onlineinformantenonline

Skriv til Informanten

Arkivet

Ude i Felten

 

 

LEDER

Månedens tema: Organisationsantropologi

"Å wa we do så sæl´ te wos?"

Anvendelse af Viden i Organisationer

På Strejftog i Organisationsantropologien

En Business-Kvindes Cost-Benefit Analyse af      Antropologien som Empirisk Værktøj

Metodeartikel

Integration af udvekslingsstuderende…

Subtema: Socialt liv på Moesgaard

Kvantitativ engagementsundersøgelse

af Moesgård-studerende

Årgang 2002: Efterlysning - Studiemiljø

Årgang 2001: Hvad med fremtiden?

Årgang 2000: I Medgang og Modgang

Årgang 1999: Beretningen om en Klyngeårgang

Årgang 1998: Årgangen der blev Væk

In Vino Veritas

Baraklogiklæs også Ton Ottos reaktion!

FUMAs Kald – Vejen til den Nye Alder

Studenterpolitik... uhh?

Liminalt

Helvede på Jord

Lund - the City of Ideas

Boganmeldelser

Dem om Os

Helte og Hexameterrim

Debat

Venstreorienteret formoder jeg?

Invitér Studenterpræsten på Skovtur!

Svar: Enig! Næsten…

Når Antropologer Ikke Mener Noget

Studiet af det Irrationelle

Diverse ”skønskrifter”

"Grimt og Skønt i December"

Manifesto in Clear Language

InformantenOnline Exclusive

Ton Ottos reaktion på ’Baraklogik’

 

Dette er Informantens nyeste tiltag – nu har du mulighed for at sende kommentarer eller artikler direkte til InformantenOnline. Alle indlæg er velkomne, så længe de henvender sig til dette nummers tema eller en bestemt artikel. Så bare på med vanten – skriv til Informanten!

 

 

Sidens administrator, Mimi Larsson

 

 

Citat som berettiger vort fags aktive beståen!

 

De vil ikke have kloden

Globaliseringens store ironi er, at samtidigt med at masseturisme og massemedier bringer os stadigt tættere på hinanden, ved vi mindre og mindre om hinanden. Medierne fodrer os med reportager fra klodens fjerneste egne, hvor den verden, der ligger uden for vores rige verden, mest af alt fremstår som en eksotisk legeplads. Vores forståelse af andre kulturer bliver ringere og ringere. Det går først for alvor op for os, at der eksisterer andre mennesker end os, når de pludselig af os uforståelige grunde går til angreb på os. Det er ikke blot en tragedie for de mennesker der blev dræbt på Bali, men også for de stadigt flere misforståede, og derfor frygtede og foragtede mennesker i den fattige verden”

 

Fra The Guardien, citeret i Information
______________________________________________
Skribenter i dette nummer
Christina Anderskov
Antonin Artaud
Rasmus (Thirup) Beck
Marie Højlund Bræmer
Helene Wad Christensen
Sarah Gjerding
Uffe Ølgaard Harris
Ronnie Hedegaard
Jens Kjær
Jacob Krause-Jensen
Jacob Lauring
Mona Toft Madsen
Marianne Munch
Sine Nissen
Dennis Nørmark
Martine Lind Pedersen
Hugo Sanchez
Jakob Schwartz Sørensen
Jesper Vind
Niclas Wathne

 

 

. informanten er et blad for og af studerende ved etnografi i Århus .

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Antropologi i organisationer

Redaktionens leder

 

For anden gang i træk bryder Informanten alle rammer. Hele 64 sider spændende læsning sidder du med i hænderne. Det er blevet et hårdt arbejde at redigere—men det er alt sliddet værd!

Dette nummer byder på et svigtet tema og et sub-tema, der tog overhånd. Der er anmeldelser, debat, input fra verden omkring os og meget mere—alt sammen krydret med lidt jul...

Temaet denne gang er ”antropologi i organisationer”. Denne voksende antropologiske fagtradition har netop nu kronede dage på Moesgaard med masser af feltarbejds– og specialestuderende, der beskæftiger sig hermed og undervisere, der brænder for at hjælpe dem på vej.

Det er en central pointe at der er tale om ”antropologi i organisationer” og ikke ”organisationsantropo-logi”. Redaktionen mener, (inspireret af bl.a. Jakob Krause) at antropologers indtog i organisationerne ikke skal resultere i en ny antropologi, men snarere i den gamle teori anvendt konstruktivt i nye rammer. Det er givtigt at analysere ”moderne” samfund med de analyseredskaber, der fortrinsvist er udviklet i ”traditionelle” samfund!

Og der er masser at tage fat på: Kulturbegrebet antager nye former i nogle moderne virksomheder; arbejderen—eller, mere sigende, med-arbejderen—møder på arbejdspladsen med forandrede motiver og motivationer; virksomhedskultur skal eksporteres til andre lande og virksomheder...o.s.v.

Men dette spændende tema blev i nogen grad svigtet af studerende og undervisere—kun 4 indlæg kunne det blive til…

Til gengæld voksede antallet af indlæg relateret til subtemaet—Socialt liv på Moesgaard—næsten redaktionen over hovedet. Måske blev folk inspireret af redaktionens gennemførte spørgeskemaundersøgelse om samme emne, hvis resultater også offentliggøres her. Udover de ønskede beretninger fra hver årgang og vores eget kvantitative eksperiment er der kommet både kritiske, opfordrende, direkte sure og meget underholdene artikler om det sociale liv blandt etnografi-studerende.

Der er også kommet breve ”derudefra”: Vi har en lettere forsinket rapport fra en Friedman-klon om antropologi m.m. i Lund. Vi har en artikel fra vores udsendte medarbejder i Palæstina, der giver et skræmmende billede på situationen lige nu i de besatte områder.

Der er også kommet gang i boganmeldelserne: Denne gang én om go’e gamle Odysseus og en anden om forskellige historiske beskrivelser af danskerne,”Dem om os”.

Endelig byder dette nummer på masser af interessante debatartikler: Der er et svar til sidste nummers religions-artikel, der er to indlæg som, uafhængigt og fra hver sin vinkel polemiserer antropologisk ”political correctness” ,og der en lille kunstfærdig tanke om vores fags lighed med snekrystaller…

I forbindelse med debat kan redaktionen også byde på et nyt tiltag. I forbindelse med vores samarbejde med ”Ude i felten”, som administrerer ”Informanten online”, er det nu muligt at fortsætte debatten dér eller komme med tilknyttede indlæg—hvis der er for langt at vente til næste nummer. Send dine indlæg til InformantenOnlines administrator

 

Ellers er der ikke andet tilbage end at sige god jul og god fornøjelse med de næste mange sider...

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

”Å wa we do så sæl’ te’ wos?”- historien om en adgang

Af: Jacob Krause-Jensen

 

Vintersolens skrå stråler rammer mig i hovedet, da regionaltoget rasler ind på Struer station. Jeg har en aftale med personalechefen klokken 15. Jeg har måske nok overdrevet den ‘rettidige omhu’ ved at ankomme halvanden time før, men tanken om at komme for sent er uudholdelig. Logistik, det at bestemte mennesker og bestemte ting er på det på rette sted på rette tidspunkt er vigtigt i organisationer, og jeg har ingen grund til at tro, at ’det akademiske kvarter’ håndhæves i erhvervslivet. Det er mit første møde med det, som forhåbentlig bliver min ’felt’ - en af dansk industris kronjuveler: virksomheden Bang & Olufsen. Jeg havde sendt et brev i forvejen, og personalechefen havde udtrykt interesse for min projektidé om, hvordan kulturbegreber bliver brugt i en moderne dansk virksomhed. Og han har denne fredag eftermiddag inviteret mig til at forklare mig og mit projekt nærmere.

 

B&O var et indlysende valg. Historien om virksomheden, der havde været igennem voldsomme omstruktureringer, hvor 1/3 del af medarbejderne var blevet fyret, men som i 1998 med den karismatiske administrerende direktør Anders Knutsen i spidsen, havde vendt en truende konkurs til et rekordstort overskud. Knutsen havde ved flere lejligheder i danske og udenlandske medier talt om virksomhedens kultur og ’bærende værdier’, og virksomheden planlagde sin nye ’vision’. Der var kort sagt grøde i kulturprocessen.

 

Jeg henvendte mig i receptionen og blev opfordret til at vente i forhallen. Jeg satte mig i forhallens stole og gav mig til at bladre adspredt i Jyllandspostens lyserøde erhvervstillæg i forsøget på at falde i med de indfødte samtidig med, at jeg prøvede at fastholde førstehåndsindtryk fra dette møde med lokaliteten. Vestibulen var tom denne fredag middag, og bortset fra telefonreceptionisternes: ”Det er Bang & Olufsen, goddag”, var her stille. Jeg havde læst monografier om ‘virksomhedskultur’ baseret på feltarbejder i amerikanske virksomheder. De fleste af disse bøger beskrev den skingre propaganda og massive og påtrængende kommunikation af firmaidentitet: virksomhedsværdier i glas og ramme, den administrerende direktørs sidste tale på video, logoer i alle størrelser…Men her i den diskrete 3-etagers rødstensbygning, der var B&O’s hovedkvarter, var der ingen aggressive slogans og mandshøje logos, intet line-up af produkter; og bortset fra et halvt dusin hovedkataloger på receptionsskranken var her ikke noget synligt tegn på, hvad virksomheden producerede.

 

Skråt overfor hvor jeg sad, op ad trappen fra forhallen, var en dør ind til ’direktionen’. Og bedst som jeg sad der i designstolenes knitrende læder i den tomme forhal, blev døren til direktionsgangen åbnet. Jeg skævede derop i forventning om måske at få et glimt af Anders Knutsen, den administrerende direktør. Stor var min forbløffelse, da jeg i stedet fik øje på Søren, en tidligere studiefælle og etnograf fra Moesgård! Det viste sig, at han arbejdede på B&O - godt nok ikke i personaleafdelingen, men i en beslægtet afdeling tæt på direktionen.

 

Da personalechefen lidt efter kom og kaldte mig til møde, og det gik op for ham, at vi kendte hinanden, blev Søren spontant inviteret med til mødet med bemærkningen: ”Det er typisk for os. Her på B&O spiller vi efter gehør” - måske for at få et indtryk af min ‘habilitet’ ved at se, hvordan Søren så på mig og mit projekt. Stemningen på mødet var let og tonen uformel. Jeg noterede med lettelse, at jeg med min jakke og skjorte vist havde ramt påklædningskoden meget godt. Da jeg var blevet budt på kaffe, og vi havde fået overstået den indledende small-talk, lænede Peter sig henover skrivebordet, mens han med et glimt i øjet og en pludselig vestjysk accent sagde: ”Å wa we do så sell te os?” Det spørgsmål havde jeg – i en lidt anden udformning - forberedt mig på, for naturligvis skulle jeg ved dette møde overbevise ’gatekeeperen’ om, hvorfor han skulle linde på porten og lukke mig ind.

 

Jeg fremhævede for det første, at det kunne være nyttigt for B&O at få en uvildig og grundig beskrivelse af virksomhedens arbejde med kultur og ’værdier’ og den måde forskellige medarbejdergrupper håndterede det på. Samtidig lagde jeg vægt på, at mit syn på, hvad virksomhedskultur var og min undersøgelse ville være forskellig fra konsulentrapporter og de fleste andre organisationsforskeres undersøgelser. Blandt andet fordi en af hjørnestene i min metode var ’deltager-observation’. Jeg havde tænkt mig at deltage i arbejdet på virksomheden. Og her kom så mit ’sesam’: da jeg jo havde et stipendium fra Aarhus Universitet, kunne virksomheden opfatte mig som gratis arbejdskraft. Mødet endte med en aftale om, at jeg skulle vende tilbage.

 

DET KOMPARATIVE PERSPEKTIV

Efter mødet fortalte Søren, at det havde været et chok for ham at komme fra den akademiske verden til B&O, hvor bundlinien og ‘forretningsperspektivet’ hele tiden er en skjult, men virksom reference. Ligesom Søren var jeg klar over, at mit perspektiv på B&O var implicit komparativt og afspejlede den organisation, jeg kom fra. Den idé, at kulturer er symbolske systemer, der materialiserer sig i kontraster, er en af de mere urokkelige indsigter i antropologien. Den anden organisation, jeg havde arbejdserfaring fra, var Etnografisk Afdeling på Århus Universitet - og forskellene og komplementariteten var slående:

 

I det ene system var ressourcerne rigelige, men man talte meget om dem - om omkostningsbevidsthed, om bundlinier osv. I det andet system var ressourcerne knappe, men man talte sjældnere og på en helt anden måde om dem.

 

I det ene system var mobiliteten og turbulensen kolossal. Det år mine feltbesøg i HR afdelingen strakte sig over, blev 6 af 16 medarbejdere udskiftet, enten fordi de skulle andre steder hen i organisationen eller fordi de fandt andet arbejde – eller simpelthen blev fyret eller ’fritstillet’, som det hedder med en organisationseufemisme. Det andet system var præget af stabilitet og kontinuitet. Den langsomt oparbejdede ‘akademiske kapital’ indbyder ikke til hurtige udvekslinger med det øvrige arbejdsmarked.

 

I det ene system kom folk med en vidt forskellig uddannelsesbaggrund, men der var et udstrakt og permanent samarbejde i netværk og projekter i det åbne kontorlandskab - og konsulenter var ansat til at få dette samarbejde til at fungere. I det andet system kom folk med den samme uddannelsesbaggrund, men arbejdede i hovedsagen med deres egne uafhængige forskningsprojekter og undervisning.

 

I det ene system talte man meget om fælles værdier og kultur. I det andet system skænkede man ikke den kollektive identitet den slags opmærksomhed.

 

OG HVAD SKAL ETNOGRAFER SÅ HER?

Jeg var havnet i et miljø, som var gennemtrukket af refleksivitet. Der var indtil flere antropologer ansat i strategisk vigtige stabsfunktioner; organisationen lavede regelmæssigt kulturundersøgelser, havde eksterne konsulenter til at beskrive kulturen. Virksomheden havde lige formuleret sine ‘bærende værdier’ og var i fuld gang med at definere en fælles vision. Den administrerende direktør havde mange gange optrådt i medierne med budskabet om, at virksomheden ikke solgte fjernsyn, men ’værdier’.

 

I denne private virksomhed – utilitarismens højborg - skulle man altså lede længe efter folk med forestillinger om, at de opererede efter en ’praktisk fornuft’. Her var ingen firkantede rationalitetsforestillinger. Tværtimod! Her blev brugt begreber som ’corporate religion’, ’vision statements’ og ’følelsernes intelligens’. Her var en social refleksivitet og en symbolsk fantasi, som virkede forbløffende og afvæbnende. Tilsyneladende var en af antropologiens vanlige strategier i eget samfund - at gøre ’det kendte fremmed’- blevet overhalet indenom. Her kunne ikke tjenes billige point ved hurtige ’verfremmdungs-effekter’ (”I påstår, I er rationelle, men alligevel…”). Men selvom eksotiseringsstrategier, der kunne ligge i en kulturbeskrivelse, ikke ville kunne få nogen til at løfte brynene, så er der naturligvis masser af ‘selvfølgeligheder’, der venter på etnografisk udforskning.

 

Hvorfor begynder virksomhedsledere at bruge religiøse metaforer? Hvordan produceres virksomhedsværdierne? Hvem er talsmændene? Hvilke billeder af den sociale verden tegnes af dem? Hvilke medlemsroller oprulles? Hvilke normative krav indeholder de? Hvordan håndterer medarbejderne disse krav?

 

En virksomhed er en social gruppe oprettet med et ganske specielt mål for øje. Virksomheden bliver således en ramme for at undersøge den velkendte antropologiske problemstilling om forholdet mellem individ og struktur. Etnografiens bidrag består således ikke i at grave dybere for at identificere en kulturel konsensus under kontorlivets kompleksitet. Det etnografer er gode til er at iagttage og spørge til sociale relationer og derigennem få fat på processen; medlemmers håndtering af de pres og krav, som livet i en organisation byder på. Mødet mellem organisationens rammer og de individuelle erfaringer, bekymringer og glæder.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Anvendelsen af viden i organisationer

Af: Jacob Lauring

 

Da jeg begyndte mit studie på etnografi i 1994 blev jeg glædeligt overrasket over de muligheder der var for at specialisere sig inden for bestemte områder af faget. Der var ikke mange mundtlige eksaminer og man blev ikke stillet til regnskab for et specifikt pensum. Det passede mig fint. Til at begynde med læst jeg meget om antropologiske forståelser af kroppen. Efter nogle år fandt jeg ud af at jeg var så glad for at arbejde praktisk og teoretisk med etnografisk undersøgelser at det ville jeg gerne blive ved med. Derfor blev jeg enig med mig selv om at jeg måtte vælge et område, hvor jeg på langt sigt kunne fortsætte med at lave etnografiske undersøgelser. Derfor gik jeg i løbet af metodesemestret bort fra studier af kroppen og over til studier af organisationer. Det jeg aldrig fortrudt. Jeg synes at organisationsfeltet har mange gode facetter. På den ene side har man som regel nogle forholdsvis afgrænsede enheder at studere, mens man på den anden side har et bredt udvalg at teoretiske og metodiske redskaber til hjælp.

Mit første mere alvorlige møde med en organisation var mit feltarbejde i 1999 om udstationerede i to af Arla Foods’ datterselskaber i henholdsvis Saudi-Arabien og England. At det blev udstationerede skyldtes hovedsageligt at jeg gerne ville lave en undersøgelse, som for det første og fremmest var relevant for problemstillinger i Danmark. Desuden skulle det gerne kunne foregå på sprog som jeg beherskede og sidst men ikke mindst ville jeg gerne bruge mine feltarbejdspenge når muligheden var der og komme til udlandet.

 

Formålet med feltarbejdet var at undersøge, hvordan kommunikation og deling af viden forgik fra moderselskabet til datterselskaberne. Desuden ville jeg undersøge hvordan kommunikationen mellem lokale og udstationere udspillede sig i datterselskaberne, og hvad der kom med hjem igen. Et sådan fokus havde jeg udviklet fordi det på det tidspunkt var meget ’hot’ inden for ledelsesretorikken at tale om koncernkultur. Jeg ville så at sige undersøge hvorledes koncernkultur blev skabt og opretholdt. Det kom der meget sjov ud af, som man kan læse om i min feltrapport og mit speciale, hvis man er interesseret, men enden på det hele var at jeg blev meget uvenner med Arla Foods. Havde jeg selv og min vejleder haft mere erfaring i kommunikationen med store private virksomheder tror jeg nok at jeg kunne have opretholdt en form for dialog, men som en god etnograf slog jeg alt for meget på de problemer jeg fandt. Jeg troede at de var ivrige efter at lære af det de gjorde forkert, men der blev jeg klogere.

 

Jeg er nu flyttet op på Handelshøjskolen hvor jeg skriver min Ph.d. Her har jeg valgt et emne med lidt mere positive og anvendelsesrettede overtoner. Projektet hedder ’Anvendelsen af mangfoldig viden’ og har til formål at undersøge, hvorledes viden anvendes i organisationer med kulturel mangfoldighed. I modsætningen til mange andre projekter på handelshøjskolen har mit projekt ikke et normativt udgangspunkt, men skal bare beskrive hvorledes viden anvendes både konstruktivt og destruktivt - meget socialkonstruktivistisk. For at undersøge denne vidensdeling udfører jeg et mere eller mindre traditionelt etnografisk feltarbejde med deltagerobservationer, interviews og spørgeskema.

 

Det har været mere lærerigt for mig at skifte miljø, og jeg oplever gang på gang at jeg må eksplicitere de indforståede tanker, som jeg har gået og syslet med i mange år uden helt at forstå dem. Der bliver sat spørgsmålstegn ved områder af undersøgelsen, som ikke ville blive berørt, hvis den havde været foretaget med baggrund i ’Afdeling for Etnografi’. Men til tider er det rart at have en allieret når kulturchokket i det erhvervsøkonomiske trykker for hårdt. Derfor har jeg været meget glad for at have en §29 praktikant det sidste semester. Vi har arbejdet tæt sammen om mit projekt, hvor hun har arbejdet med områder, som lå i periferien af mit fokus. Det har været en stor fordel både socialt og fagligt. Det er altid godt at have en at diskutere med fra ens eget fag, men det er også vigtigt ikke at sidde alt for alene med problemstillingerne. Jeg har aldrig rigtigt troet på jeg ville kunne gøre mig som den ensomme forsker.

 

Som konklusion kan jeg sige, at selv om jeg er blevet træt af mange områder og synsvinkler både inden for etnografien og erhvervsøkonomien, så er fokuset på organisationer noget som jeg ikke lige slipper med det første. Jeg synes derfor at det er meget glædeligt at så mange etnografistuderende har fået interesser inden for det felt.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

På strejftog i organisationsantropologien

 

Af: Sine Nissen

 

Ofte får jeg lyst til at skære tænder af mediernes ensidige dækning af arbejdsmarkedssituation i Danmark. Hovedbudskabet er, at de krævende 68´ere skal på pension, børnetallet stiger og at der i de kommende år VIRKELIG vil komme til at mangle arbejdskraft. Samme toner, om end spillet mindre melankolsk, er at finde inden for management og ledelseslitteraturen. Her fokuseres på, at virksomhederne i fremtiden står over for et stadigt mere globalt marked, en stadig mere regnbuefarvet arbejdsstyrke og mere differentierede kundegrupper. Flygtninge og indvandrere og anden importeret og veluddannet knowhow nævnes igen og igen som en mulig løsning på kniben.

