsiveness
of matter. The mind of man has been poisoned by concepts. Do not ask him to
be content, ask him only to be calm, to believe that he has found his place.
But only the madman is really calm. |