 

Ved en af skæbnens sædvanlige lunefuldheder er jeg blevet en af dem, der forsker i ovenstående problematik, og det foregår oven i købet langt fra Moesgård på Handelshøjskolen, hvor jeg siden august har været i forskerpraktik. Det stod ikke i stjernerne, men jeg sparkede min klippefaste beslutning om at blive kandidat omkuld, da jeg manglede en specialeidé og ikke orkede at koge suppe på mit feltarbejde i Costa Rica endnu engang. Skal man blive færdig med sit studie og kun have arbejdet i dybden med et felt? Jeg fik muligheden for at bryde ud og kaste mig over organisationsantropologi, da ph.d. studerende Jakob Lauring opslog en praktikplads på Handelshøjskolens Institut for organisation og ledelse.

 

Forskningsprojektet ”Anvendelse af mangfoldig viden - vidensdeling og interaktion på flerkulturelle danske virksomheder” søger at undersøge, hvordan flerkulturelle danske virksomheder i praksis anvender medarbejdernes viden. Formålet er at give en beskrivelse af muligheder og begrænsninger for at dele viden i organisationer med ansatte af forskellig etnisk baggrund. Mere konkret forsøger forskningsprojektet gennem feltarbejde at undersøge interaktionen mellem danske og tosprogede medarbejdere og finde ud af hvilke erfaringer de forskellige medarbejdere har gjort sig.

 

Når dette er interessant skyldes det først op fremmest, at der på trods af en omfattende teoretisering ikke er forsket ret meget inden for området. Dette er i og for sig logisk, da meget få danske organisationer indtil videre har en mangfoldig medarbejderstab. Forskningsprojektet tager sit udgangspunkt i amerikanske managementbegreber som ”mangfoldighedsledelse” og ”vidensledelse”. Meget kort kan man sige, at disse er ledelseskoncepter, der som udgangspunkt ser det som et mål for organisationer at tilpasse sig overordnede samfundsmæssige tendenser - (f.eks. globalisering og diversificering af arbejdsstyrken). Inden for disse teorier går man ud fra at mangfoldig viden kan styrke organisationerne, fordi den giver bedre muligheder for læring og synergi i udnyttelsen af viden. Dvs. at organisationer bedre kan tage beslutninger, er mere kreative og bedre til at tilpasse sig de samfundsmæssige tendenser, hvis de har medarbejdere med forskellig etnisk baggrund. Samtidig får de et bedre markeds- og kundekendskab, og har lettere ved at udvikle internationale kompetencer. Viden betragtes i denne sammenhæng som en ting, der kan ledes.

 

Den snu og altid kritiske etnograf vil straks vejre svagheder i dette teoriapparat. For hvad er viden? Og kan viden deles uproblematisk på tværs af forskellig etnisk baggrund? Også blandt organisationsteoretikere bliver mangfoldighedsledelse i stigende grad undersøgt kritisk (John Wrench, 2002). Jeg skal ikke dykke nærmere ned i kritikken her, blot konstatere, at dele af den etnografiske teori og metode egner sig glimrende til at supplere og undersøge problemstillingen. Følges Barths vidensbegreb (Barth 2002), hvor viden er alt hvad en person bruger til at fortolke og handle i verden, ses viden i langt højere grad som noget der konstrueres i interaktionen mellem mennesker. Der lægges mere vægt på viden som noget der skabes gennem handling og forhandling, og det vigtige er den dynamik som dominerer vidensproduktion. På den måde er det muligt at lægge afstand til den statiske og overfladiske opfattelse af viden, der ofte findes inden for managementlitteraturen. Der er ikke plads til nogen fyldestgørende redegørelse for vidensbegrebet her i artiklen, men anvendes Barths teorier, er det samtidig lige for hånden at inddrage traditionelle etnografiske metoder såsom dybdeborende interviews og deltagerobservation, der egner sig fortrinligt til at studere mangfoldig viden og interaktion i organisationer. Ved at bruge de klassiske etnografiske metoder får forskeren mulighed for at følge medarbejdere på arbejdspladsen, se hvordan forholdet mellem dem er og samtidig få kendskab til deres erfaringer og refleksioner.

 

I løbet af min praktikperiode har jeg lavet to korte feltstudier i organisationer med både danske og tosprogede medarbejdere. Det drejer sig om Hasle og Gellerup biblioteker og Bilka. Det interessante ved disse to organisationer er, at de står over for meget differentierede kundegrupper og begge, gennem en årrække, har haft mangfoldighed i medarbejderstaben. For bibliotekerne betyder det, at de ofte benytter sig af de tosprogede ansattes viden, f.eks. sproglige evner i kontakten med lånerne. F.eks. er nogle i stand til på arabisk at forklare lånere, hvorfor der er bøde på en bog, eller tiltale urolige, tosprogede børn på modersmålet. I Bilka derimod underspilles den mangfoldige viden, og der fokuseres i høj grad på integration af de tosprogede medarbejdere. Her må de ikke tale deres modersmål, og det prioriteres højt at de tosprogede medarbejdere tilegner sig viden om dansk arbejdsmarkedskultur. F.eks. bruger lederne meget tid på at forklare, hvordan løn, mødetidspunkter og kontrakter fungerer.

 

Strejftoget ind i organisationsantropologien har kastet mange gode erfaringer af sig. For det første er det spændende at arbejde med de aktuelle problematikker i Danmark og kunne bidrage med et kritisk etnografisk indblik. For det andet giver det meget stor tilfredsstillelse at bruge redskaber lært på Moesgård i en ny tværfaglig sammenhæng. Og sidst men ikke mindst har forskerpraktikken betydet, at jeg kunne udveksle erfaringer og samarbejde med en etnograf. Topklasse studieerfaring!

 

Barth, Fredrik: An Anthropology og Knowledge. Current Anthropology. Feb 2002. vol 43, 1,1-18.

 

Wrench, John: A critical analysis of critiques of managing diversity. Paper prepared for the Van Riper Symposium, 2002.

 

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

En business-kvindes Cost-benefit-analyse af antropologien som empirisk værktøj i organisationer

Af: Mona Toft Madsen

 

Jeg dimitterede fra Handelshøjskolen i Århus i 1998 som cand.merc. i strategi og ledelse. Når jeg senere har valgt at lave en phd., skyldes det først og fremmest, at jeg fandt ud af, at jeg virkelig stortrivedes da jeg lavede min kandidat-afhandling på cand.merc., og at der - på rette tid og sted - var nogle, der troede på mig og som gav mig idéen til at ansøge om et phd.stipendium på institut for organisation og ledelse. Temaet for min phd-afhandling er ledelsesroller.

Som udgangspunkt brugte jeg de teoretiske koncepter leadership (forandringsorienteret ledelsesstil) og management (strukturerende ledelsesstil) som omdrejningspunkt. Jeg havde en forsigtig tese om, at jo mere kompleks en virksomhed var rent teknologisk, jo mere måtte det kalde på procedurer og systemer som ofte forbindes med management, mens graden af forandring i organisationen måtte være afgørende for i hvor høj grad leadership blev anvendt. Min hensigt var derfor at finde case-organisationer med forskellige kombinationer af forandringsgrad og kompleksitet. Opgaven var således i hovedtræk at finde ud af hvilke faktorer, der på det lidt mere operationelle niveau kunne fortælle noget om hvorvidt der var mange forandringer- og/eller om organisationen teknologisk set var kompleks, og andre parametre gennem hvilke man kunne måle hvorvidt leadership eller management fandt sted i organisationen.

Man kunne selvfølgelig godt have defineret sig ud af de problemer en sådan forenkling gav og for eksempel have sat som kriterium, at hvis en virksomhed indenfor det sidste år havde udviklet så og så mange nye produkter, så var den hjemmehørende i kategorien ”høj forandringsgrad” og så fremdeles. Men så ville det jo være udfra nogle meget teoretiske definitioner og ville egentlig ikke fortælle ret meget om hvordan lederne selv oplever deres verden.

Spørgsmålet var i øvrigt hvor interessant det egentlig ville være om man kunne bekræfte nogle årsag-virknings sammenhænge, der primært var hentet fra amerikanske modeller for ledelse. Der er ikke meget der sandsynliggør, at det at være leder i en skandinavisk kontekst er præcis det samme som at være det i en amerikansk organisation, for ikke at tale om de forskelle, der er fra organisation til organisation indenfor det enkelte land.

Personligt synes jeg i hvert fald det var langt mere spændende at komme et lag dybere og se på, hvad det er for oplevelser specifikke ledere har med lederopgaven. Hvad forstår de overhovedet ved at lede? Hvad synes de er svært?, hvad synes de er spændende?, hvad kan de ikke lide?, Hvordan synes selv de har flyttet sig over tid?

Her kommer antropologien ind som inspiration. Når man vælger at gå bort fra at ville generalisere, får man brug for nogle andre redskaber for at opnå en tilstrækkelig dybde. Det er nok også en vigtig årsag til, at det bliver mere og mere anerkendt indenfor organisations-og ledelsesforskning, at man skeler til den mere antropologiske og psykologiske del af samfundsvidenskaberne. Jeg startede min empiriske del af projektet med at gennemføre ti interview med ledere i forskellige organisationer. Jeg havde hentet inspiration i fænomenologien og ankom derfor til organisationerne uden spørgeguide, tilstræbte at lade de interviewede fortælle frit om deres oplevelser med ledelse, og supplerede selv udelukkende med uddybende spørgsmål. Det er klart at det giver nogle langt mere brede og ustrukturerede interview med de fordele og ulemper det medfører.

Jeg sad jo tilbage med ti historier som inddrager mange forskellige temaer og som peger i forskellige retninger. Hvad stiller man op med det, når man ikke tror på, at det giver mening at søge efter generelle mønstre? Hvad gør man for at komme endnu dybere?. I mit tilfælde har jeg valgt at skrive historier udfra hvert interview, hvorefter jeg har udvalgt et specifikt tema, nemlig det der omhandler situationer hvor dataloger, ingeniører eller andre teknisk uddannede personer skal agere som ledere.

Det udvalgte tema har jeg gjort til genstand for undersøgelse i en specifik organisation, hvor jeg er i gang med at lave semi-strukturerede interview med gruppeledere og fokusgruppemøde med nogle af disses under- og overordnede. Udfra dette materiale prøver jeg at analysere mig frem til at kunne sige noget om de specifikke specialisters identitets-konstruktion i forbindelse med deres job som ledere. Jeg håber, at jeg herved kan bidrage til en større forståelse i den specifikke organisation.

Lige i øjeblikket er jeg på miljøskift på Handelshøjskolen i Lund, hvor man i en del af organisations-afdelingen arbejder med en mere kritisk tilgang til ledelsesstudier. Man arbejder her med emner som identitet, diskursanalyse og magt, hvilket har været meget inspirerende.

Blandt andet har det yderligere bekræftet mig i det jeg jo egentlig godt vidste, nemlig at der er grænser for hvad man kan sige ud fra interviews. I en eller anden udstrækning vil en person, der er blevet kontaktet i sin egenskab af leder, altid mere eller mindre bevidst forsøge at konstruere sin leder-identitet gennem interviewet. Det afspejler, at man ser verden på en bestemt måde i situationen, som ikke nødvendigvis hænger sammen med den måde man rent faktisk agerer på som leder.

Hvordan løser man så det problem? Det kan man jo for eksempel gøre ved at ”lege” antropolog og foretage observation, hvilket vi jo ikke rigtig er uddannede til på Handelshøjskolen i Århus. Yderligere kan det ofte være svært at få adgang til og få lov at tilbringe længere tid i organisationer. Jeg følger i øjeblikket et phd-kursus her i Lund, hvor et tema netop har været, at økonomer sagtens kan lave observation, og at man ikke behøver at være i organisationen i et halvt år for at kunne få noget ud af det. Ofte er den litteratur der skal inspirere os dog skrevet af antropologer, der netop har været i feltet i en meget lang periode.

For de flestes vedkommende har vi nok på HHÅ i Århus en mindre kritisk tilgang til organisationer end jeg tror traditionen tilskriver på antropologi. Det har selvfølgelig nok den fordel, at vi med vores mere konstruktive tilgang har lettere ved at få adgang til organisationer og ofte ender ud med projekter, hvor virksomhederne er åbne og positive og synes de rent faktisk kunne bruge vores arbejde til noget. Vi kommer oftest med, om ikke løsningsforslag, så i hvert fald refleksion, der kan lede til en dybere forståelse af en problemstilling. Og det er vel ikke så skidt?

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Integration af udvekslingsstuderende på kollegier i Århus

- Indblik i to 3.semester studerendes metodeøvelse

Af: Jesper Vind

 

Denne artikel er skrevet i uddragsform. Dette er gjort for at give et billede af en større opgave, på et lille sideantal.

Metodeøvelsen fandt sted på Skjoldhøj Kollegiet i Brabrand, i tidsrummet mellem den 13. september og 4. oktober. Her undersøgte vi, hvordan udvekslingsstuderende bliver integreret i den kollegieopgang, de bor på. Vi boede selv på Skjoldhøj Kollegiet på det pågældende tidspunkt og havde observeret nogen problemstillinger omkring denne proces. De udvekslingsstuderende blev ikke en del af det fællesskab, der automatisk opstår på kollegieopgangene.

Formålet med opgaven var, at man med metodiske virkemidler skulle finde frem til nogle gennemgående temaer, som har indflydelse på, hvorfor tingene forholder sig som de gør.

 

[…] På kollegieopgangene har vi fundet ud af, at der findes 2 faser, som en nyindflytter skal igennem. Fase 1 kan man kalde hilsefasen. Denne er karakteriseret som en høflig og reserveret fase, hvor beboerne hilser på indflytteren og måske spørger til navn og studie. Her bliver den nye vist rundt og informeret om opgangens praktiske foranstaltninger som f.eks. rengøring, hvilket køleskab den nye skal bruge, osv.

Denne fase kan fortsætte på ubestemt tid, og varigheden afgøres generelt af den nyes engagement i opgangen og dens beboere. Ofte er det op til den nye beboer selv at vise initiativ til at gå fra fase 1 til fase 2, som man kan kalde optagelsesfasen. Gennem interviews med udvekslingsstuderende fik vi flere beretninger om, hvordan de blev nødt til at være meget kontante i deres forsøg på kontakt […]

 

[…]Gennem vores observationer og interviews har vi fundet et generelt mønster for, hvordan beboere på en kollegieopgang ofte forventer, hvad tilflyttere skal gøre for at få en fod ind. Der er tale om en give og modtage situation, hvor det forventes, at den nye skal yde en indsats selv i at gå fra den høflige hilsefase til at komme over i det fællesskab, som eksisterer på en kollegieopgang. Med andre ord skal man vise en interesse i at være med i de sociale aktiviteter, som foregår, og selv tage initiativet, for der er ingen som banker på ens dør og hiver en ud. En dansk informant illustrerer dette meget godt i et interview : ”[…] Det er nok ikke mig som tager initiativ til at få en samtale i gang, men altså hvis de selv viser interesse, så snakker jeg da med dem og så videre. […] Og så gør det ikke den store forskel om det er en udvekslingsstuderende eller om det er en dansker som flytter ind. […] Men altså det kræver, at de selv gør noget for at komme ind i det; ind i opgangen”. […]

 

[…] Man skal altså med andre ord starte en udveksling af sociale værdier for at blive en del af opgangen. Denne reciprocitet er derfor et krav for at kunne fungere optimalt i fællesskabet på en opgang. Her kan vi drage Marcel Mauss ind i billedet, da han siger : ”To refuse to give […] is tantamount to declaring war; it is to reject the bond of alliance and commonality”. (Mauss M. 1925; S. 13).

 

[...] I og med at udvekslingsstuderende bliver i landet så kort tid, er der nogle danskere, der ikke har lyst til at involvere sig for meget i dem : ”[…] Vi har haft så mange (udvekslingsstuderende) og folk har boet her så lang tid – så tror jeg at nogen siger: ok de kommer her et ½ år og så tager de af sted igen og så har de ikke lyst til at involvere sig i deres liv altså. […] Dem som måske ikke har boet her så lang tid – de har måske lettere ved at sige ligesom ok hvem er du?”. Danskernes engagement i de udvekslingsstuderende afhænger altså også af hvor lang tid, man har boet på kollegiet.[…]

 

[…] En vigtig ting er også, at de udvekslingsstuderende ikke altid er på opgangene. Deres ophold i Danmark er ofte en personlig læreproces, hvor udvekslingsstuderende skal realisere sig selv. […] Opholdet kan betragtes som en slags studierelevant ferie, der i tiden efter er godt at skrive på sit CV. Et faktum, i forbindelse med vores undersøgelser af udvekslingsstuderendes fritidsinteresser, er at de grupperer sig meget sammen med andre udvekslingsstuderende. Dette påvirker til en vis grad deres integration på opgangene. […] I og med at der på opgangene skal gøres en indsats for at få kontakt til beboerne, og dette ikke er tilfældet med de andre udvekslingsstuderende, er det en nem mulighed at vælge sine medstuderende frem for sine naboer. […]

 

[…] Det, at udvekslingsstuderende fester, er en generel information som vi fik løbende, og det svarer godt overens med deres ferielignende ophold. En dansk kollegianer gav os sine generelle erfaringer med udvekslingsstuderende :” […] jeg synes, de fester meget generelt. […] De har en tendens til at hænge sammen med landsmænd så at sige. Altså de har ligesom været i grupper, og så plejer de at feste en del”. Vi fik flere indikationer på, at grupperinger mellem landsmænd var udbredt. Der var dog en ting der blev gentaget igen og igen – spanierne holder sig for sig selv. […]

 

[…] Dette udsagn ville vi gerne have bevist i praksis. Men under en deltagerobservation på en lukket fest for udvekslingsstuderende så vi dog, hvor markant dette fænomen var. Spanierne ankom i mindre grupper, og vi så et tilfælde hvor 3 spaniere står og venter 15-20 minutter på 7 andre landsmænd, før de går samlet op til festen. Da spanierne kommer indenfor, stiller de sig op i en lukket rundkreds med ryggen mod de andre udvekslingsstuderende, hvilket virker passivt og reserveret i en festsituation, hvor alle andre fester. Efter halvanden time bliver resten af diskoteket åbnet, og spanierne går straks ind i et andet lokale, og sætter sig i et aflukket sofahjørne.

Vi havde et ustruktureret interview med spanierne, hvor vi fik at vide, at flere af de spanske studerende der var med til festen faktisk ikke var handelshøjskoleelever men kom fra f.eks. designskolen. Derudover fik vi at vide, at de ved, at der bor 1100 spaniere i Århus, som studerer og arbejder. Og at de udvekslingsstuderende er sammen med andre spaniere, som ikke nødvendigvis selv er udvekslingsstuderende. Faktisk har de en stor mailing liste, inden de kommer til landet, så de kan starte et socialt netværk med andre spaniere. […]

 

[…] Igennem et ustruktureret interview på det internationale kontor (Handelshøjskolens afdeling for udvekslingsstuderende) fik vi at vide, at spanierne er nogle af dem, der taler dårligst engelsk. Dette gør spanierne til en undergruppe inden for udvekslingsstuderende, der har svært ved at kommunikere med de andre. Dette i sig selv behøver ikke være et problem, men ved at der er så mange spaniere, er det så meget nemmere for dem at holde sig for sig selv og snakke spansk.

Det internationale kontor oplyste os også, at spanierne har en ”medfødt” flokmentalitet, hvilket de gav som en årsag til, at de grupperer sig. Denne udtalelse må nu stå for egen regning, og vi har i det hele taget oplevet en slags stigmatisering af spanske udvekslingsstuderende på Handelshøjskolen, hvor vi bl.a. via et ustruktureret interview fik at vide af en anden udvekslingsstuderende at: they (spanierne) don’t speak that good english, and they are not that open”. I samme vending siger hun, at det også var noget, som hun fik af vide af hendes danske tutorer i intro-ugen :”The tutors also say this about the spanish in the beginning”. Hvis dette er en udpræget tendens, at de andre udvekslingsstuderende får sådanne indtryk, er der ikke noget at sige til, at spanierne bliver en isoleret gruppe. Hvis folk har et forudindtaget billede af spaniere som værende asociale og dårlige til engelsk, tager man nok ikke initiativ til at være sammen med dem.

[…] Gennem de observationer og interview vi har lavet, har de fleste danskere ment, at optagelsen på deres opgange fungerer fint, og at udvekslingsstuderende bliver optaget på lige fod med andre.

Vi synes selv, at det er svært at generalisere over, om dette er sandt. Vi har gennem metodeforløbet haft informanter på 3 opgange og på hver af disse opgange var situationen forskellig med hensyn til, hvor involveret den udvekslingsstuderende var med de andre beboere. […] Dog er vi kommet til konklusionen, at det alt andet lige er en anden situation for en udvekslingsstuderende at blive en del af kollegielivet end for en dansk studerende, og at det i de fleste tilfælde er sværere for dem.

Der er flere udfordringer for den udvekslingsstuderende, der skal forceres i forhold til danskere. Først og fremmest spiller sproget en stor rolle i og med at dette gør den udvekslingsstuderende anderledes. […]

 

[…] Vi er også kommet frem til, at den udvekslingsstuderende selv spiller en direkte rolle i ikke at blive del af opgangen. Her kommer den udvekslingsstuderendes sociale aktiviteter ind i billedet. Disse ligger ofte udenfor kollegiets vægge og udføres med andre udvekslingsstuderende. […]

 

[…] Slutteligt vil vi gerne påpege, at det ikke nødvendigvis er hverken positivt eller negativt, hvor meget de udvekslingsstuderende opholder sig og tager del i opgangens fællesskab, da det er meget forskelligt hvor vigtig opgangen er for den enkelte. Man kan derfor sige, at det helt afhænger af den enkelte udvekslingsstuderende, om det bliver en positiv eller negativ oplevelse at bo på kollegium. Hvis den udvekslingsstuderende gerne vil integreres, men har svært ved det af de ovennævnte grunde, så eksisterer der et problem. Hvis den udvekslingsstuderende derimod har det fint med kun at bruge kollegiet som base, hvorfra man kan tage på udflugter med sine medstuderende, så er det okay. Man kan derfor som afrunding sige, at de udvekslingsstuderendes integration på en kollegieopgang afhænger af en lang række faktorer og varierende situationer. Indenfor grænserne af disse faktorer og situationer er der derfor intet endeligt facit på, hvordan integrationen for den enkelte udvekslingsstuderende vil forløbe.

 

Opgaven er skrevet af: Kenneth V. Emanuelsen & Jesper Vind. Og det kan hermed også siges at opgaven er bestået.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Kvantitativ engagementsundersøgelse

af Moesgård-studerende

 

Af: Martine Lind Pedersen

 

(Åben i Word for at få modellerne med)

 

Forskningsdesign

Ideen opstod i kådhed over at have afsluttet et statistikkursus på 7. semester. ”Kan man monstro påvise en bivariat sammenhæng mellem studerendes engagement i deres sociale studiemiljø og deres faglige engagement/standpunkt???” Med andre ord – er det de studerende, der dyrker deres sociale miljø på studiet, som også involverer sig mest i den faglige side af studiet, og er det måske endda også dem, der klarer sig bedst? Tanken var alligevel så fængslende, at den (desværre) ikke var fordampet, da vi hver især vågnede næste morgen.

Størstedelen af dette blads læsere vil være bekendte med spørgeskemadesignet. Vi omdelte spørgeskemaer på de 4. første årgange på Etnografi og fik svar fra 186 respondenter. Desuden kan jeg fortælle at kun 66% af de 280 registrerede studerende på disse årgange var til undervisning på uddelingstidspunktet, så resultatet af undersøgelsen ville muligvis se anderledes ud hvis vi også havde fået svar fra de studerende, som åbenbart ikke prioriterer undervisningen helt så højt (en vis andel af fraværet skyldes vel også uregistreret frafald?).

 

(Åben i Word for at få modellerne med)

 

Vores variabler til undersøgelsen var jo henholdsvis det sociale og det faglige studiemiljø, – men hvordan måler man lige det. Med henblik på fagligt engagement valgte vi at tage udgangspunkt i tidsforbrug på studiet, fremmøde, deltagelse i faglige arrangementer og arrangement af sådanne, medlemskab af nævn og udvalg, karaktergennemsnit samt egen vurdering af sit faglige engagement. Det sociale engagement målte vi på deltagelse i og arrangering af sociale aktiviteter - både de institutrelaterede (såsom fredagsbarer og Moesgårdfester) samt de aktiviteter, som de studerende selv arrangerer for hinanden (såsom Tv-aftener, fester, middage, sport osv.) Endvidere bad vi de studerende vurdere deres sociale miljø og komme med kommentarer.

 

 

Univariate pointer og årgangssammenligning

Men før jeg afslører det mest spændende ved analysen, vil jeg lige kort løfte sløret for, hvilke andre spændende ting vi fandt på vores vej. F.eks. kan jeg berette, at blandt de studerende mødt op til undervisning på uddelingstidspunktet var kønsfordelingen mellem mænd og kvinder 23% mod 76%. Jeg kan også fortælle at etnografistuderende bruger gennemsnitligt omkring 18 timer på at læse. 2. og især 3. årgang trækker godt op i dette gennemsnit, mens 7. semesters metodestuderende trækker den modsatte vej, idet størstedelen af deres tidsforbrug især ligger på metodeøvelsen. Når man ser på de forskellige årganges faglige engagement, er det kendetegnende, at 4. årgang er mest aktiv – både når det drejer sig om deltagelse i faglige aktiviteter, fagudvalgsmøder, nævn og udvalg og arrangeringen af faglige aktiviteter. Herefter følger 2. årgang. Denne lidt skæve fordeling skyldes formodentligt, at 1. årgang endnu ikke har haft tid til at involvere sig, og at 3. årgang har travlt med det berygtede fag, Central Etnografiske Debatter. Det kommer nemlig også til udtryk i de studerende vurdering af deres faglige engagement – hvor 3. årgang generelt er lidt hårdere ved sig selv end de andre årgange. Det viser det sig, at der er en tendens til, at studerende, som er længere i deres studieforløb, deltager mindre i de sociale aktiviteter omkring instituttet (fredagsbar og fester) Til gengæld ser det nærmest ud til at andelen af studerende, der deltager i aktiviteter udenfor Moesgård bliver større med årgangene. 1. årgang er naturligvis mest på tæerne på nuværende tidspunkt, men på alle årgange er der en overvægt af studerende, der angiver, at de ofte eller ind i mellem deltager i sådanne aktiviteter. Det kunne naturligvis give et praj om, at det hovedsageligt er de mennesker, som ikke er involveret i deres sociale studiemiljø, der falder fra med tiden, men dette er blot en mulig forklaring. Ligeledes vokser andelen af studerende, der selv arrangerer sociale aktiviteter med årgangene, og andelen af studerende, der mødes med medstuderende uden for faglig sammenhæng.

 

Kommentarer om det sociale miljø

Jeg må ærligt indrømme, at timerne foran SPSS var frustrerende til at starte med. Ved første øjekast så det overhovedet ikke ud til, at der var en sammenhæng med engagementet – som vi ellers var så sikre på, at der ville være. Desuden blev jeg frustreret over, at spørgeskemarespondenter som angav, at de hverken deltog i faglige eller sociale arrangementer eller var involveret i arrangere sådanne, under punktet ”kommentarer” angav, at studiemiljøet på Moesgård er katastrofalt, og kommenterede, at rammerne (eller mangel på sådanne) og den begrænsede undervisningstid er årsag til dette. (tak – i øvrigt til de personer, der skrev søde bemærkninger.) Jeg har altid selv syntes, at det på en måde er et privilegium, at vi på Moesgård ikke får nogle fantastiske sociale rammer forærende, fordi det efter min mening har (eller kan) virke(t) motiverende på skabelsen af sociale aktiviteter. Det er jo ikke nok at skyde skylden eller ansvaret på rammerne. DET ER JO OS SELV, DER SKAL FYLDE NOGET I DEM!

Men Hurra for SPSS. Det viser sig jo faktisk, at studerende på Moesgård slet ikke er så utilfredse med deres sociale miljø, når det kommer til stykket… Se bare her:

 

Figur 1: Moesgård studerendes tilfredshed med deres sociale studiemiljø

(Åben i Word for at få modellerne med)

 

Som man kan se er størstedelen af de studerende tilfredse med deres sociale studiemiljø, som det er.

 

Bivariat analyse

Og nu kommer så det spændende; kan man rent faktisk - ud over at vise at det er de socialt engagerede, der bliver hængende på studiet - vise at de også er mere fagligt engagerede og klarer sig bedre??? Til trods for min begyndende desperation, da jeg startede på analysen, så er svaret faktisk. JA! Der er en sammenhæng…

Tager vi for eksempel folks egen vurdering af deres engagement i forhold til deres sociale engagement:

(Åben i Word for at få modellerne med)

 

Nu er jeg jo ikke den helt store statistiker (men det må man forvente, at bladets læsere heller ikke er), men jeg vover påstanden, at når 19,2% af de studerende, som er meget engagerede i deres socialt miljø, svarer, at de føler sig meget fagligt engagerede, mens kun 8,3% af de studerende, som er lidt engagerede, vurderer deres faglige engagement lige så godt så er der en sammenhæng. Datasættet er naturligvis af så lille størrelse, at det drejer sig om forskelle på få respondenter, men et datasæt på 186 respondenter er gyldigt som generalisering (har vi da i det mindste lært på statistikkurset).

Til gengæld er der nærmest ikke nogen påviselig sammenhæng mellem de studerendes sociale engagement og deres tidsforbrug på studiet. 25,6% af de mest socialt engagerede hører til gruppen, der bruger mest tid på deres studie, imod kun 22,9% af de lidt engagerede. Dette billede ville jo være perfekt, hvis det altså ikke lige var for de 29,6% af de ikke-engagerede, som bruger mest tid på deres studie. Til gengæld – hvis man kigger i den anden ende af skalaen, viser det sig, at andelen af studerende, der bruger mindst tid på deres studier er langt større hos de ikke-socialt engagerede, end hos de lidt og de meget engagerede (henholdsvis 11,1 % mod 0% og 2,3%)

Måske er I ikke helt overbevist. Ovenstående tabel er jo baseret på folks egen-vurdering. Så her kommer lige en anden lille tabel, der viser sammenhængen mellem de studerendes sociale engagement og deres faglige engagement – målt udfra en sammenlægning af variabler for henholdsvis deltagelse i fester/deltagelse i andre sociale aktiviteter/mødet med medstuderende udenfor faglige sammenhæng og fremmøde/deltagelse i faglige arrangementer/deltagelse i fagudvalgsmøder.

 

Figur 3: Uafhængig vurdering af fagligt engagement * socialt engagement (Bivariat analyse)

(Åben i Word for at få modellerne med)

 

Af denne tabel kan det ses, at der er en større andel af de studerende, som er meget engagerede socialt, der er meget eller nogenlunde fagligt engagerede, end hvis vi sammenligner med de studerende, som kun er lidt eller slet ikke socialt engagerede…

Man kan også finde en sammenhæng mellem de studerendes involvering i at arrangere af sociale aktiviteter og faglige. Faktisk en ret stærk sammenhæng. 12% af de studerende, som er involveret i at arrangere sociale aktiviteter, er meget aktive, når det gælder faglige arrangementer eller råd og nævns arbejde. Dette skal opvejes mod 0,8% af de ikke socialt-aktive. Fordelingen i midterkatagorien ”aktiv” når det gælder faglige arrangementer er 10% mod 1,6%, - så det må siges, at være ret markant. Det er en lille gruppe af studerende, der trækker læsset, skal lige tilføjes…

Den sidste vigtige variabel, som vi undersøgte for, er nok også den, som respondenterne har været mest interesserede i, i forbindelse med resultaterne fra undersøgelsen. Så her kommer den…. Ja, man kan faktisk også finde en svag sammenhæng mellem studerendes sociale engagement og deres karaktergennemsnit. For eksempel når man kigger på de studerende, som er involveret i at arrangere sociale aktiviteter. Blandt dem er der en overvægt af studerende med karakterer over 10 i forhold til blandt de studerende, der ikke arrangerer sociale aktiviteter.

 

Figur 4: Arrangør af social aktiviteter * karakterfordeling (Bivariat analyse)

(Åben i Word for at få modellerne med)

 

For nu lige til slut at underminere denne undersøgelse, så kan man jo – trods påvist sammenhæng mellem socialt og fagligt engagement – ikke sige noget om årsagen til denne sammenhæng. Er det fordi, at de fagligt engagerede har en tendens til også at involvere sig socialt. Er der bare nogle få, der engagerer sig mere i det de gør? Hvilken variabel er i virkeligheden den uafhængige – hvis nogen overhovedet?

Jeg er personligt af den holdning, at det sociale miljø er af stor betydning for mit eget og mine medstuderendes faglige engagement. Først og fremmest er det motiverende for enhver at trives socialt på og omkring ens arbejde. Desuden kan man jo ikke adskille det faglige og det sociale, som vi har gjort her. Der vil jo altid være faglig snak og nye faglige initiativer og ideer over øllene, Risk-spillet, fodboldkampen eller hvad det måtte være.

Så moralen af undersøgelsen må være: HYG JER! DET BETALER SIG.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Efterlysning: studiemiljø

 

Af: Helene Wad Christensen

 

Der er smukt på Moesgård med de grønne arealer, den gamle mølle og de smukke bygninger. Selv cykelturen derud af en af mine favoritter, og den perfekte måde at vågne om morgenen. Det er et helt specielt sted at studere, men der mangler et samlingspunkt! En aula; hvor de studerende mødes mellem timerne, udveksler ideer om Malinowski, Radcliffe-Brown og Barth, sludrer om vejret og weekendens tilbud. I sommers mødtes vi ude i det fri, men nu hvor vinteren efterlader frostklare spor på gårdspladsen, og vi er spredt i alle fire verdenshjørner: pejsestuen, auditorium 4, auditorium 2 og villaen, er det svært at finde et samlingspunkt. Den lille sofagruppe ude foran studievejlederne er et forsøg på et samlingssted og, når det lykkes, også ganske hyggelig. Jeg vil opfordre pavillonudvalget til at overveje en aula i de nye pavilloner. Sådan en hyggelig én med et par sofagrupper, en kakao automat, grønne planter, etnografika på væggene og stearinlys på bordene, jeg tror virkelig det ville kunne samle os mellem timerne og måske endda efter endt skoledag!? [Der bliver et opholdsrum i pavillonerne. Red.]

Et andet tiltag, som i skrivende stund også ligger på tegnebrættet, er en større kantine med længere åbningstider. Det er lidt ærgeligt, at der ikke altid er plads i kantinen, og at vi faktisk kun bruger den, hvis vi skal se film efter klokken 12.00. Det er også lidt ærgerligt, at maden ofte er udsolgt, når vi kommer derned, men forståeligt nok, for pludselig er der 80 sultne førsteårsstuderende, som ellers plejer at skynde sig hjem efter sidste time.

Jeg mener, at det på et studie som etnografi, med blot 8 undervisningstimer om ugen, er vigtigt at etablere nogle rammer, som får samlet os studerende, når vi er på Moesgård. Det være sig i en aula eller en større kantine med længere åbningstider. En stor del af studiemiljøet er at mødes med andre med samme interesse for stammesamfund og strukturfunktionalisme. Moesgård er et charmerende sted: vi mangler bare at udnytte rammerne bedre.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Årgang 2001: Hvad med fremtiden?

Af: Jens Kjær

 

Foredrag og fremmøde

For en måned siden var jeg til foredrag på teologisk institut med Jonathan Friedmann. Han talte om globalisering, gik i lædervest og virkede behagelig. Der var dog kun fem etnografistuderende tilstede og ingen undervisere. Dette overraskede mig. Det viste sig dog efterfølgende, at der kun var ganske få studerende der havde været klar over, at Friedmann havde været i Århus. Mange gav senere udtryk for ærgrelse over, at være gået glip af arrangementet.

 

Ved flere lejligheder har jeg været til foredrag arrangeret af Dansk Etnografisk Forening, hvor det gang på gang har overrasket mig, hvor få studerende der har deltaget. Endvidere har der været filmfremvisninger og foredrag arrangeret af museet, hvor den samme tendens har gjort sig gældende. Blandt andet overværede jeg en meget interessant paneldebat om museumskultur, til et seminar, hvor vi kun var to studerende tilstede. Om det manglende fremmøde skyldes mangel på information, den fysiske afstand til instituttet eller noget helt tredje ved jeg ikke, men uanset hvad baggrunden end må være, synes jeg det er ærgerligt. Jeg har nemlig ofte fået et fagligt udbytte ved disse arrangementer og kørt derfra med en følelse af at være blevet inspireret. Dette er baggrunden for, at jeg gerne vil dele disse oplevelser med flere af mine medstuderende.

Udgangspunktet for et større fremmøde ved sådanne arrangementer er selvfølgelig, at de studerende på Moesgaard bliver bevidste om deres eksistens. I den forbindelse vil jeg opfordre alle til at følge med i, hvad der foregår på etnografen. Ud over dette vil jeg foreslå, at der i hvert nummer af Informanten laves en kalender, over de arrangementer der kan have vores interesse. Her tænker jeg også på forelæsninger eller seminarer på andre fakulteter end det ”ude i skoven”. Hvis de har faglig relevans for os som etnografer, vil det være gavnligt at kende til deres eksistens.

 

En anden ting jeg som tredjesemestersstuderende savner på Moesgaard, er de studerende fra overbygningen. Hvad disse studerende laver og hvor de opholder sig ved jeg ikke, men det er ikke mit indtryk, at de viser sig meget på Moesgaard. De synes heller ikke at deltage i vores fredagsbar, og ud fra dette kan jeg konkludere, at man som etnografistuderende efterhånden mister smagen for øl!

Jeg tror, at en større kontakt årgangene imellem ville være frugtbar, da vi uden tvivl kan bruge hinanden konstruktivt. Man kunne eventuelt arrangere en foredragsrække, hvor de studerende fra overbygningen kunne fortælle om deres feltarbejde, udvekslingsophold, udlandspraktik, suppleringsfag og deslige. Det er ofte inspirerende med gæsteforelæsere, men som et supplement til disse, kunne vi også trække på nogle af de kapaciteter, der er blandt de ældre studerende på vores eget institut. Jeg er overbevist om, at der ude på Moesgaard er mange studerende på overbygningen, der brænder efter at formidle dele af deres viden til et større publikum. Det ville da være ærgerligt, hvis den viden blot bliver præsenteret for et par undervisere og senere går en uvis fremtid i møde på biblioteket. Jeg har personligt haft stor fornøjelse af at høre mine undervisere fortælle om deres feltarbejde. Som et supplement ville det være interessant med nogle friske feltarbejdsbeskrivelser, der ville kunne give os et indblik i nutidige forhold.

En ide kunne være, at inddrage de studerende i forbindelse med undervisningen. Når vi for eksempel beskæftiger os med et specifikt geografisk områder, ville det til tider være oplagt at bruge nogle af de ældre studerende, der har været på feltarbejde i, eller på anden vis beskæftiget sig med, det pågældende område. Umiddelbart ser jeg ingen grund til, at disse studerende skal inddrages i vores skemalagte undervisning, men ser hellere, at de kommer på banen efter den ordinære undervisning. Den studerendes oplæg skal således ikke træde i stedet for den nuværende undervisning, men ses som et supplement til denne. For de ældre studerende vil dette være en god træning i mundtlig formidling. For de yngre vil det kunne bidrage til yderligere inspiration.

 

En anden ide kunne være at arrangere et ”månedens feltarbejde”. Man kunne måske mødes om aftenen den første mandag i måneden et sted i byen, og her lade sig berige med noget af det, den nyligt hjemvendte studerende måtte have at byde på. Efterfølgende kunne man så drikke en øl og eventuelt tale sammen på tværs af årgangene. For at et sådan arrangement skal få succes, er det dog en forudsætning, at der er nogle studerende der møder op. Her er vi så tilbage ved starten af artiklen. Problemet med information behøver dog ikke at være så stort i denne henseende. Hvis ”månedens feltarbejde” kommer til at ligge på en fast dag i måneden og på et fast tidspunkt, vil det ikke være så svært at vide, hvornår man kan dukke op. Om der så er nogle der ville tage imod tilbudet er en anden sag. Jeg vil i den forbindelse foreslå, at der bliver reklameret for de pågældende foredrag i Informanten. Hvis arrangementet bliver solgt på en god måde er jeg overbevist om, at nogle af de 570 studerende, der efter sigende skulle være indskrevet på vores institut, med glæde vil tage imod tilbudet. Et sådant tiltag kan måske medvirke til at skabe et bedre studiemiljø på vores institut, hvilket for mig at se er tiltrængt.

Nogle gange kan man få indtryk af, at mange studerende til tider fokuserer meget ensidigt på deres pensum og ikke deltager i arrangementer, medmindre de har direkte relevans i forhold til de kommende eksamener. Denne tendens mener jeg er uheldig, da man derved risikerer at blive indskrænket i forhold til sit fag, mens man samtidig snyder sig selv for mange gode og interessante oplevelser. Hvis man smider skyklapperne og ser lidt bredere, vil man måske opdage, at der også er interessante ting at finde ved siden af vejen. Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre de studerende på Moesgaard, til at deltage i nogle af de arrangementer der foregår på vores institut. Endvidere vil jeg opfordre de ældre studerende til at dele ud af deres viden i højere grad, end det i dag er tilfældet. Jeg glæder mig allerede til at høre, hvad I har at sige!

 

Og jeg skulle ikke vente længe

Umiddelbart efter jeg havde skrevet ovenstående artikel, deltog jeg nemlig i et seminar arrangeret af ældre studerende. Titlen var ”Hvad kan man blive og hvordan kan man blive det”. Dette tiltag var et eksempel på noget af det jeg har savnet på Moesgaard. Her blev der blandt andet talt om udvekslingsophold, sidefag, visuel antropologi og organisationsantropologi. Det var interessant at møde nogle af de ældre studerende og lærerigt at høre om deres erfaringer i forhold til specialisering. Alt i alt et vellykket arrangement og rart at se denne form for initiativ på Moesgaard.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

 

Det sociale liv på etnografi årgang 2000

 

Af: Ronnie Hedegaard

 

Efter den obligatoriske start på et nyt studie, hvor fester og diverse sociale arrangementer stod i kø for at afløse hinanden, fandt årgang 2000 hurtigt sit eget sociale niveau. I en lang periode begrænsede dette niveau sig, desværre, til de enkelte etnografiske fester, der blev arrangeret, samt en sjælden gæsteoptræden i fredagsbaren på Trøjborg, hvor vi ofte var repræsenteret af blot en 3-4 stykker – ikke videre imponerende. På 3. semester blev fredagsbaren så flyttet til Ris Ras og det medførte øjeblikkeligt en mærkbar stigning i antallet af deltagere. Dette affødte yderligere en opblomstring af andre sociale arrangementer, hvor bl.a. tutorgruppen var meget aktive med julefrokoster og private fester. Ligeledes blev der arrangeret skøjteløb og teater ture, og morskaben ville ingen ende tage. Da fredagsbaren igen blev flyttet til Trøjborg, faldt antallet af deltagere igen, og der blev længere mellem de forskellige udbrud af tant og fjas. Det hænger til dels sammen med det på dette tidspunkt uoverskuelige antal af eksamener, som naturligt nok lagde en dæmper på folks lyst til at feste. Ja, 4. semester var lidt af en sort tid.

 

Til gengæld har årgang 2000 i år rejst sig og slået til med imponerende kraft. Således blev der lagt hårdt ud i fredagsbaren med stort fremmøde og solidt alkoholindtagen. Endvidere har vi haft et par stykker, der gav den som gæstebartendere på ”Den Sidste” med opbakning fra deres medstuderende på egen og andre årgange. Dejligt er det også, at årgang 2000’s hedengangne fodboldhold ”Etnotromlen” i år har rejst sig fra graven i forsøget på at sætte ’de forbandede samfundsvidenskaber’ på plads (hidtil dog med begrænset succes). Blandt læsegrupperne har fællesspisning været på programmet – både spontant og som optakt til fest – og i det hele taget lader det til, at de fleste bruger læsegrupperne til langt mere end blot det faglige, og at folk generelt også mødes udenfor det etnografiske rum (til biografture, foredrag, fodboldkampe og, i enkelte tilfælde, lidt kæresteri, der er så sødt som i de gamle dage). To piger valgte også at fortsætte en dejlig tradition fra sidste år, hvor de inviterede hele årgangen til fredagsbar i deres lejlighed, og igen i år var det en kæmpe succes, da over halvdelen af årgangen mødte frem, og festen forsatte til den lyse morgen. Dejligt at folk stadig er motiveret til at tage den slags initiativer. Netop nu er julefrokoster ved at blive planlagt, og hele to etnofester stod for døren i november, så der er ingen udsigt til, at det sociale liv stopper lige foreløbigt. Desuden er der jo en større flok der tager på udveksling efter jul, og selvfølgelig skal de skydes af sted med manér. Vi kan i sandhed konstatere at årgang 2000 lever, og tak for det!!!

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Årgang 1999: Beretningen om en klyngeårgang

 

Af: Martine Lind Pedersen og Rasmus Beck

 

THYRASGADE NUMMER 7 råbte en rødhåret pige fra den stol, hun stod på. Vi var lige startet på etnografi, og det var den første festinvitation, som ikke var en del af Rus-ugen. Lidet vidste vi, at Thyrasgade 7 skulle danne rammen for mange ”årgang 99” fester de næste 4 år. Vi er nemlig så heldige at være i besiddelse af en medstuderende med et fantastisk kollektiv med en endnu mere fantastisk festsal. Festerne på Thyrasgade strækker sig fra James Bond fest, den traditionelle julefrokost – hvor vi alle møder op klokken 17 og kokkererer samt dækker bord og så naturligvis til den famøse Bachelorfest denne sommer. Vi må heller ikke glemme de havefester, som kollektivet selv står for at arrangere. Vi er årgangen med en temasang, som danser i rundkreds på dansegulvet, og som måske (garanteret) gør sig pinligt bemærket til julefesten i år. ”I er også bare sådan en klyngeårgang” fnøs en årg. 00’er engang… og måske er der lidt om det.

Men lad os være ærlige… antallet af studerende på årgang 1999, som læser på 7. semester lige nu, er 23, og vist kunne man indimellem savne noget mere engagement og nogle flere initiativer. Men hvis vi virkelig er en klyngeårgang, er det også fordi, mange gennem studiet har involveret sig i at stable et socialt miljø på benene, – for det er for nemt at skyde skylden på de manglende rammer – der skulle jo også gerne fyldes noget i dem. Vi har oprettet et gruppeforum på groupcare.com, (som desværre lige har taget sig den frækhed at forlange penge for ydelsen), hvor vi holder lidt samling på tropperne. Gennem Groupcare modtager vi rejsebeskrivelser fra de medstuderende, som er i udlandet. Det var især fedt på 6. semester, hvor mange var ude at rejse. Vi deler også opgaver og billeder (og opskrifter?) med hinanden, adresseliste, forespørgsler om alt muligt fagligt og så selvfølgelig invitationer til sociale arrangementer.

På vores første år havde vi en Tintoklub. En tradition, som man i mangel af bedre, er velkommen til at låne/gøre os efter. Kort sagt så drak vi rødvin fra forskellige lande i alfabetisk rækkefølge. Vi nåede aldrig så langt som til Grækenland, men det var nogle hyggelige aftener. I tidens løb har der også været en mindre tradition for at se Ally McBeal tirsdag aften. Traditionen er skrumpet ind til 2-3 entusiaster, men er den serie ikke også blevet lidt søgt????

Mens Tintoklubben overvejende var for pigerne, gik fyrene, i hvert fald i den første tid, meget op i FUMA (Foreningen for Undertrykte (når vi er ovenpå Unge!) Mandlige Antropologistuderende). Vi holdt flere møder med varierende temaer, og oftest sluttede vi os så senere, høje på testosteron, til Tinto-pigerne. Fyrene meldte sig også til - og deltager stadig i - AUS’ indendørsfodboldsturnering (laaangt ord) og spiller en masse fodbold ved siden af. Vi duellerer i Squash, har RISK-aftener og p.t. har vi gang i et musikalsk projekt, som I muligvis snart vil se mere til….

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Årgang 1998: Årgangen der blev væk

...... og blev fundet igen

Af: Dennis Nørmark, 9. semester

normark@stofanet.dk

 

Lad mig bare indrømme det først som sidst man kunne nok ikke finde én eneste på min årgang der ville være mindre kompetent til at skrive denne artikel end mig. At skrive en artikel om hvad mine medstuderende fra årgang 1998 i øjeblikket fordrev tiden med, krævede en bare nogenlunde klar idé om hvor i hvert fald de første 10 befandt sig henne. Jeg var ikke i besiddelse af denne viden. Jeg havde mildest talt groft forsømt kontakten med mine medstuderende fra samme årgang i så lang tid, at der nok var en betragtelig del af dem der seriøst havde alt mulig grund til at tro at jeg ikke længere var i blandt dem, enten fagligt eller fysisk.

Jeg opdagede til min rædsel (men til alt held for denne artikel) at jeg var én af de eneste der havde det på den måde. Selv folk der havde opholdt sig 1 ½ år i ubegribeligt fjerne dele af verden, havde en langt større finger i jorden på det sociale område end mig.

-Tjah, lad mig nu se, mumlede Maria som jeg tilfældigvis gik på metodehold med dette semester. Hun mente ikke helt hun havde så godt styr på det, men inden der var gået 5 minutter havde hun remset flere navne op end jeg seriøst mente der havde været indskrevet 4 år tidligere.

-Jens er jo flyttet til Sverige og Leif er i Egypten.

Okay, drengene havde jeg nogenlunde styr på, det var jo til at overskue. Exil-svenskeren Jens havde altså vendt snuden hjem mod samhället og Leif, sikkert styret af en umådelig trang til at kulegrave enhver orientalistisk fremstilling af mellemøsten, var taget til Cairo.

-Og så er der jo alle dem der har skiftet studie.

Det skulle vise sig at være en betragtelig del. Selvfølgelig havde statskundskab taget sin del af kagen. Frustrerede etnografistuderende, der savnede en håndgribelig analyse af samfund, hvor familiefester ikke er det afgørende omdrejningspunkt for enhver social identifikation (såkaldte moderne samfund), søgte over mod de trygge gule bygninger på bjerget. I stort antal. Selv havde jeg mistet nogle af mine tapre venner fra årgang 1998 på den måde. Jeg remsede dem op for Maria, og fik deriblandt også nævnt....

-Bjarke! nej han er da tilbage på faget, sagde hun.

Det var endnu et nederlag for mit desperate forsøg på at skabe et overblik over situationen.

Derefter fulgte opremsningen af feltarbejde studier. På nuværende tidspunkt burde det meste af min årgang være godt optaget af det store feltarbejde. Jeg var selv en lykkelig undtagelse fra denne regel. De andre døjede uden tvivl med sure informanter, diarre, sprogvanskeligheder, ubrugelige hypoteser og beskedne økonomiske midler.

 

Derudover var der en god håndfuld der var flyttet over til Frederiksholms kanal i København, og som kun nogle få stykker tilsyneladende havde rigtig kontakt med. Studerende der fandt det indre København mere tiltrækkende end Højbjerg og navnet ”antropolog” mere interessant end ”etnograf”

Jeg så mig omkring på mit hold. Vi var nogle der endnu holdt fast i Århus. Altså selvfølgelig havde f.eks. Erna egentlig bopæl i Berlin, men i det mindste læste de stadig i byen.

 

- Hva dælen Nikolaj? Spurgte jeg retorisk og gav plads på sædet ved siden af mig. Vi var i 6’eren på vejen til Moesgård. Stedet hvor man mødes.

- Underviser du stadig på Ry Højskole, fortsatte jeg

Det gjorde han imidlertid ikke, til gengæld havde han været i praktik hos et konsulent firma og var nu gået i gang med forberedelse til feltarbejdet. Også Nikolaj vidste (ikke overraskende) mere om tingenes tilstand end jeg. Eksempelvis havde Jens fundet et ekstremt snævert emne i grænsefladen mellem historie og etnografi og var vist nok også knyttet til et eller andet i Tyskland. Selv når folk valgte snævre akademiske emner, skulle de altså tilsyneladende stadig partout hoppe på et fly og forlade landet. ”Hvis du ikke kan studere de fremmede, så studér sammen med de fremmede”, er mottoet tilsyneladende. Det var også fra Nikolaj at jeg hørte om de få tragiske skæbner som 1998 årgangen også havde eksempler på. Nogle få var taget hjem fra feltarbejde, temmelig frustrerede, mobbede eller bare i dyb eksistentiel krise. Den endelige rites de passage, som feltarbejdet efterhånden har udviklet sig til, var ikke blevet fuldført i overensstemmelse med forfædrenes forskrifter. De var stadig ikke helt ”rigtige” antropologer.

- Så du skal slet ikke af sted? Lyder det forundret fra kollegaerne. Og svaret er

- Nej. En suppleringsuddannelse i semiotik har sat en stopper for det projekt for mit vedkommende. Og inden de sender mig et medfølende blik nævner jeg at det er jeg ”meget glad for”.

Et andet sted hvor man mødes er Føtex i Guldsmedegade. Mellem reolen med ”eksotisk” Mexicansk mad (fra det danske selskab ”Santa Maria”) og grøntsagsøen med vej-selv tingene stødte jeg ind i Dea. Hun var lige var kommet hjem fra Bangladesh og planlagde at tage tilbage dertil engang efter nytår. Hun havde været med i et udviklingsprojekt og skulle nu tilbage til en konference og tale om det. Udover dette var der jo også Michael der vist nok var blevet optaget i Mandehytten et eller andet sted i Stillehavet. Jeg må indrømme at jeg blev en smule misundelig når jeg personligt selv knap nok havde været udenfor amtsgrænsen i løbet af det sidste år. Og så var det pludselig, der midt i Føtex, at jeg lagde mærke til, at Dea som jeg ikke har set i halvandet år, simpelthen var gået hen og blevet en rigtig antropolog.

Så kunne vi alligevel godt årgang 1998! Komme ud i den anden ende som rigtige videnskabsfolk!

Vi siger farvel og aftaler, at nu må vi fandeme få årgangen til at tage sig sammen og arrangere noget.

Og det har vi gjort. Vi mødes den 19. december på tandlægekollegiet til julefest. Spred ordet til så mange som muligt og kontakt mig på nedenstående email hvis du også er en af de fortabte fra årgang 1998, der læser denne artikel og tænker: Nå det var der de blev af.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

In Vino Veritas?

Af: Hugo Sanchez - Special Reporter for Informanten.

 

Igennem tiderne har der været mange kendisser, der har valgt at føre en udsvævende tilværelse med sex, drugs og rock’n’roll. Især musikere fra det foregående århundrede tog en stor del af slæbet - hvem husker ikke Kurt Cobain, der efter et liv med heroinmisbrug valgte at blæse knoppen af sig selv med et jagtgevær? I sandhed en mand, der forstod at skyde den af... Jim Morrison døde ligeledes efter et liv med bla. meskalin, lsd og kodyle mængder rødvin. Proklamerede som bekendt, at han var the lizard king og at han kunne everything. Hendrix, Janis Joplin og Billie Holiday røg samme vej. De døde unge, men der er forbavsende mange, der overlevede til en sen alder. Tag bare jazzmusikeren Miles Davis (cool, bop, avantgarde mfl.), der først lagde trompeten på hylden i den yderst respektable alder af 65 år, efter et hårdt liv med mange koner, og meget dope. Han var på afvænning tre gange og lavede i det hele taget en masse mærkeligt shit. Kongen himself, Elvis P., drak heftigt og slugte en djævlens masse farvede piller. John Lennon havde en forkærlighed for white russians, og hvis han ikke var blevet skudt (8/12-1980), var han sikkert også død af det.

 

Forfatterne vil dog ingenlunde stå tilbage for deres musikalske frænder. Som den måske fremmeste eksponent for disse har vi beatforfatteren Bill Burroughs (tusinde gange på afvænning). Efter sigende tog han alt hvad der var tilgængeligt, og var sågar på 'etnografiske' (manden havde humor!) ekspeditioner til Syd- og Mellemamerika for at finde det stærkt hallucinerende stof, yage. Han var i selvvalgt eksil i Tanger, boede en årrække i Paris og skød sin kone gennem hovedet i Mexico City (hun døde). Charlie Dickens og Edgar Poe tilbragte meget af deres fritid med at ryge opium. Ophavsmanden til Alice i eventyrland, Lewis Carroll, spiste lige lovligt mange psykedeliske svampe - det er nok derfra han fik ideen til den talende og piberygende orm... Jules Verne brugte kokain nok til at slå en mindre fransk provinsby ihjel. Siggy Freud, mr. psyko himself, var også afhængig af kokain, og han udskrev recepter på (mindst) dobbelt dosis til både sig selv og sine patienter. Der skulle åbenbart noget coke til at holde de psykologiske dårligdomme i ave.

 

Men ikke alle har valgt at gå lige så kraftigt til de hårde stoffer - mange har ført det vidt ved blot at ryge og drikke. De to notoriske drukmåse fra anden verdenskrig, Roosevelt og Churchill, vides at have slået hårdt til flasken. Sidstnævnte Winston siges at have drukket en flaske whisky og røget en kasse cigarer om dagen under krigen. Van Gogh tyllede absint i spandevis - med delirium tremens til følge (hey Vincent, hva' sker der med det øre?). De danske skjalde, Bjarne Liller og John Mogensen, drak sig ihærdigt, og over en længere årrække, ihjel. I fuld offentlighed! Hemmingway drak ad helvede til, røg store cigarer og sloges tit. Hank Bukowski var stiv hele sit liv. Den legendariske boheme, Arther Rimbaud (hvis Une Saison En Enfer er en klassiker inden for visse kredse), misbrugte i vid udstrækning både alkohol og stoffer. Selv gamle Sokrates er blevet beskrevet som værende drikfældig - på sin vis døde han vel også af at drikke. Nietszche's forkærlighed for snuskede horehuse førte til syfilis, vanvid og død. Thomas Jefferson både dyrkede og røg marihuana, og har givetvis rendt rundt på plænen foran det hvide hus med en ordentlig blæser på. Mere eller mindre samtlige jazzfolk har røget denne plante - det er ikke for sjov at det kaldes jazztobak. Profeten Muhammed røg hash. Picasso røg opium og jagtede kvinder i den helt store stil. Andy Warhol holdt de vildeste, mest dekadente fester på The Factory i New York.

 

Den amerikanske samfundsrevser/ Bill Hicks sagde engang: "See, I think that drugs have done some good things for us - I really do - and if you don't believe that drugs have done good things for us, then do me a favour - go home tonight, take all your albums, all your tapes and all your cd' s, and burn them. 'Cause you know what? The musicians that made all that great music, that's enhanced your lives throughout the years [were] real fuckin' high on drugs..."

Så sandt, så sandt - Bill Hicks døde for øvrigt af kræft - for mange cigaretter.

 

Udover at alle de overnævnte hver især har strammet den på alle tilgængelige tangenter og i dag er draget videre til de evige jagtmarker - så har de alle en ting til fælles. Hvis de læste etnografi, ville de helt sikkert komme i fredagsbaren.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Lukning af Etnografisk Studiecenter på Trøjborg, barak-logik?!

- Kommentar til planen om at lukke etnografisk studiecenter på Trøjborg og tvinge speciale- og feltarbejdestuderende ud i barakkerne

Af: Christina Anderskov

 

Fire års rygter bliver nu en kendsgerning

For snart fire år siden blev mit hold under et undervisningsforløb spurgt om, hvad vi ville synes om at flytte ind til byen permanent frem for at få undervisning på Moesgård og i spredt fægtning rundt omkring i byen? Vi diskuterede lidt frem og tilbage, derefter hørte jeg ikke mere til den ide´.

Ikke før for et par år siden, hvor der opstod rygter om, at vi rent faktisk kunne få hele instituttet flyttet ind i Nobelparken, Trøjborg eller på Kasserneboulevarden. Rygterne døde hen, og der opstod så nye rygter om at bygge barakker på Moesgård under det flatterende dæknavn ”pavilloner”! Disse rygter led samme skæbne som deres forgængere – men så pludseligt her i efteråret blev der indkaldt til møde om, hvordan barakkerne skulle indrettes!

 

Det kom som lidt af en overraskelse for mig, at de overhovedet skulle bygges, men jeg har (som flertallet af Etnografistuderende) ikke været engageret i studiepolitik, så den overraskelse står for egen regning.

Jeg overvejede at deltage i mødet omkring ”barakindretningen”, men indretning interesserer mig ikke det helt store, og desuden var beslutningen om at bygge dem jo åbenbart taget på forhånd (af hvem ved jeg ikke, jeg har i hvert fald ikke hørt om nogen afstemning på et eller hint niveau).

 

Derudover troede jeg ikke rigtigt, at de angik mig (og alle andre på de årgange, der ikke modtager undervisning), for jeg har lige indtil nu forstået hele barakeventyret således, at det primært handlede om at få nye undervisningslokaler. Jeg kunne godt se en vis logik i, at de yngre årgange synes, at var o.k. at beholde undervisningen på Moesgård, for det er jo kun et par gange om ugen, at de skal derud. Og til trods for køreturen, så er det jo meget ”hyggeligt” på Moesgård med køerne ude på græsset, kakaomaskinen inde hos Gravballemanden og de smukke omgivelser.

- Men nu har jeg til min gru kunne læse i det sidste eksemplar af Informanten, at det ikke blot drejer sig om nye undervisningslokaler! Næ nej, fordi barakkerne bliver så fantastiske, skal speciale- og feltarbejdestuderende nu også tvinges til at komme ud på Moesgård, hvis de altså vil have en læseplads! Etnografisk studiecenter på Trøjborg bliver slet og ret nedlagt, så snart barakkerne står færdige!

 

Barak-logik for viderekommende

Jeg er stærk modstander af at lukke Trøjborg. Jeg forstår simpelthen ikke logikken bag denne beslutning, hvem det så end er, der har taget den?

Jeg må hellere diske op med et par argumenter for, hvorfor jeg synes det er en ualmindelig tåbelig ide´ at nedlægge Trøjborgs læsepladser og flytte dem ud på landet. Det vil ske med en hurtig brainstorm over de muligheder, der allerede nu eksister på Trøjborg, sammenlignet med den situation de studerende vil blive sat i, hvis de, det minimum 1,5 år det tager at skrive feltrapport og speciale, skal tvinges ud på Moesgård.

 

Trøjborgs fordele i forhold til faciliteter og beliggenhed

1) Der er mere end en busrute, der kører op på Trøjborg 2) De fleste studerende bor tættere på byen end på Moesgård, de har derfor lettere ved at komme op på Trøjborg, samtidigt er det slet og ret tidsbesparende 3) Vi kan komme på Trøjborg 24 timer i døgnet – også i weekenderne 4) Trøjborg ligger tæt på Statsbiblioteket 5) Trøjborg har et funktionelt kopirum 6) Trøjborg har et relativt godt computerrum med internetadgang og en printer til ubegrænset brug.

 

Disse fakta gør en masse ting langt mere overskuelige for de studerende, og gør det lettere at planlægge en realistisk studieplan, samtidigt med at man kan have et liv og få en dagligdag til at fungere. F.eks. kan man godt gå til tandlæge, handle ind eller hente børnene og stadigt nå tilbage og læse et par timer. Jeg vil vove at påstå, at man skal være meget entusiastisk, hvis man tager turen til Moesgård to gange på en dag, medmindre man har bil, hvilket jeg vil gøre opmærksom på (til de der ikke ved det), at de fleste studerende ikke har. I en perfekt verden ville alle selvfølgeligt synes, at det var lækkert med en lille frisk cykeltur på 12 km. hver vej, hver dag i 1,5 år – men sådan forholder det sig altså desværre ikke i den mindre perfekte verden. Så kan man heldigvis tage bussen til Moesgård, en god times tid hver dag i en overfyldt bus med 30 børnehavebørn, der lugter af vådt regntøj og ostehaps, og det for den nette sum af 14 kr. pr. tur.

Hvis læsepladserne flyttes til Moesgård, så mener jeg, at det vil koste de studerende dyrt i kroner og øre, gøre det svært at få en hverdag til at fungere og være langt mere tidskrævende. Alt sammen faktorer der kan medvirke til, at studietiden bliver forlænget, – og i forvejen er det jo mere undtagelsen, der bekræfter reglen, hvis en etnografistuderende bliver færdig på normeret tid - så hvem gavner det? De studerende kører sur i specialet og må tage erhvervsarbejde eller lån for nogensinde at kunne blive færdige, og instituttet får længere udsigter til at få deres penge for hver person, der gennemfører sit uddannelsesforløb.

 

Trøjborgs fordele i forhold til studiemiljø og faglig vidensdeling

1) Trøjborg har fredagsbar 2) Trøjborg ligger tæt på de øvrige uddannelsesinstitutioner på bjerget, og man føler ligefrem, at man går på universitetet og er del af et universitetsmiljø, når man kan nå at deltage i en forelæsning på et andet institut, tværfaglige kurser, arrangementer hos studievejledningen etc. uden at skulle rive en hel dag ud af sin læseplan, for man kan hurtigt nå tilbage på sin pind 3) Selve Trøjborg er også tilholdssted for mange andre uddannelser, det giver et godt rum for tværfaglighed 4) På Trøjborg har vi ligefrem fået skabt et studiemiljø, hvor både yngre og ældre årgange socialiserer med hinanden, spiser frokost sammen, opretter et væld af læse-, feedback- og diskussionsgrupper og hænger ud over en kop kaffe og en smøg slet og ret for hyggens skyld!

 

Hvis læsepladserne flyttes til Moesgård, så forsvinder alt dette. Nuvel, der er planer om fredagsbar på Moesgård, men det er forsøgt, vi kom fem og gik hjem klokken fem, sikken en fest! Samtidigt bliver der med de nye barakker lovet mere tværfagligt fællesskab med arkæologerne – hyggeligt – men prøv dog at se på, hvilke fag det er de nye studerende interesserer sig for, hvilke fag de leger med fagligt, og hvilke fag det er, de tager supplering i: Medievidenskab, Multimedievidenskab, økonomi (organisation), æstetik, statistik, statskundskab etc., men da ikke arkæologi! Så hvorfor søge at påtvinge et tværfagligt fællesskab, der ikke eksisterer, frem for at lade os være i nærheden af de faggrene, som vi i forvejen interesserer os for? Med hensyn til at socialisere og optimere den faglige vidensdeling, så har jeg stadigt svært ved at se det ske på Moesgård, f.eks. alene af den grund at de nye læsepladser ikke bliver samlet på et sted, men bliver spredt på tre forskellige steder på Moesgårds arealer. Det opfordrer til klikedannelse (noget Moesgård da vist har nok af i forvejen?) ikke til fagfællesskab!

 

I forhold til at vi som etnografer beskæftiger os med menneskelig adfærd, finder jeg det skræmmende hvis denne barak-logik, som jeg mener at forslaget om at nedlægge Trøjborg, er udslag af, bliver tvunget igennem. Det vil ikke være til gavn for hverken instituttet eller de studerende – tværtimod.

 

Og hvis nogen stadigt skulle mene, at jeg er helt gal på den, og at min argumentation er ulogisk, så prøv at besvar dette spørgsmål fra den virkelige verden:

 

Hvordan kan det være, at der er ledige læsepladser på Moesgård, mens der er ventelister på læsepladser på Trøjborg?

 

[Rettelse til sidste nummer: Beslutningen om lukningen af ESC er ikke så endelig, som artiklen om pavillonerne i sidste nummer gav udtryk for, så der kan stadig protesteres. Red.]

 

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Reaktion på Indlægget:

 

Lukning af Etnografisk Studiecenter på Trøjborg, barak-logik?!

 

Af: Ton Otto

(denne raktion har også været udsendt på etnografen@etnograf.net)

 

I anledning af Christina Anderskovs indlæg i Informanten, vil jeg gerne meddele følgende fra institutbestyrers side efter jeg har haft kontakt med Fakultetet omkring Trøjborgs fremtid.


Om pavilloner og det etnografiske studiecentrum (ESC) på Trøjborg


- Da Etnografi ikke længere kunne klare al undervisning på Moesgård blev afdelingen midlertidigt tilbudt nogle lokaler på Trøjborg i 2000, indtil en mere permanent løsning var fundet på Moesgård. På dette tidspunkt var der forventning om at nye lokaler kunne indrettes i museets særudstillingslokaler i 2000 eller 2001. Det sidste skete desværre ikke
blandt andet fordi omkostningerne blev meget større end forventet.

- Erfaringerne med spredning af undervisningen og opsplitning af studiemiljøet har generelt været negative. Institutledelsen, afdelingen og studienævnet har modtaget klager både fra lærere og studerende (der har også været en debat på 'etnografen' og en underskrift indsamling på 4. semester i 2001). Endvidere var der i begyndelsen manglende interesse for
læsepladserne på Trøjborg.


- Derfor har institutbestyrelsen arbejdet hårdt for at opnå en væsentlig forbedring af pladsforholdene på Moesgård. På længere sigt er der forventning om at alle museets nuværende udstillingslokaler tilfalder instituttet, når museet har realiseret en ny stor udstillingsbygning i nærheden af den gamle herregård. På kort sigt er instituttets eneste
mulighed at oprette midlertidige bygninger, såkaldte pavilloner (eller barakker som nogle fortrækker at kalde dem). Der har aldrig været reelle planer om at flytte hele instituttet ind til byen. For det første er der mange på Moesgård som værdsætter de enestående muligheder som museet giver for at formidle vores fag til et større publikum. Og for det andet er der
ikke plads inde i byen og heller ikke planer om nybygning som kunne rumme instituttets fag.

- Det humanistiske Fakultet har siden efteråret 2001 givet Moesgårds pladsmæssige problemer første prioritet og universitetets Tekniske Forvaltning har været inddraget i sagerne hele tiden. Det har blandt andet resulteret i detaljeret analyse af vores pladsbehov
(dimensioneringsanalyse) og i frigørelse af de mange millioner kroner som er nødvendige til nybyggeri, selvom det kun er midlertidigt. Jeg vil i øvrigt haste med at sige at kvaliteten af pavilloner vil være helt i top og at arbejde på dem lige er begyndt.


- Pavillonerne vil udover et fællesbibliotek rumme opholdsrum, møderum, computerrum og læsepladser. Nye undervisningslokaler vil blive indrettet i de nuværende bibliotekslokaler og i villaen, som også vil indeholde ekstra læsepladser til speciale-studerende. En ny kantine skal indrettes i den nuværende studenterkælder og forvalterkælder. I alt betyder det en
væsentlig forbedring af vores pladsforhold og derfor håber jeg at det kan skabe rammer for et bedre studiemiljø på Moesgård.


- Hvad betyder det nu for ESC på Trøjborg? For det første har vi haft lokalerne der til låns som midlertidig løsning og vores brug af de lokaler vil nødvendigvis kun være midlertidig. Universitetet har haft forskellige planer med Trøjborg og jeg har lige haft kontakt med Fakultetet for at blive orienteret om de seneste udviklinger. Informations- og Medievidenskab flytter ud i år, men der er ikke fundet plads endnu til Nordisk Institut. Det betyder at vi fortsat kan bruge vores lokaler på Trøjborg i 2003, hvis vi vil. Situationen derefter kan Fakultetet ikke udtale sig om.


- Der kan være gode grunde for og imod at fortsætte vores brug af ESC så længe som det nu kan blive. Som vigtige argumenter imod ser jeg at det vil modvirke skabelsen af et samlet studiemiljø på Moesgård med mere intensiv kontakt mellem studerende og lærere, blandt andet i kantinen, fredagsbar og andre arrangementer. Et mere pragmatisk argument er at de nye læsepladser ikke er øremærkede til afdelingerne og hvis behovet på Etnografi viser sig at være mindre, fordi en del studerende fortsætter på Trøjborg, kan det betyde at arkæologer vil besætte flere af de nye læsepladser. Det kan skabe en meget uheldig situation når Trøjborg lukkes senere.


- Jeg vil foreslå at der snart organiseres et fagudvalgsmøde, hvor jeg gerne vil tilbyde at deltage for at orientere om muligheder og umuligheder. På samme møde kunne vi også drøfte forholdene for rygere/ikke rygere på Moesgård, fordi der er stærkt modstand imod  fortsat at tillade rygning i forhallen på etnografisk afdeling.


Med venlig hilsen

Ton Otto

Institutleder

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

FUMAs Kald™ - Vejen til den nye alder

Af: Uffe Ølgaard Harris - en FUMA-broder

 

Som så mange gange før, og efter, begyndte det hele i Jylland. Med ”Jylland” menes der ikke det sted, vi kender i dag, hvor milde, eftertænksomme og gudfrygtige mennesker står som gode eksempler for resten af befolkningen i vort lille land. Nej, der refereres til Jylland 3000 før Kristens komme: Et vildt sted med høje bakker og dybe dale; med enorme, mørke skove beboet af farlige dyr og endnu farligere mennesker. Det var hjem for stammer af langhårede krigere, hengivet til systematisk krigsførelse og hedenske ritualer forbundet med tilbedelsen af Den Store Moder - Urgudinden for alt levende. Mange var de nætter, hvor man ville kunne se dem dybt engageret i grusomme riter, dansende nøgne i månelysets skær omkring gigantiske skulpturer af Moderen til rytmen af infernalske trommer og skrigene fra døende ofre. Faktisk er det blevet påvist af flere fremtrædende historikere, at melodien til ”Jyden, han er stærk og sej” kan føres mere eller mindre direkte tilbage til disse ritualer. Men alt er ikke, som det ser ud til. Hvis man lader sit blik forlade vederstyggeligheden og glide ud over det nærliggende terræn...over en bakke...gennem et tæt buskads...over på den anden side af floden...lige nøjagtigt så langt borte, at man kan høre musikken, men er uden for pileskuds rækkevidde, vil man kunne se en ganske anden type fejring. Der ligger en række mænd - store og grumme med flettet skæg og isblå øjne - på ryggen og kigger op mod stjernerne, mens de afslappet konverserer på deres gutturale sprog og sender et bjørnekranium fyldt med væske rundt imellem sig og, fra tid til anden, ler hjerteligt af hinandens udbrud. De er tilbedere af FumachTheren - Guden med De To Ansigter.

 

Legenderne fortæller, at der længe før menneskenes tid levede en slægt af guder, hvor ingen nød højere anseelse end FumachTheren - Kampguden. Han var en dag ude og vandre i skoven, mens han bare passede sig selv, da han stødte ind i KoalaLumpurthen - den gamle Bjørnegud. Uvist af hvilken grund (legenden er lidt uklar på dette punkt, men det handlede øjensynligt om retten til at stå på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt ) udbrød der voldsom strid imellem de to. I deres iver efter at få bugt med hinanden lagde de store dele af skoven øde, men efter 5 dages uendt strid lykkedes det til sidst FumachTheren at sende KoalaChros til BusStopheStedrel (den cimbriske underverden) med de bare næver, da han havde tabt sin økse i kampens hede. Igen hersker der en vis uenighed om, hvorvidt han tabte sit våben eller lagde det fra sig efter gentagne gange at være blevet hånet af KoalaChros med et vers om, hvorvidt ”han var en gud eller en urfugl?”.

Da han efterfølgende kom hjem til Gudernes Bolig, blev han mødt af sin hustru RapenSkralithGwen, der straks - med strid mine - spurgte ham, hvor i Underverdenens Vogters navn han havde været? Med ikke ringe kærlighed til sig selv svarede han, at han havde besejret Bjørneguden, og at han nu var på vej ind for at hente et krus Guloel - Gudernes Drik - i den størrelsesorden, der var en betvinger af guder og leder af kæmper værdigt. RapenSkralithGwen var ikke enig i denne fremgangsmåde, idet Gudernes Stald, hvor Hesteguden KrieKerent havde til huse, ikke var blevet renset længe. Førend FumachTheren vidste af det, befandt han sig da i stalden med Gudernes Kost i sin mægtige hånd. Snar, som han var, betvivlede han det vise heri og befandt sig snart i Gudernes Køkken, hvor han med stor kampiver søgte at betvinge Gudernes Tønde med Guloel. Mægtige var de drag, han drog, og ligeledes mægtige var de syner, han så. Mægtige var de slag, der faldt, da RapenSkralithGwen uventet dukkede op i køkkenet, og ligeledes mægtige var de skridt, FumachTheren tog, da han med stor hast søgte mod skovens ly for stormen, der hang over hans hoved. Siddende i Gudernes Hemmelige Hule i skoven forsøgte han at få rede på de syner, der var kommet til ham som følge af Guloelens undergang. Han begyndte at sætte spørgsmålstegn ved visdommen i et liv med striden som eneste glæde. Han sammenlignede hyggen ved at fortære et endnu-bankende fjendehjerte med den intense fryd, der havde grebet ham, da han drak uhæmmet fra Gudernes Tønde. Efter mange dages refleksioner kom han frem til, at det var godt, og at det burde gentages. I selvsamme øjeblik - efter tankens tænkelse - lagde han nænsomt sin økse fra sig og gik ud for at skære sit nye våben, en brygge-ske, fra træernes grene. Han blev igennem sit virke som brygmester, og som følge heraf gud, ikke blot for latteren men ligeledes for den frie tanke og den alternative anskuelse. Han drog aldrig tilbage til Gudernes Bolig, og på trods af, at han stadig var ypperste kriger blandt guderne, tog han aldrig øksen op igen med glæde, men kun af yderste nødvendighed og da kun med dyb sorg i hjertet men med uhæmmet vildskab. Det er denne dobbelte natur - hans mildhed og hans raseri - der gav ham tilnavnet Guden af De To Ansigter.

 

Fæ dør, frænder dør, og selv guder dør til sidst, og lang lang tid senere var der ikke andet tilbage af det før så mægtige Pantheon end FumachTheren eller FUMA og RapenSkralithGwen - Den Store Moder. Tilhængerne af FUMA var tvunget til at tilbede ham i al hemmelighed, fordi det at man hellere ville have et krus gærede bær eller tredive i buskadset med vennerne frem for at rende nøgen rundt og tilbede en eller anden overvægtig kvinde med tre brystvorter, var ikke særligt velset og kunne godt skaffe den uforsigtige ærespladsen ved festlighederne: På alteret.

 

Den opmærksomme historiker vil kunne følge FUMA-kultens spredning ud over hele verden. Således er der gjort fund, der tyder på tilstedeværelsen af FUMA-kulten så forskellige steder som det gamle Ægypten, (ny forskning peger i retning af, at hidtil utydede skrifter fundet på væggene i TutAnkhFunkoMons gravkammer i realiteten kan være spøgefuldheder omhandlende de kvindelige kønsdele skrevet på old-keltisk) Rom under dens storhedstid (fakta kendt af få er, at Julius Cæsar rent faktisk var fanatisk afholdsmand, og de kristne var berygtede for at være kronisk berøvede for humor. Dog tilskrives indførelsen af vin til altergang en hvis påvirkning fra FUMAs sønner) og tempelridderordenen i Det Hellige Land. Et af den Hellige Grals karakteristika, der ikke bliver lagt så meget vægt på i de hellige skrifter, er dens evne til at forvandle al væske, der hældes op i den, til pæresnaps. I dette nye årtusind, som af mange betegnes som ”en ny tidsalder af viden”, er FUMA-kulten og dens filosofi om fritænkning, alternative tilgange til klassiske problemer, fejring af det mandlige ethos (og den kvindelige skønhed) og åndelig transcendens gennem rigelig indtagelse af alkohol-holdige substanser i stigende grad blevet populær i mange dele af verden. Ingen ved dog med sikkerhed, hvor mange grene af dette hemmelige broderskab, der findes, da den er blevet forbudt i adskillige lande på baggrund af anklager om opfordringer til uro i gaden, offentlig beruselse, nøgenbadning og generel utugt.

 

Rygtet siger, at der ligeledes findes en afdeling af FUMA ude på Moesgaard her i Århus, men ingen uindviede kender noget til broderskabets virke, udover at der kun er mandlige medlemmer, og at de fra tid til anden mødes på hemmelige steder for at udføre deres ældgamle ritualer til FUMAs ære og for at indvie nye medlemmer. Det ses i mange lande som en stor ære at blive indkaldt til et FUMA møde af Stordragen – den førsteudvalgte. Ligeledes siger myten, at den, der ignorerer FUMAs Kald™, bliver ramt af FUMAs forbandelse: Evige fysiske tegn på abnormt indtag af alkohol dagen før... hvilket jo faktisk - ifølge præsteskabet - også er en vigtig del af FUMAs velsignelse...

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Studenterpolitik … Huh??

Af: Marianne Munch

 

”Nååå, hvem skal med til humrådsmøde i næste uge?” udbrød jeg begejstret til mit hold på 3. semester Kultur- og samfundsanalyse. Svar:

”Hvad er Humrådet?”

”Hvem er med i Humrådet?”

”Hvad snakker I om derinde?”

”Hvorfor?”

Jeg forsøgte på bedste vis at argumentere min sag og kæmpede for at flere skulle gå ind i studenterpolitik på Etnografi. Men så var det én af mine medstuderende sagde: ”Hvorfor nu det? Vi har jo dig. Kan du ikke fortælle os, hvad der foregår?”.

Den tyggede jeg grundigt på og er kommet frem til, at vedkommende har delvist ret. Jeg er meget imod den autoritative fremgangsmåde indenfor studenterpolitik (”Stem! Eller du får en pebernød i nakken”) Det sørgelige er dog, at det virker lige lovlig uengageret og halvhjertet at stå og fortælle ét hold om ”hvad der sker”, når vi nu er 571 indskrevne studerende på Etnografi. Så det skal der findes en løsning på, og jeg håber, at denne artikel kan være startskuddet.

 

Men måske ville det være rart først med lidt studenterpolitik ”the basics” så at sige, selvfølgelig med udgangspunkt i vores fag:

Studenterpolitik foregår på tre eller fire niveauer. Faget (etnografi), instituttet (Institut for Forhistorisk Arkæologi, Middelalderarkæologi og Etnografi- og Socialantropologi), fakultetet (det humanistiske fakultet) og universitetet. Ikke alle fag er samlet i institutter. På alle disse niveauer findes beslutningstagerne i henholdsvis studienævnet (på fx etnografi), institutbestyrelsen, fakultetsrådet og konsistorium. Det er HER det sker. I studienævnet på etnografi bestemmes for eksempel læseplaner og ansættelser (Nååå, det er der, det bliver besluttet, at vi skal læse alt det Bourdieu). På det humanistiske fakultetsråd har man fx arbejdet meget med at sammenstrikke en ny studieordning, som indebærer en to-faglig bachelor. I alle disse beslutningsorganer sidder der både studerende, videnskabeligt personale (VIP) og teknisk-administrativt personale (TAP).

Men nu sidder der kun et par studerende i alle disse organer, og det kan være svært for dem at vide, hvordan deres bagland (d.v.s. ALLE studerende, der ikke er med i studenterpolitik) rent faktisk forholder sig til konkrete sager. Så de får selvfølgelig hjælp. Dette foregår på alle niveauer gennem, hvad man kunne kalde ”holdnings/dagsorden” organer, som udelukkende består af studerende.

På fagniveau har vi fagudvalget. Alle med interesse kan møde op til et fagudvalgsmøde og give deres årgangs holdning til kende. Og kan ligeledes få information om, hvad der rent faktisk besluttes i studienævnet og institutbestyrelsen.

På fakultetsniveau har vi Humrådet. Her sidder personer fra alle humanistiske studier. De vælges ind i Humrådet gennem deres fagudvalg for at kunne repræsentere deres fag på fakultetsniveau. Man får tildelt pladser efter hvor mange indskrevne studerende, der findes på ens studie. På etnografi har vi 3 mandater (mandat = stemmeret), men det er også her tilladt at møde op som observant til møderne.

På universitetsniveau findes fællesrådet. Fællesrådet består af personer fra alle fakulteter under universitetet. Man vælges til fællesrådet gennem ens fakultet d.v.s. i vores tilfælde gennem Humrådet. Dermed sidder man ikke i fællesrådet med et etnografi-mandat, men derimod med et humanist-mandat og skal derfor tale på vegne af alle humanister. Til fællesrådet hører Studenterrådet som den daglige ledelse af den overordnede studenterpolitik. De udgiver bladet Delfinen, og som eksempel på deres arbejde kan nævnes en nylig debat med lokalpolitikerne om en boliggaranti, de ønsker at oprette i Århus. Studenterrådet forhandlede med politikerne om indholdet i garantien og søgte selvfølgelig at gøre den så fair som mulig, set fra de studerendes side.

 

Dette er en kort, lidt forsimplet skitse over det studenterpolitiske arbejde, der foregår på universitetet. Udover møderne er der altid hyggelige eftermøde snak, hvor man får en øl eller sodavand. Jeg har fået flere venner fra andre studier, og det er rart indimellem at tale med nogen, som har et helt andet perspektiv end os Moesgaard folk.

 

Selvfølgelig ville det være rart at flere end 7-9 mennesker dukkede op til fagudvalgsmøderne. Spørgsmålet er hvor meget I egentlig vil vide, og hvor meget indflydelse I ønsker. Det håber jeg I læsere af Informanten vil tænke over her i juleferien. Derefter kunne vi så tage stilling til, hvordan det kunne gøres. First Class har muligheder, hvad det angår.

Jeg er jeres eneste repræsentant i Humrådet d.v.s jeg skal tale for JER. Men hvordan gør jeg det, når jeg ikke ved, hvad I mener?? Universitetets demokrati skulle gerne komme nedefra og gå op i systemet og ikke omvendt. Lige nu er det hverken det ene eller det andet: jeg ikke kan tale for jer og I får ingen information. Så bliver det upersonlig politik som ”ikke vedkommer mig, for de gør jo bare et eller andet oppe på bjerget”. NEJ, de gør ikke… i hvert fald ikke hvis vi studerende gør det muligt for os at tale med en samlet stemme. Jeg er sikker på at jeres repræsentanter i Studienævnet føler det samme som mig. De sidder med vores studie/læseplaner og vores ansættelser og aner ikke, hvad de etnografistuderende mener.

Det kan være svært at tale samlet, når vi alle er på Moesgaard på forskellige dage. Men det må der da være en løsning på. Der er bestemt ikke udsigt til, at vi etnografistuderende skal befinde os andre steder end Moesgaard. Tværtimod er der udsigt til at al vores undervisning i fremtiden skal lægges derud.

Så hjælp mig nu! Eller rettere: hjælp jer selv!

Har nogen fattet nærmere interesse for aktuelle sager kan jeg anbefale det humanistiske fakultets hjemmeside, hvor man finder Humrådet og Studenterrådets hjemmeside, alt sammen inde under www.au.dk Desuden er der fagudvalgsmøde d. 3/12 i Studenternes Hus. Her kan man blive valgt til humrådet og få nyeste info om alt aktuelt for vores studie – de snarligt ventede pavilloner, den nye studieordning, flere læsepladser, nye læsegrupperum m.m. og få nyt fra den store uni-verden - den nye uni-lov, boliggarantier, demonstrationer skal/skal ikke osv. Måske vil der i fremtiden også være etnografi-fagudvalgs info at finde på vores hjemmeside.

Desuden skal I alle være velkomne til at kontakte mig personligt, så kan jeg guide videre til det, jeg eventuelt ikke ved – tlf. 20 71 9002 el. munchmarianne@hotmail.com

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Helvede på jord

af: Sarah Gjerding

 

Efter 3 mdr. i Gaza striben, er jeg efterhånden ved at have vænnet mit til et liv, som meget lidt ligner det jeg normalt fører hjemme i Danmark. Mit arbejde som praktikant for Palestinian Center for Human Rights har allerede ført mig vidt omkring og giver mig hver dag nye indtryk af de mange overgreb på palæstinensere som foregår her i området. Jeg har fået til opgave at opdatere en 3 år gammel rapport, som handler om situationen i et område i den sydlige del af Gaza striben ved navn el-Mawasi, hvor ca. 7-8000 palæstinensere bor omgivet af 14 israelske bosættelser. I denne artikel vil jeg prøve at give et indtryk af hvordan disse bosættelser og den deraf følgende fortsatte israelske besættelse, gør folk i områdets liv til et dagligt helvede.

Vejen gennem flygtningelejren er sandet og ujævn, og affaldet ligger i dynger i vejkanten. Efterhånden som vi nærmer os udkanten af lejren ud mod checkpointet, som fører ind til Gush Katif bosættelses blokken, af palæstinenserne kendt som el-Mawasi, ligner området mere og mere en krigszone. Husene er helt eller delvist ødelagt og overstrøet med skudhuller, der ligner åbne sår. Udenfor et af de sidste huse på vejen ned til checkpointet sidder en flok kvinder, den ene af dem med et 1½ år gammelt barn på skødet. De sidder og venter på at få lov til at komme igennem checkpointet og hjem til deres familier i el-Mawasi, efter at have været i Khan Younis for at købe ind. Grunden til at de sidder netop her, et par hundrede meter fra selve checkpointet, finder vi senere ud af. De sad her også i går, da jeg var her. På hug eller med benene trukket op under sig, på jorden eller på små stykker plastik, mens de gemte deres ansigter i tørklæderne. De ville helst ikke fotograferes. Til gengæld ville de gerne fortælle historien om, hvordan de var taget på indkøbstur og nu sad fast her, på den forkerte side af checkpointet, for 5. dag i træk, mens deres børn ventede på dem derhjemme.

Vi har kun Gud

Vi prøvede at køre ned til checkpointet, hvor soldaterne fra deres skjul, i nogle armerede tårne, sidder og sigter på en med deres skarpladte våben, mens de via megafon giver folk besked om, hvorvidt der er åbent eller lukket for passage. Da vi stoppede for at stige ud af taxaen, smed de en lydbombe, en slags granat som giver et højt brag, som fra skud, for at skræmme folk væk. Det var dog tegn på at soldaterne ikke var i så godt humør den dag, så vi bestemte os derfor for at køre hurtigt væk igen. Vi besøgte i stedet nogle familier i nogle af de yderste huse ud mod den stribe af militær poster, som skal beskytte de israelske bosættelser i området fra snigskytter og angreb fra Khan Younis flygtningelejren. Overalt fik vi den samme historie: hvordan soldaterne hver evig eneste dag skyder på husene både morgen middag og aften, så beboerne må løbe ud og gemme sig det eneste nogenlunde sikre sted, nemlig under trappen. For mig var historien ikke ny. Jeg havde hørt den mange gange før, og kender selv den lammende følelse af skræk, der vælder op i en når det sker, efter en gang at have befundet mig i et af disse huse, da der blev skudt på det fra militærposten 100 meter væk. Igen denne gang var min første tanke: hvordan kan folk bo sådan et sted? Jeg spurgte en af kvinderne vi besøgte, og vidste med det samme hvor dumt spørgsmålet var. Hvor skulle vi ellers bo? spurgte hun mig. Hvor skulle vi få penge fra til at bygge et hus et andet sted? Hun havde i forvejen en 15-årig multi-handicappet datter, der brugte ble, samt en håndfuld mindre børn som hun skulle sørge for. Og så var hun allerede flygtning, så hvor skulle hun tage hen? Det var værst om natten, fortalte hun. Så lå de og krøb sammen i trappeopgangen og holdt sig for ørerne, mens de bad til at det snart måtte holde op. Hvem kan vi bede om hjælp? Ingen vil hjælpe os, nu har vi kun Gud, sluttede hun.

Vores hus var for tæt på bosætter vejen

Et andet sted, langs en af de mange veje som er bygget på kryds og tværs af Gaza striben, til brug for ”settlers only”, bor en palæstinensisk familie i et telt, lavet af palmeblade og plastikpreseninger. Bedstemoderen fortæller hvordan soldaterne, for ca. et år siden, kom midt om natten og gennede familien ud, før de med buldozere jævnede huset med jorden. Familien fik ikke tid til at tage noget med sig, og havde derfor kun det tøj tilbage de stod og gik i. Grunden til at huset skulle væk var, at det befandt sig for tæt på den bosætter vej, som løber tværs igennem området, og siden januar nu også over en bro, så bosætterne helt undgår kontakt med palæstinenserne. En bred stribe land på begge sider af vejen i hele dens længde, er derfor efterhånden blevet rydet for huse og afgrøder, for at skabe sikkerhed for de bosættere som bevæger sig rundt på vejene. Familien måtte så bosætte sig i et telt, som dog senere også blev revet ned af hæren, da det også lå for tæt på vejen. Endnu engang stod familien tilbage uden ejendele og måtte starte forfra. Vi bliver inviteret indenfor i ”dagligstuen”, hvor vi får serveret te, mens hun snakker videre. Da hun finder ud af, at jeg kan lidt arabisk og faktisk arbejder og bor her, er der ingen ende på hendes velkomst og ordstrøm. At jeg så ovenikøbet hedder Sarah, ligesom hendes søster, gør mig kun mere populær, og fortjent til et smækkys på begge kinder. Den lille tætte dame tager fat i min hånd og trækker mig ind til sig, før hun lægger sin svedige kind til min. Jeg føler mig fuldt accepteret. Jeg forstår kun ca. det halve af det hun siger, men nikker alligevel forstående til hendes ordstrøm og drikker te. Meget af hendes vrede og frustration kommer alligevel til udtryk gennem hendes kropssprog, og jeg har ikke svært ved at sætte mig ind i hendes situation.

Ingen adgang

Tilbage til kvinderne fra før, som sidder ved checkpointet og venter, nu for 6. dag i træk. De ser trætte og opgivende ud. Min kollega og jeg står ud af taxaen og går ned mod checkpointet, hvor der står op mod 100 palæstinensere og venter i en afstand af 50 m. fra tårnet, hvor soldaterne befinder sig. Vi vil prøve at komme ind i el-Mawasi, som ligger bag ved checkpointet, omgivet af israelske bosættelser. Den humanitære situation der, er tæt på det katastrofale, ved jeg fra et enkelt tidligere besøg. Palæstinenserne tror vi er fra Røde Kors og flokkes derfor om os og beder os om at gå ned og få soldaterne til at åbne checkpointet. Vi begynder at bevæge os ned mod checkpointet, men soldaterne begynder at råbe noget til os på hebraisk i megafonen. Vi prøver at råbe til ham, at vi ikke forstår hvad han siger, men at vi har koordineret med den øverst kommanderende for Gaza striben om at måtte komme ind i området, og om vi må komme ned og tale med dem. Han råber dog bare tilbage til os på hebraisk, denne gang mere agressivt. Vi beslutter os for at give op. Vi kender efterhånden soldaterne i området godt nok til at vide, at de ikke er til at spøge med. Vi går tilbage til udkanten af flygtningelejren, hvor kvinderne sidder, og hvor vi har bedt vores taxa om at vente på os, i tilfælde af at vi skulle blive nægtet adgang. Jeg ringer til den øverst kommanderendes kontor og får at vide, at vores tilladelse til at få adgang til el-Mawasi ikke er gået igennem endnu. Vi sidder en time i taxaen og venter. Jeg ringer hvert 20. min. for at forhøre mig, men der sker intet. En af kvinderne begynder at græde, hun orker ikke mere. Det eneste hun vil er at kunne komme hjem og give sine børn mad. Så pludselig begynder de at skyde nede fra checkpointet. Kvinderne samler deres ting sammen, og skynder sig ind i huset. En af dem løber op af vejen. Det går nu op for mig hvorfor de sad her og ikke nede ved selve checkpointet, som de andre. Det er ikke første gang de er blevet skudt efter, og de er blevet kloge af skade. Skyderiet bliver kraftigere, og vi dukker os og beder taxa chaufføren om at køre væk i en fart. Denne gang lyder det ikke ”bare” som maskingeværer de skyder med, de har også gang i noget tungere skyts. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de mange mennesker som stod nede ved checkpointet, da vi skynder os ud af området. Det bliver nok heller ikke i dag, at hverken de eller kvinderne kommer tilbage til deres familier.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Lund – The City of Ideas

Af: Niclas Wathne nwathne@hotmail.com

 

Lund; en hyggelig by med 76.000 indbyggere, beliggende 15 km. nord for Malmö i Sverige. Lunds Universitet der har 34.000 studerende indskrevet, udgør centrum af byen; både rumligt og mentalt. Lundagård – universitetsparken - ligger midt i byen, tæt op af den gamle domkirke og er samlingspunkt for mange af de studerende.

Lunds Universitet blev bygget i 1666 otte år efter at Danmark havde afstået Skåne til Sverige. I følge velkomstbrochurerne blev universitetet bygget for at ’svenskificere’ skåningene, gennem lærdom og disciplin og universitetet er nu Sveriges største (hvis man tæller forskeruddannelserne med - og det gør man i Lund).

Jeg ankom til Lund i begyndelsen af januar 2002 og blev mødt af en halv meter sne, minus 2-3 graders frost og en glad velkomstkomité bestående af en flok svenske studerende med flag og varm kaffe. ”Welcome to Lund – would you like some coffe?”. Togstationen var fuld af unge studerende med rygsække der blev proppet ind i små minibusser og kørt væk i den dalende sne, til de forskellige kollegier vi skulle indkvarteres på.

I Lund tager man utroligt godt imod internationale studerende. De 4-500 udvekslingsstuderende der kommer til byen hvert semester bliver tilbudt en lang række forskellige aktiviteter der arrangeres af International Office (IO).

De første to uger fulgte jeg et svenskkursus som blev udbudt af IO og selvom det svenske sprog ikke er så forskelligt fra det danske og at timerne ikke var meget mere end lidt hyggeligt snak om Sverige og det svenske sprog, så lærte man alligevel en del. Jeg kan klart anbefale det til dem der havde tænkt sig at læse i Lund.

Derudover var der en masse forelæsninger om ’Svensk Kultur’, ’Svensk Film’ og diverse udflugter til spændende steder i Skåne.

Kollegiet (’Vildanden’) jeg var indlogeret på bestod af en række betonbygninger fra midten af 60´erne og lå ca. én kilometer fra Lundagård i centrum. Den var pænt indrettet med IKEA-møbler af samme alder som bygningen, som ikke var den pæneste bygning - men fra mit værelse på 3. sal kunne jeg se ud over byens industrikvarter, skimte Barsebäk, Københavns sky-line og, hvis jeg trykkede min næse helt op mod ruden, kunne jeg også se den store Øresundsbro.

Afdelingen for Social antropologi i Lund udbyder kurser på fire forskellige niveauer (A-D), fordelt på fire semestre. Derudover er der en forskeruddannelse kaldet ’doktorandutbildning’ som svarer til en Phd.

Som 6. semester studerende fra Moesgaard er det muligt at følge D-kurset som normalt bliver varetaget af Steven Sampson. Det er et kursus i antropologiske teorier og problemstillinger og niveau-mæssigt er det en god videreførelse af Centrale Etnografiske Debatter på Moesgaard. Da jeg fulgte kurset var vi otte studerende og vi startede med, efter et oplæg af Sampson, at sammensætte en læseplan for forløbet. Kurset forløb over fem uger hvorefter der var eksamen; en opgave på 12-15 sider.

Samtidig fulgte jeg et kursus som Jonathan Friedman udbød på doktorandniveau i globaliseringsteorier. Her var vi også en lille flok på 6-7 personer der nervøst tjekkede vores e-mails et par gange om dagen for eventuelle ændringer i forelæsningsrækken. Ændringer var der nu ikke så mange af, men da Friedman også er professor i Paris og jævnligt rejser frem og tilbage, kan de forekomme.

Jeg blev under mit ophold i Lund udsat for utroligt inspirerende undervisning – både på D-kurset og doktorand-kurset. De små hold var med til at fremme gode diskussioner hvor stort set alle deltog og forholdet mellem underviser og studerende blev meget personligt.

En faktor her er selvfølgelig også undervisernes kaliber; både fagligt og socialt. Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg blev, og er, meget inspireret af de undervisere jeg havde i Lund og kan, som nogle betegner det, klassifiseres som en Friedman- eller Sampson-klon. Som Lind Pedersen også skrev om sit ophold i Bergen (Informanten, juni 2002), har man en tendens til som etnografi/antropologi-studerende at ’søge’ efter faglige helte – i Lind Pedersens eksempel; Bruce Kapferer.

Det kan være fordi de hilser på én når man møder dem på gaden, deres symbolske og kulturelle kapital, eller bare de eksotiske omgivelser – men en af de ting jeg kan huske fra første semester på etnografi, er de undervisere der ikke var bange for at sige deres faglige mening om de til tider forvirrende tekster vi læste; De første faglige helte.

I Lund er de ikke bange for at udtrykke deres faglige mening eller komme med kritik på de studerendes eller kollegers materiale. Hver uge har de et forskerseminar, hvor en af afdelingens forskere fremlægger sit foreløbige arbejde og de fremmødte kan herefter komme med spørgsmål og kritik. Til disse seminarer er der stort fremmøde og som regel en god diskussion – en begivenhed der inspirerede undertegnede.

Som Lind Pedersen nævner i sin artikel, har man efter fem semestre på etnografi fået en solid teoretisk baggrund med os i rygsækken og jeg vil mene at vi kan sortere de usaglige indlæg fra de argumenterende. Det er derfor heller ikke kun evnen til at kritisere, men også teorierne og de argumenter jeg er blevet introduceret for i Lund, der har skabt det gode indtryk.

Jeg vil vove pelsen (måske mere end jeg har gjort hidtil i denne artikel) og sige at mit ophold i Lund har hjulpet mig til at finde mit ’faglige ståsted’. Ikke forstået som en pakke-løsning eller Grand Theory for hvordan verden hænger sammen antropologisk, men jeg er blevet udstyret med en række faglige redskaber. Disse består hovedsageligt i en anden kritisk vinkel end den jeg er blevet repræsenteret for på Moesgaard og dermed har jeg fået et andet perspektiv på faget.

Men Lund er meget andet end antropologisk teori (som ovenstående faglige navlepilleri kunne lede en til at tro) og mit ophold har givet mig meget andet end faglige refleksioner.

Hvis nogle af jer har spørgsmål vedrørende Lund er I velkomne til at kontakte mig.

På falderebet vil jeg også lige benytte mig af lejligheden og takke redaktionen for et godt stykke arbejde og for deres uanede mængder tålmodighed med ustrukturerede skribenter…

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

”Dem om os”

Af: Jesper Vind

 

Dette nummer af informantens boganmeldelse adskiller sig fra foregående boganmeldelser. Bogen ”Dem om os” er nemlig ikke som andre bøger udkommet i boghandlen.

Bogen er nemlig udgivet af Udenrigsministeriet i forbindelse med Danmarks overtagelse af EU-formandskabet. Bogen er tænkt som en gave til Europas embedsmænd og er derfor blevet trykt på 4 forskellige sprog. Så når europæiske embedsmænd går til møde med folk fra formandslandet Danmark, ligger bogen ”Dem om os” mellem de øvrige mødepapirer.

 

Men hvad er det så for et billede, resten af Europa skal have af Danmark? Man kunne frygte, at en sådan bog ville være en lang skamrosning af dette lille land uden høje bjerge, men det er det bare ikke!

Som forfatteren Kristian Hvidt starter med at sige i sit forord: ”Så trænger danskerne nok til at se sig selv i et større spejl end det hjemlige[…]”. Eller som han citerer Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe for: ”Den såkaldte danske beskedenhed er ved at blive lovligt larmende”.

For at denne danske selvfedhed ikke skulle være fremhævende i bogen, valgte Kristian Hvidt derfor at stå på hovedet i de seneste tolv hundreders bøger og skrifter for at tegne et billede af, hvad udlændinge til forskellige tider har ment og skrevet om os.

Dette præger bogens form, da den har et meget historisk og kronologisk præg. Bogens første uddrag starter ved de gamle vikinger (år 845) og ender på fristaden Christiania (år 2001).

 

Som nævnt er det ikke et stykke dansk turistreklame, læseren får i hænderne. Mange af teksterne fortæller nogle gruelige sandheder om danskerne. F.eks. bliver det sagt om danskerne at: ”Kvinderne er villige og drikfældige, og de sover helst splitternøgne i skabe, der er skudt ind i væggen, og så går de dårligt klædt”. Men mange af de kritiske bemærkninger er pakket ind i satirens og ironiens florlette gevandter. Dette gør bogen til et meget behageligt bekendtskab. Mange af de 39 udlændinge, der skriver om Danmark og danskerne, spidder virkelig danskheden, og flere gange må man tage sig selv i at sidde og grine i skægget over sit eget lille land.

Der er dog, når man ser på det med etnografiske briller også nogle ”gremlins”. Jan Pasek, en polsk officer, der i mellem 1657-58 hjalp danskerne med at banke svenskerne i Karl Gustav Krigen, kunne godt have haft brug for et intensivt etnografi kursus, før han begyndte at skrive om danskerne. Men på den anden side, det er jo ikke altid det politisk korrekte, der er det sjoveste. Og som etnograf er det virkelig sjovt selv at blive analyseret og samtidigt grine lidt af de udenlandske ”etnografers” manglende metodekundskaber.

 

Hvis du har lyst til at læse ”Dem om os”, har Udenrigsministeriet lagt en version af bogen på nettet, på siden:

 

http://www.um.dk/publikationer/um/generel_danmarksinformation/de_om_os/de_om_os_DK.pdf

Dem om os. Kristian Hvidt. Udgivet af Udenrigsministeriet.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Helte og Hexameterrim

- Anmeldelse af Odysseen

Af: Marie Højlund Bræmer

 

Indrømmet…Homers Odyssé har for de fleste sproglige studenter visse konnotationer til gymnasietidens oldtidskunskab med alt hvad dette fag indebar af latinske bøjninger, vaseanalyser (hvad er forskellen mellem sortfigur- og rødfigursstilen egentligt!?) og ”lektor Blommeske” reinkarnationer med mere eller mindre sadistiske tilbøjeligheder. Personligt fik jeg således aldrig fordybet mig i dette omfangsrige helteepos, mens tid var, og da eksamensfagene ved årets afslutning blev offentliggjort, var oldtidskundskab selvfølgeligt iblandt mine. Læseferien afsattes således til projektet, og Odysseen vil således altid minde undertegnede om sene sommereftermid-dage i en solplettet klit, hvor bølgerne henrullede på havet ligeså langsomt og rytmisk som heksameterrimene på papiret. Så meget desto mere passende at solen også i år prægede de dage i september, hvor Otto Steen Dues nye oversættelse af selvsamme bog kom mig i hænde, og på hvis første side jeg atter var fanget af historien om den skælmske helt Odysseus og alle hans genvordigheder – præcis som jeg var det i den læseferie, hvor digtet blev så levende mellem mine hænder, at jeg hvert øjeblik ventede at se en gylden græsk helt skylle op på stranden…

Digtet begynder præcist, som jeg husker det – nemlig med påkaldelsen af fortællerkunstens muse:

”Muse, fortæl mig om manden, den aldrig forlegne, der flakked

viden omkring da han først havde styrtet det hellige Troja,”

Det gør hun så, og historien er, som følger: På Olympen holder guderne råd med henblik på at hjælpe helten Odysseus med den sidste etape af sin hjemrejse fra krigen i Troja. Han er grusomt forsinket, idet havguden Poseidon holder ham tilbage, som hævn for at Odysseus har blændet hans søn kyklopen Polyfem. På øen Itacha venter hustruen Penelopeia og sønnen Telemachos på 20. år forgæves på den savnede helt, mens kongsgården belejres af bejlere, der ønsker at ægte Penelopeia og gøre krav på den trone, der retmæssigt tilhører Odysseus. Opbygningen af digtet er yderst raffineret – dets ydre handling udspilles over ca. 40 dage, og eventyrene på Odysseus´ besværlige hjemrejse er indlagt som flashbacks. Disse eventyr indbefatter bl.a. Odysseus´ tid som elskovsfange hos nymfen Kalypso, hans møde med troldkvinden Kirke, hans opgør med kyklopen, sirenernes sang, rejsen til dødsriget Hades. Vi føler med vor helt gennem alle 24 sange, lige til det sidste, hvor han – efter alverdens trængsler - vender hjem, dræber de formastelige bejlere og endelig genforenes med Penelopeia, Telemachos og faderen Laertes.

Således er der handlingsmæssigt intet nyt under den græske himmelhvælving. Nyt er til gengæld den sproglige ramme, som i Otto Steen Dues kyndige hænder bringer nyt liv og lethed til den gamle historie. Sammenlignet med Christians Wilsters klassiske oversættelse fra 1837, har vor helt fra ” den vidtomflakkende, kæktudholdende” udviklet sig til ”den lyse, den rådsnare, den altid forslagne, den aldrig forlegne” og hans hustru er ikke længere blot ”den ærbare”, men er (måske i kvindefrigørelsens navn?) også blevet ”den kløgtige”. Også dyreriget tilføres en mere æterisk sproglig dimension, idet ”dorskfremvraltende okser” erstattes af ”sindigt skridende stude”, og ”rapfodede hunde” bliver til ”hunde på hurtige poter” – bemærk den homeriske tendens til bogstavrim. Af de faste formler – der i sandhed udgør en vigtig del af kompositionen – er nogle beholdt og andre skiftet ud; af gengangere skal ( heldigvis ) nævnes ”den rosenfingrede dagning”, der på forunderlig vis indgår i sammenhæng med tilførte moderne vendinger som ”kebab i kæmpeportioner”, ”brutale banditter” og ”skønnere teint”.

Arven fra tidligere oversættelser fornægter sig således ikke, men er efter min mening finurligt fornyet på bedste vis. Selv sammenligner Otto Steen Due (Politiken d.26.10.02) oversætterens opgave med at danse et parti: ”Koreografien ligger fast, men alligevel bliver det forskelligt , alt efter om den ene eller den anden danser udfører partiet”. Sagt på en anden måde (oprindeligt af en anden anmelder om en helt anden forfatter); Otto Steen Dues oversættelse af Odysseen er en dans på gloser, men der er absolut ingen slinger i valsen!

Udover den sproglige forskel, der åbenbaredes for mig i genlæsningen af Odysseen, må også en anden forskel nævnes her, skønt upåvirket af de forskellige oversætteres udførsel, – nemlig forskellen på at læse Odysseen som henholdsvis gymnasieelev og nyligudsprungen antropologi-studerende. Som tilhørende den sidstnævnte kategori er jeg tilbøjelig til at hævde, at væsentlige aspekter i fortællingen kan siges at have antropologisk relevans. For det første er Odysseen jo en rejseskildring og Odysseus selv den rejsende svend, der i mødet med fremmede kulturer hærdes, beriges og udvikles, inden han kan vende hjem, som et helt menneske, der er blevet sig selv! Det er således i mødet med de ”fremmede” – og ved at indgå i interaktion med selvsamme - at individets grænser defineres, og således finder vi adskillige steder i Odysseen en skarp grænse mellem ”os” og ”dem”. Et klart eksempel på en sådan distinktion finder vi i beskrivelsen af Odysseus´ ankomst til Kyklopernes land:”…indtil vi kom til kyklopernes land, til de vilde, brutale, lovløse folk der lever på nas af gudernes nåde/og ikke planter et træ eller tilsår en ager”.

Definitionen på disse barbarer falder for Homer sammen med, at der ikke findes nogen systematisk agerdyrkning sted, og at der i forlængelse af dette faktum endnu ikke er opnået nogen organisation af arbejde og samfund. Et udtalt anarki er herskende: ”Rådsforsamlinger kender de ikke og ej heller love”. Ydermere er kykloperne kun udstyret med ét øje hver, hvilket indikerer en manglende eller ”halv” indsigt. Socialitet er også et manglende fænomen på Kyklopernes ø, idet de lever i isolation i deres respektive huler. Et andet aspekt, der falder en førsteårsstuderende for brystet, er begrebet om gæstevenskabsgaver. Odysseus efterspørger disse i flere tilfælde, hos folk han gæster, og det forventes, at den pågældende vært giver gæsten proviant i en mængde, der principielt skal sætte ham i stand til at nå hjem. Selv om værten ikke får nogen umiddelbar betaling for det, så kan han dog regne med, at han selv og hans slægt engang vil blive modtaget på samme måde; reciprociteten antager således i visse henseender en symbolsk form. I det hele taget er måden at behandle fremmede på tematiseret romanen igennem, og flere steder gives der udryk for at ”fremmede der ber om asyl har ret til menneskers medynk”!!

Helten Odysseus´ egen måde at behandle sine medmennesker på er et emne heftigt debatteret gennem tiden, og i relation til ovenstående skal blot et par enkelte synsvinkler i det følgende inddrages. I slutningen af Anden Verdenskrig skrev de to tyske tænkere, Theodor W. Adorno og Max Horkheimer, bogen ”Oplysningens dialektik”, der (meget) kort sagt er et forsøg på at forklare rationalitetens sejrsgang gennem europæisk kulturhistorie. Odysseus repræsenterer i bogen det moderne, europæiske menneske, der erobrer sin omverden i kraft af snilde og klogskab – kulturer, der adskiller sig fra hans egen, må underlægge sig rationaliteten. For at vende tilbage til eksemplet med kyklopen giver det mening i en civiliseret tankegang at straffe ham med en glødende pæl i øjet, fordi han i mangel på kultivering nægter at indordne sig ovenskrevne regler for gæstevenskabs-gaver. Adornos og Horkheimers brug af Odysseus som rationalismens forfader er egentlig blot et bidrag til en debat, der næsten er lige så gammel som Odysseen selv: er Odysseus et heroisk symbol på den menneskelige længsel efter indsigt eller en skurkagtig vendekåbe, der udnytter andre mennesker til sin egen fordel, en retfærdig retoriker eller en rationalistisk Rambo? Én ting er sikkert; Odysseus er ikke som de andre græske helte, der kæmper på slagmarken med sværd og muskelkraft. Han er i langt højere grad præget af beregnende listighed, og af denne grund bliver han hos både Euripides og Vergil en slesk fyr, hvis syndeliste indebærer både utroskab (faktisk både med nymfen Kalypso og troldkvinden Kirke) og drab på både bejlere og tjenestepiger. Som skurk optræder Odysseus også i helvede i Dantes ”Den guddommelige komedie” fra 1300-tallet. Af forsvarere for Odysseus er den væsentligste nok James Joyce, der i sin ”Ulyssees”, 1922, fremhæver skikkelsens positive sider frem for de negative. Af romantikere betragtes Odysseus først og fremmest som det misforståede individ, der må kæmpe med sin rastløshed og rodløshed – sådan beskrives Odysseus af mange digtere – fra britiske Alfred Tennyson til nutidige danske Henrik Nordbrandt. Således har Odysseen mange dimensioner og med Otto Steen Dues nye oversættelse ved hånden er det muligt selv at danne sig et indtryk – når alt kommer til alt, kan Odysseen også blot læses for den gode histories skyld, som det er blevet gjort så mange gange før, eventuelt som et afbræk i en temmelig teoretisk læseplan, nydende de sproglige bølger, der endnu engang skyller Odysseus op på sindets strandkant, nøgen og forkommen, men også storslået i sin heroiske snilde og sproglige begavelse – god fornøjelse!

Homers Odyssé. Oversat af Otto Steen Due. Illustreret af Peter Brandes. Gyldendal, 464 sider, indb., 395 kr.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Venstreorienteret formoder jeg....?

Af: Dennis Nørmark, normark@stofanet.dk

 

I November var vi på etnografens mailingliste vidner til en debat om censur på mailinglisten, der faktisk viser os mange interessante ting om forholdet mellem vores fag og politik. I det følgende vil jeg komme med et par betragtninger om sagen, da jeg selv var en af de involverede indsparkere.

 

Sagen i kort rids

Etnografen er en mailingliste med godt 500 medlemmer og det betyder, at det udsendte materiale naturligvis skal være af en vis kvalitet for at blive udsendt til så mange. Denne overvågning tager listens administrator Jens Kjærulff sig af. Fra tid til anden (omkring med et års mellemrum, man kan efterhånden nærmest time det helt præcist) dukker der en debat op om denne overvågning og censur. Det afstedkommer, at Jens skriver lidt om hvad hans kriterier for ”antropologisk relevans” er, og det er alt sammen meget udemærket.

En af kriterierne er, at mailen ikke må være politisk, altså stå for et særligt politisk synspunkt og advertere for dette. Undtagelsen er – og det er her slaget står – mails hvor det tydeligt fremgår hvorfor denne politiske sag har særlig antropologisk relevans. Ganske få dage efter, at Jens på eksemplarisk vis havde offentliggjort sine kriterier, dukker der alligevel en mail op med en opfordring til en underskriftindsamling mod krigen i Irak. Stud. Mag. Pernille Hjortkjær reagerer på dette og det samme gør undertegnede. Min opfordring til Jens er, at der til reglen om ikke at optage politiske opfordringer tilføjes, ”....at det er underordnet hvilken antropologisk relevans man fletter ind i mailen, for at få den til at glide lettere igennem”. Kort sagt skal det ikke lykkes at ”smugle” politiske beskeder ind på mailinglisten via en ad hoc tekst, der skal retfærdiggøre tiltaget som antropologisk fagligt.

Men.... der er mere til sagen end bare det. Både mig og Pernille Hjortkjær mente nemlig, at mailen omkring Krigen i Irak var sluppet indenfor, fordi den gav udtryk for en venstreorienteret holdning som de fleste antropologer deler. Kort sagt kunne man få fornemmelsen af, at der foregik en mild form for politisk censur på etnografen. Og så brød helvede løs....

 

De evige opponenter

Når man sender politiske beskeder ud på en mailliste eller til sine venner, sender man dem ud til folk man tror politisk kan stå indefor de synspunkter mailen adverterer for. Det er nøjagtig derfor de politiske mails på etnografen indignerer mig. Når der eksempelvis 2 gange i januar 2002 udsendes protestmails om den nye regering på ”etnografen” så skyldes det, at det ligger som en underforstået sandhed, at alle antropologer er generelt er venstreorienterede opponenter. Jeg vil personligt meget gerne have mig frabedt, at andre på den måde formoder noget som helst om mit politiske standpunkt og ydermere reproducerer en diskurs om, at det nærmest hører automatisk med til din faglige status som antropolog, at du er socialist.

Pernille Hjortkjær problematiserer i sit indlæg det hun kalder en indforstået ”lad-os-redde-de-fattige/minoriteterne-diskurs, der hersker, ikke blot på Etnografen men i etnografiske kredse generelt”. Denne overvejende venstreorienterede diskurs mente hun var skyld i, at hun ikke fik et tidligere indlæg om EDB kursus for magistre på Arla optaget, med henvisning til at det var snævert relevant. Jens Kjærulff redegjorde senere for sagen og satte den i et noget andet perspektiv, men derfor er debatten såmænd stadig relevant.

 

Politiske fordomme

Diskursen om at antropologer nærmest per definition er venstreorienterede altruister, med et blødende hjerte for alle denne verdens stakler og marginaliserede, er for at sige det ligeud, død trættende. Problemet er ikke, at mange antropologer er humanistisk indstillede, men at det nærmest forventes af os. Det tog mange år før virksomheds og organisationsantropologi blev ordentligt accepteret, fordi diskursen ofte har været, at det at handle for at tjene penge per definition var lidt suspekt. Antropologer skulle koncentrere sig om negrene i Afrika og alle de andre stakler. Vi var imperialismens skraldemænd og sådan var det. Meget har ændret sig siden dengang, men ikke alt. Den politiske underforståethed i mails på ”etnografen” taler sit tydelige sprog.

 

Den der kaster den første sten....

Som antropolog må man have lige nøjagtig den politiske indstilling man har lyst til og det kan ikke forventes af en antropolog, at han har en brændende interesse for at redde alle denne verdens forfulgte, sultne og undertrykte. Hvis man vil kæmpe for en politisk sag, må man gøre det igennem en politisk organisation. Antropologien skal ikke legitimere og forsvare et særligt politisk standpunkt, men alene legitimere og beskytte sin faglige integritet.

Hvis antropologien bliver et tilholdssted for diverse venstredrejede videnskabsfolk ender vi i sidste instans med at få et videnskabeligt troværdighedsproblem. Det pudsige er jo, at antropologien og andre socialvidenskaber stryger om sig med politiske beskyldninger mod andre videnskabsfolk, selv om de alt for ofte glemmer, at undersøge deres egen mistænkeligt politiske dagsorden.

Man skal vel ikke være sociolog for at kunne gennemskue det venstreorienterede i eksempelvis socialkonstruktivismen. En retning der med fordel kunne tage og dekonstruere sig selv og finde den politiske diskurs bag sine egne rationaler!

Venstrefløjen vil altid være partikularistisk og højrefløjen universalistisk, skrev antropolog Ole Høiris i en kronik i Jyllands-Posten den 13. november 2002. Jeg er enig og jeg tror denne dikotomi i bund og grund er forklaringen på det venstreorienterede humanioras flirten med relativismen og den fortsatte stempling af den menneskelige biologi som socialvidenskabeligt betydningsløs. Magt er vel magt, også selvom den udøves af ”de gode mennesker” fra venstrefløjen.

En lille smule mere politisk refleksivitet fra socialvidenskabernes side ville med andre ord unægteligt klæde os, inden vi kaster sten mod andres glashuse.

 

Hold tingene adskilt

Vil man redde verden er det et fint og sympatisk projekt, men man skal ikke forvente en automatisk opbakning fra faget og fagfæller af den grund. Vi skal opføre os anstændigt og ordentligt, ligesom alle mennesker skal det. Hverken værre eller bedre.

Man er ikke et moralsk overlegent væsen, bare fordi man er antropolog.

Jeg kan i den forbindelse til den nysgerrige læser der tænker, at undertegnede nu er en forbandet højreorienteret, at jeg tilhører midten og i mange år har været medlem af, samt politisk aktiv indenfor, Det Radikale Venstre. Et parti der om nogen tror på vigtigheden af, at have et globalt perspektiv og ”tænke på andre end dig” som vores slogan lød under sidste valg. Det vigtige er bare at jeg fører min politiske kamp mod verdens uretfærdighed dér og ikke igennem mit fag. Lad dette være en opfordring til venstreorienterede antropologer om at gøre det samme, og lade være med at tage faget som gidsel i en politisk kamp.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Invitér studenterpræsten på skovtur

Af: Jakob Schwartz Sørensen

 

I sit indlæg i sidste nummer af Informanten beskriver Rasmus Thirup Beck, hvad han betegner som en religiøs aha-oplevelse. Udfra en oplevelse til en koncert, med den katolske nonne Marie Keyrouz, der for øvrigt også har en doktorgrad i antropologi, sætter han spørgsmålstegn ved, om religiøse mennesker kan være objektive antropologer. Efter sin søvnige og halvt-ædruelige oplevelse kommer Rasmus til at reflektere over, hvorvidt en subjektiv katolik kan lave et objektivt feltarbejde i den katolske kirke.

Jeg kender ikke noget personligt til søster Marie, men jeg går ud fra, at hun må gøre sig de samme overvejelser, og konfronteres med de samme problemstillinger, som andre antropologer, der laver feltarbejde. Dette gælder selvfølgelig også problemerne, der opstår i sammenhæng med, at felten bliver noget velkendt. En katolsk antropolog, hvis felt er den katolske kirke, vil muligvis være tilbøjlig til at falde i én af to grøfter. Enten at være uforbeholden positiv over for kirken, eller også at miste objektiviteten ved at være negativt forudindtaget. Det er svært at finde en middelvej, og problemstillingen kendes også fra andre områder. Hvis en lærer f.eks. får sit eget barn som elev i sin klasse, vil der være fare for at barnet enten bliver urimeligt forkælet, eller det risikerer at blive forfordelt.

Når det er sagt, så tror jeg at en troende antropolog, der er bevidst om sin subjektivitet, vil kunne give vigtige indsigter i de troendes virkelighed. Teister bruger andre begreber, og har en fundamental anden livsopfattelse, end ateister. Troende antropologer har fordelen af, at kunne formidle denne indsigt i antropologiske termer. Dette syntes katolske antropologer som E.E Evans-Pritchard, Victor Turner og Mary Douglas at have gjort på udmærket vis. Så en vis grad af subjektivitet er nok en fordel, hvis man som antropolog ønsker at beskrive religiøsitet.

Jeg syntes også, det er interessant, at Rasmus umiddelbart næsten sætter lighedstegn mellem ateisme og objektivitet. Det er en tendens, der ikke blot er udbredt på Moesgaard, men som er synlig i meget af samfundsdebatten i Danmark. De fleste lader, som Rasmus, muligheden være åben for, at der findes mere mellem himmel og jord, end vi lige er klar over. Dog betragtes teister som subjektive og derfor uvidenskabelige, og mange teisters faglighed bliver draget i tvivl, blot på grund af deres personlige tro. I denne kritik af teisme som uvidenskabelig glemmer man, at ateisme også er et subjektivt valg. Det er valget at tro, at der ikke findes en gud, modsat teisme, der bekender troen på eksistensen af en personlig Gud. Hvad enten man altså er teist eller ateist er man påvirket af en tro og vil således tale fra et bestemt ståsted! Denne tro eller livsanskuelse har vidtrækkende konsekvenser for vore relationer til andre, vores menneskesyn og den måde, vi møder modgang på. Både teister og ateister er altså påvirket af deres respektive livssyn, og det påvirker også den måde, vi anskuer felten på.

Jeg tror, det er vigtigt at man som antropolog, er klar over sin egen tro, for kun derved kan man sætte sig ud over den og anskue et felt objektivt. Objektivitet er altså ikke lig manglen på tro, men hænger sammen med, at man er bevidst om sin tro og sit livssyn. Mange teister er bevidste om deres trossystem, har reflekteret over det, og er derved klar over, hvordan det påvirker dem. Dette kan hjælpe dem til at opnå objektivitet.

Et andet spørgsmål, jeg sidder med efter at have læst Rasmus Thirup Becks indlæg, er, hvorfor vi, når vi på Moesgaard stræber efter at være objektive og mener, at religion som objekt er spændende, ikke byder studenterpræsten velkommen i skoven? Og hvorfor er det så vigtigt for mange at sørge for, at de ikke bliver opfattet som religiøse? Vi burde da netop i vores søgen efter at være objektive, og i stræben efter større menneskelig forståelse, være åbne for muligheder for at stifte nærmere bekendtskab med religiøsitet og andre menneskers tro. Derved kan vi også afklare vores egen subjektive tro. Teister bliver konstant udfordret i deres tro gennem mødet med ateistiske opfattelser, bl.a. på Moesgaard. Måske trænger ateister også til at blive udfordret i deres tro. Lad mig derfor slutte med en opfordring: Lad os være lidt mere åbne over for den subjektive religion, og så lige ta’ og invitér studenterpræsten en tur i skoven!

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Svar: Enig! Næsten

- Svar til Jakob Schwartz Sørensen

Af: Rasmus Thirup Beck

 

Jeg er enig i det meste af hvad Jakob Swartz Sørensen skriver i sin reaktion på min artikel i sidste nummer – derfor undrer det mig også lidt at han så gerne vil være uenig med mig?

Det er muligt at min egen mening vedrørende personlig religion i forhold til et spørgsmål om objektivitet/subjektivitet er lidt for utydelig og det er jeg ked af. Jeg mener for eksempel ikke at en personlig religion, som katolicisme, er et problem for den forsker der gerne vil undersøge katolikker. Jeg spørger om det er tilfældet og ender med at konkludere at ”spørgsmålet, ’kan man forstå noget uden at være objektiv?’ bliver ud fra denne forståelse overgået af: ’Kan man forstå noget uden at være subjektiv?’”.

Jakob skriver at ”en troende antropolog, der er bevidst om sin subjektivitet, vil kunne give vigtige indsigter i de troendes virkelighed” og det er faktisk det samme jeg konkluderer: ”Subjektiviteten bliver en positiv præmis”. Det handler om refleksivitet – at antropologen kontinuerligt vurderer sine opdagelser i forhold til egen holdning/tro/politisk overbevisning.

Én ting er jeg dog uenig med Jakob i: Jeg har intet imod religion eller religiøse mennesker men derfra til at ’byde studenterpræsten velkommen i skoven’ er der langt. Tro er en personlig ting som man selv kan opsøge. Når præsten bydes velkommen forudsætter man også at alle de studerende på Moesgaard har brug for ham – og det er ikke langt fra Dennis Nørmarks’ indignation over at ”Etnografen” formoder at alle dens brugere er venstreorienterede (se artikel andetsteds i bladet). På Moesgaard bør det vi bliver præsenteret for være antropologisk relevant hvilket også er Informantens holdning – hvorfor jeg også som del af Informantens redaktion har været med til at afvise et indlæg fra netop studenterpræsten.

 

Jeg beklager at Jacob ikke har nået at se mit svar før udgivelse af dette nummer men hvis han har noget at tilføje håber jeg at han vil følge op enten ”online” eller i næste nummer.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Når antropologer ikke mener noget

Af: Rasmus Beck

 

Akademikere og intellektuelle, antropologer især, fik i den forgangne sommer grove hug i Norges medier. Anført af den unge standup-komiker, skribent og provokatør Shabana Rehman fik antropologer m.fl. skyld for at beskytte og forsvare indvandreres kultur og dermed blandt andet forhindre et stop for undertrykkelse og omskæring af muslimske kvinder – hvilket i sidste ende bekræfter indvandrere og ”nordmænds” fordomme om hinanden. Antropologer blev beskyldt for at leve i ”en guldfiskebowle”. Hvorfor er antropologer så bange for at mene noget? Er vi tynget af et abstrakt krav om ’ politisk korrekthed’?

 

”Længe trodde jeg det var fundamentalistiske imamer og innvandrerpolitikere som sto i veien for en åpen debatt om likestilling og det multietniske samfunn. Men nå ser jeg at det er etnisk norske kvinner som (…) sosialantropolog Marianne Gullestad som virkelig skygger for debatten” (Shabana Rehman i Dagbladet d. 2/8).

 

De ”etnisk norske kvinder” som Rehman omtaler er, blandt andre, socialantropolog Marianne Gullestad. Disse to kvinders respektive artikler og sendetid i forskellige norske medier i den forgangne sommer bragte, sammen med de mange andre indlæg, nogle vigtige spørgsmål på banen for antropologiens virke.

 

Debatten i korte træk

Debatten tog sit udgangspunkt i Rehmans ugentlige klumme i den norske avis Dagbladet. Her beskyldte hun ”socialantropologer, sociologer og venstreintellektuelle” for at fortie en nødvendig debat om flere uheldige tendenser blandt indvandrere i Norge – herunder kvindeundertrykkelse og ’omvendt racisme’. Gullestad besvarede kritikken med en tilsvarende kritik af Rehmans medieposition: Hun roste Rehmans modige og progressive kamp for muslimske indvandrerkvinder, men kritiserede hende for, med sin kraftige kritik af ’sine egne’, at flytte fokus fra nordmænds diskriminering af indvandrere og, ad omveje, at bekræfte de fordomme, som ligger til grund for denne diskriminering. Ydermere skrev Gullestad, at Rehman, med sin meget eksponerede position, overskygger andre, specielt kvindelige, stemmer i indvandrermiljøet.

”Hvem skygger for hvem?” (ibid) svarede Rehman og rettede med ovenstående citat et eksplicit angreb på Gullestad . Ved først at fortie prekære emner som omskæring af kvinder og det muslimske æresbegreb og dernæst at underminere en kritik af disse, som den Rehman står for, er hun, og andre ”venstreintellektuelle” som hende, skyldige i at opretholde undertrykkelsen af muslimske kvinder og forsinke det tolerante, multikulturelle samfund, mener Rehman. Rehman brugte debatten efter æresdrabet på den svenske indvandrerkvinde som eksempel. Da æresdrabenes udtryk for underkuelse af kvinder blev vendt og drejet i norske (og danske) medier, ”Hvor var synserne som Gullestad da? Jo, de var i færd med at fortælle Norge at nå er det blitt politisk korrekt at mobbe muslimer. Give me a break” (ibid).

Og herefter fortsatte debatten den norske sommer ud med indlæg fra Rehman, Gullestad og mange andre - deriblandt Thomas Hylland-Eriksen, som også havde fået et par kraftige hug fra Rehman og ville forsvare sig, og Unni Wikan, der placerede sig midt imellem og talte for en kamp på begge fronter.

 

Vi forstår minoriteter

Det vigtige, jeg her vil udlede af debatten, er Shabane Rehmans kritik af de intellektuelles, derunder antropologernes, rolle i samfundsdebatten. Den leder nemlig tilbage til det gamle skisma mellem essentialisme og proces. Vi studerende får tudet ørene fulde af advarsler imod at essentialisere de kulturer vi skal studere. Ingen kultur eksisterer i sig selv, og alt er i forandring. Samtidigt bliver vi dog skolet til at kunne sige noget generelt om, og forstå de folk vi studerer. Vi sætter os ind i den kulturelle, men aldrig essentielle, logik bag det folk gør. Vi kan for eksempel studere muslimske samfund og derved forstå og forklare den kvindeundertrykkelse, som nogle muslimske samfund eller samfundslag, praktiserer.

To fælder lurer: For det første er der ikke langt fra den kulturelle logik og forståelsen til at tænke essentialistisk – hvilket er en debat, der ikke er plads til her. For det andet leder denne forståelse også let til, at man ikke kan forholde sig kritisk til, hvad folk gør. Man kan ikke se det forkerte i, og kritisere, æresdrab på muslimske kvinder – kun i at folk ikke forstår, hvorfor de finder sted. Problemet har også rod i antropologers generelle forkærlighed for minoriteter. Majoriteten, som i dette eksempel så ville være den etnisk norske, eller danske, befolkning, skal nok få sin stemme igennem – men små etniske grupper, som indvandrerne, skal forsvares. Her ligger vi under for en besynderlig konstruktion, kaldet ”politisk korrekthed” som – måske – bunder i god gammeldags dårlig samvittighed: Europæere og antropologer har så mange skeletter i skabet, at det hæmmer vores syn på nutiden. Koloniseringstiden, nazismen, holocaust m.m. spøger stadig så meget, at det er farligt f.eks. at udtale sig kritisk om i forvejen udsatte grupper.

Til syvende og sidst ender antropologer i den offentlige debat med næsten udelukkende at forklare og aldrig kritisere – beskrive og aldrig kommentere…

 

- Men vi må også kritisere!

Jeg er af den personlige mening, at antropologer godt må have en mening - at antropologers mening endda ofte glimrer ved dens fravær. Det irriterer mig, at vores saglige indsigt ikke tiere kobles med en konstruktiv kommentar. En kritik fra folk som har kendskab til det/de kritiserede vil altid vægte mere og lægge mere op til en dialog end en kritik fra – for nu at komme med et relevant eksempel – et populistisk højreparti uden føling med virkeligheden.

Unni Wikan har en pointe, når hun i sit indlæg i debatten oplyser, at der på samme tid kæmpes to kampe for sameksistens mellem etniske nordmænd og indvandrere. Én kamp rettet mod indvandrerne selv, hvor forskellig praksis kritiseres, for for det første at være menneskeligt uacceptabel og for det andet for at hindre forståelse og sameksistens - en kamp mod kvindeundertykkelse, omskæring af kvinder, æresdrab, fundamentalisme, omvendt racisme o.s.v. som Rehman, og nogle få andre som hende, står alene med. Og en anden kamp rettet mod majoriteten, de etniske nordmænd, som (voilá) kritiserer forskellig praksis, der for det første er menneskelig uacceptabel og for det andet hindrer forståelse og sameksistens - en kamp imod majoritetens racisme, diskriminering, fordomsfuld ringeagt, nationalisme o.s.v., som både Gullestad og Rehman deltager aktivt i. Problemet er, siger Wikan, at Gullestad og Rehman er så langt fra hinanden, når de kæmper – eller kritiserer. De er selvfølgelig i sagens natur langt fra hinanden i og med, at Rehman kæmper en personlig kamp mod forhold, hun har følt på sin egen krop, imens Gullestad, fortrinsvist gennem tekster, kritiserer et mere generelt, samfundsmæssigt forhold – men de distancerer sig unødvendigt fra hinanden, når Rehman tilsidesætter forskerens værdi og Gullestad den personlige stemmes. De to fronter, imod henholdsvis nogle indvandreres praksis og nogle etniske nordmænds praksis, kan sagtens hjælpe hinanden – og det burde antropologer på papiret været gode til at arrangere…

 

…ellers gør Pia!

Antropologer og andre akademikeres mangel på mening og konstruktive analyser giver først virkeligt bagslag, når andre uden saglig indsigt og forståelse (som vi i hvert fald kan have) griber chancen. Den akademiske debat, som Rehman spydigt mener er ” preget av jantelov og støvete akademikere som heller vil analysere enn å ta tak i utfordringene”, bliver med tiden ”Til gavn for de sorte” på mere end én måde. Ordspillet stammer fra Kåre Bluitgens bog af samme navn: Når akademikere i større grad beskytter ”de sorte” (som i folk med en anden hudfarve) eller når venstrepartier f.eks. stemmer imod love mod omskæring af kvinder så giver det i større grad ”de sorte” (som i folk med meget højreorienterede politiske meninger) muligheden for at tage teten i debatten. Alt, de skal gøre, er faktisk at sige, at det er forkert… Dansk Folkeparti mener f. eks. konsekvent, at det er forkert at omskære kvinder, at det er forkert at støtte at støtte dødsdommen mod Salman Rushdie, at det er forkert, at danskere ikke kan gå i fred på Nørrebro, at det er forkert, at muslimske kvinder undertrykkes, at det er forkert, at der er så meget kriminalitet blandt unge indvandrere, at det er forkert, at der findes fundamentalistiske organisationer i Danmark - og så videre. Jeg tillader mig at antage, at de fleste er enige, men at vi som (kommende) antropologer ivrer efter at tilføje den lidt mere komplekse virkelighed, der er bag disse udsagn. Så lad os dog gøre det – sammen med forslag der kan ændre disse sørgelige forhold. Lad ikke den besnærende ”politiske korrekthed” resultere i decideret ”politisk ukorrekthed”: I dag er det Dansk Folkeparti og andre ’af deres slags’, som er de progressive!

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

Studiet af det irrationelle

- en matematisk model af etnografistudiet

Af: Martine Lind Pedersen

 

Når nogen spørger mig, hvad etnografi egentligt er for noget, og jeg vurderer, at vedkommende ikke vil finde det morsomt, at jeg svarer ”Øhm, studiet af negre…”, så plejer jeg at sige: ”Det er studiet af menneskelige relationer, kulturer og samfund.” Men måske er det heller ikke helt korrekt. Måske skal man i virkeligheden siger, at etnografi er studiet af det irrationelle.

Til et seminar om de studerendes oplevelser ved andre universiteter, institutter eller fag, som løb af stablen på Moesgård 15.-16. november, reflekterede min medstuderende, Kresten Kjær, over hvad etnografi egentligt er i forhold til andre samfundsvidenskabelige (humanistiske?) studier. Han kom frem til, at andre studier ofte bruger kulturbegrebet til at forklare det uforklarlige – det irrationelle. Hvis en demografisk forskel mellem to forskellige regioner ikke kan forklares med de vanlige parametre, så kan man hænge den op på kulturbegrebet og derved skabe sammenhæng. På dette grundlag argumenterede han, at det, som vi gør – i modsætning til for eksempel statskundskabsuddannede – er, at vi betragter det rationelle – irrationelt. Eller måske snarere, at vi stiller spørgsmålstegn ved det, som andre ikke gør.

Det mindede mig (efter lidt refleksion) om mit yndlingsafsnit fra Peter Høegs roman ”Smillas fornemmelse for sne”

Hvis nogen spurgte mig, hvad der gør mig rigtig lykkelig, så ville jeg svare: Det gør tallene. Sne og is og tal.

Og véd du hvorfor?

Han flækker kløerne med en nøddeknækker, og trækker kødet ud med en krum pincet.

- Fordi talsystemet er ligesom menneskelivet. Til at begynde med har man de naturlige tal. Det er dem der er hele og positive. Det lille barns tal. Men den menneskelige bevidsthed ekspanderer. Barnet opdager længslen, og véd du hvad det matematiske udtryk for længslen er?

Han kommer fløde og nogle dråber appelsinsaft i suppen.

- Det er de negative tal. Formaliseringen af, at man føler man mangler noget. Og bevidstheden udvider sig stadigvæk, og vokser, og barnet opdager mellemrummene. Mellem stenene, mellem mosserne på stenene, mellem menneskene. Og véd du hvad det fører til? Det fører til brøkerne. De hele tal plus brøkerne giver de rationelle tal. Og bevidstheden stopper ikke dér. Den vil overskride fornuften. Den tilfører en operation så absurd som roduddragning. Og får de irrationelle tal.

Han varmer flute i ovnen, og kommer peber i en kværn.

-Det er en slags vanvid. For de irrationelle tal er endeløse. De kan ikke skrives. De tvinger bevidstheden ud i det grænseløse. Og med de irrationelle tal lagt til de rationelle har man de reelle tal.

Jeg er kommet ud på gulvet for at have plads. Det er sjældent, man har muligheden for at forklare sig til et medmenneske. Som regel skal man slås om ordet. Og dette er mig magtpåliggende.

- Det stopper ikke. Det stopper aldrig. For nu, på stedet udvider vi de reelle tal med de imaginære, kvadratrødder af negative tal. Det er tal, som vi ikke kan forestille os, tal som normalbevidstheden ikke kan rumme. Og når vi lægger de imaginære tal til de reelle tal, så har vi det komplekse talsystem. Det første talsystem inden for hvilket det er muligt at gøre fyldestgørende rede for isens krystaldannelse. Det er som et stort, åbent landskab. Horisonterne. Man drages imod dem, og de bliver ved med at flytte sig. Det er Grønland, det er det jeg ikke kan undvære! Det er derfor jeg ikke vil spærres inde.

Jeg er endt foran ham.

- Smilla, siger han. –Må jeg gerne kysse dig?

 

Hvis nu at man tænker som Smilla, så er de menneskelige relationer, som jeg hævder at vores studie drejer sig om, altså en del af de rationelle tal. Men kultur er jo mere end det rationelle. Kultur er (for at låne Bourdieus habitus begreb) de ubevidst indlejrede kropslige mekanismer, som vi handler ud fra. Kultur er ikke rationelt – og kultur er ikke altid bevidst.

Men talsystemet er jo ikke komplet før man tilføjer de imaginære tal. Dermed bliver talsystemet komplekst og komplet, som verden. Så selv om vi er etnografistuderende, og selv om vi kan forklare noget af det uforklarlige; selvom vi studerer det irrationelle, så har vores studie grænser. For verden er mere kompleks end vi kan fatte.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

"Grimt og skønt i december"

Grimt er kontantautomatens symfoniske summen,
og de fastklistrede, ubestemmelige ting på dets taster.
Skønt er kolde kontanter, der brænder i lommen
tillige med ordet "kristtorn" og hemmelige laster.

Skøn er tanken om Jesus, der døde for alle os andres` synd,
grimt er det, ikke at kunne leve med sin egen.
Grimt er også en risalamande såvel som en vinterfrakke, der er alt for tynd,
eller et overkørt pindsvin på landevejen.

Skønt at spejde efter et kendt ansigt i juleindkøbets trængsel,
grimt at opdage, at det du søger, faktisk er dit eget.
Grimt er ydermere den fortabte barndoms julelængsel
tilgengæld er det skønt at spise alt alt for meget.

Grimt er det, midt i Messias, at høre fjerne sireners tuden,
samt Sallings julepynt, granspray og avispapirsguilander.
Skønt er de indviklede sneblomster, der klædeligt dækker ruden,
og forventningfulde børneøjne og den praktiske snor i deres vanter.

Skønt er det, på frostklare nætter, at gå sig en tur.
grimt at forfatte et tvunget julekort til tanten.
Skønt at læse "Peters jul" og anden god litteratur,
men skønnest af alt er dog "Informanten".

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

MANIFESTO IN CLEAR LANGUAGE

by: Antonin Artaud


If I believe neither in Evil nor in Good, if I feel such a strong inclination to destroy, if there is nothing in the order of principles to which I can reasonably accede, the underlying reason is in my flesh.

I destroy because for me everything that proceeds from reason is untrustworthy. I believe only in the evidence of what stirs my marrow, not in the evidence of what addresses itself to my reason. I have found levels in the realm of the nerve.

I now feel capable of evaluating the evidence. There is for me an evidence in the realm of pure flesh which has nothing to do with the evidence of reason. The eternal conflict between reason and the heart is decided in my very flesh, but in my flesh irrigated by nerves. In the realm of the affective imponderable, the image provided by my nerves takes the form of the highest intellectuality, which I refuse to strip of its quality of intellectuality. And so it is that I watch the formation of a concept which carries within it the actual fulguration of things, a concept which arrives upon me with a sound of creation. No image satisfies me unless it is at the same time Knowledge, unless it carries with it its substance as well as its lucidity. My mind, exausted by discursive reason, wants to be caught up in the wheels of a new, an absolute gravitation. For me it is like a supreme reorganization in which only the laws of illogic participate, and in which there triumphs the discovery of a new Meaning. This Meaning which has been lost in the disorder of drugs and which presents the appearance of a profound intelligence to the contradictory phantasms of the sleep. This Meaning is a victory of the mind over itself, and although it is irreducible by reason, it exists, but only inside the mind. It is order, it is intelligence, it is the signification of chaos. But it does not accept this chaos as such, it interprets it, and because it interprets it, it loses it. It is the logic of illogic. And this is all one can say. My lucid unreason is not afraid of chaos.

I renounce nothing of that which is the Mind. I want only to transport my mind elsewhere with its laws and organs. I do not surrender myself to the sexual mechanism of the mind, but on the contrary within this mechanism I seek to isolate those discoveries which lucid reason does not provide. I surrender to the fever of dreams, but only in order to derive from them new laws. I seek multiplication, subtlety, the intellectual eye in delirium, not rash vaticination. There is a knife which I do not forget.

But it is a knife which is halfway into dreams, which I keep inside myself, which I do not allow to come to the frontier of the lucid senses.

That which belongs to the realm of the image is irreducible by reason and must remain within the image or be annihilated.

Nevertheless, there is a reason in images, there are images which are clearer in the world of image-filled vitality.

There is in the immediate teeming of the mind a multiform and dazzling insinuation of animals. This insensible and thinking dust is organized according to laws which it derives from within itself, outside the domain of clear reason or of thwarted consciousness or reason.

In the exalted realm of images, illusion properly speaking, or material error, does not exist, much less the illusion of knowledge: but this is all the more reason why the meaning of a new knowledge can and must descend into the reality of life.

The truth of life lies in the impulsiveness of matter. The mind of man has been poisoned by concepts. Do not ask him to be content, ask him only to be calm, to believe that he has found his place. But only the madman is really calm.

 

Hvad mener du? Skriv til Informanten

Dette nummers øvrige artikler

 

1